1943 – Tysk militærtransport gennem Sverige ophæves

I går eftermiddags offentliggjordes i Stockholm et fælles svensk-tysk communique, hvori det oplystes, at den gennem tre år tilladte transiteringstrafik gennem Sverige af orlovssoldater og materiel skal ophøre i løbet af august måned. Det svenske udenrigsministerium oplyser i tilslutning hertil, at transporten af krigsmateriel til og fra henholdsvis Norge og Finland skal ophøre den 15. august, medens orlovstrafikken fra og til Norge ligesom den såkaldte “hesteskotrafik” mellem Trondheim og Narvik vil ophøre fuldstændig den 20. august. Lazarettog med sårede og syge vil dog stadig i fremtiden kunne passere gennem Sverige.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. august 1943.

1940 – Kampene om Narvik

Tyskerne melder, at de har sænket endnu et engelsk transportskib
Berlin, torsdag
Værnemagtens overkommando meddeler:
Tyske kampflyvemaskiner angreb fjendtlige søstridskræfter ved Narvik. Derved blev et transportskib på 7.000 tons bragt til at synke. Nord for Narvik greb kampeskadriller gentagne gange ind i kampene på jorden, belagde marcherende kolonner med bomber og bekæmpede fjendtlige batteristillinger.
Luftvåbnet tilintetgjorde en fjendtlig ubåd i Skagerrak med bombetræffere. Ved Vestfronten forløb dagen roligt.

Kilde: Sydvestjylland, 9. maj 1940

1940 – England minespærrer Norges kyst

8. april: Engelske og franske skibe har ved daggry lagt tre store minefelter ud for Midtnorge, dette sker uden hensyn til Norge, for at forhindre malmsejladsen over Narvik til Tyskland. Krænkelsen af Norges neutralitet, undskyldes med den tyske overtrædelse af alle regler for søkrig.

Situationen er yderst alvorlig for hele Norden. Den norske regering har protesteret og krævet af minerne straks fjernes igen. Sverige skærper forsvarsberedskabet. Faren for fred i norden er i fare.

I går omkring midnatstimen et par minutter før kl. 12 hørtes fremmed flyvers brummen over Kolding. Maskinen lød som om den var tæt på, men kunne ikke ses, da den ikke havde lyset tændt.

Vejrudsigt gældende til Tirsdag morgen for hele landet: overvejende frisk sydlig og sydøstlig vind omkring eller noget under normal temperatur, og foreløbig tørt tildels smukt vejr, senere mulighed for nedbør over de vestlige egne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 8. april 1940

1940 – Uroen om nordens neutralitet

Fra Tyskland forlyder det at Danmarks og Norges kyster for tiden er den europæiske zone, der er mest truet af krigsfaren. Det er uvist om England vil skride til en blokade at havnene omkring Danmark og Norge, hvilket ville krænke disse landes neutralitet. Fra tysk side opfattes det som engelsk forsøg på ødelægge eksport til Tyskland og finde magtstøttepunkter i de nordiske fjorde, der kan bruges i luftkrigen mod Tyskland.

Det er meddelt igennem engelsk og fransk presse af englænderne vil skærpe blokade i Skagerak og de i nordiske farvande, for at komme jernmalmeksporten fra Narvik til livs.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. marts 1940