1939 – Store tyske troppekoncentrationer fra Krakow til Danzig

Under en debat i Underhuset i dag udtalte Winston Churchill bl.a., at Tyskland havde 2 millioner mand under våben, og når den nye årgang bliver indkaldt inden udgangen af august, vil der automatisk komme over ½ million til. Langs hele den polske grænse fra Krakow til Danzig var der store tyske troppekoncentrationer, og der træffes forberedelser til en hurtig fremrykning. Der fandtes 5 tyske divisioner i mobiliseringsstand alene omkring Breslau. Vejene mod Polen gennem Tjekkoslovakiet blev udbygget til den højeneste kapacitet af dertil tvungne tjekkoslovakiske arbejdere. Mange offentlige bygninger og skoler i store dele af Tjekkoslovakiet – og ganske givet i Bøhmen – gøres parat til at modtage sårede. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 3. august 1939

1939 – Almindelige værnepligt i Danzig

I forvejen gør de fleste militærtjeneste
Der går i Berlin rygter om, at Senatet i Fristaden Danzig har til hensigt at gennemføre en forordning, hvorved den almindelige værnepligt bliver forbedret i fristaden. Disse rygter er endnu ikke blevet bekræftet, men de betegnes som ikke usandsynlige, idet den største del af ungdommen i Danzig allerede nu gør tjeneste i de forskellige militærlignende formationer i Danzig, nemlig politiet, Heimwehr og SA samt SS-afdelingerne.

Kilde: Hejmdal, 2. august 1939

1939 – Tysklands bombemaskiner er hurtigere end jagere!

Seriefabrikeret maskine flyver 2.000 km. med 501 km. i timen
Den tyske propaganda har nu fået sit eget sidestykke til de engelske bombeeskadrers flyvninger over fastlandet, reklametrommens indkredsnings-flyvninger, som de kaldes. De har ingen anden værdi, siger man her, end indøvelsen af mandskabet i færdigheder, som for længst hører til Akseflyvernes elementære viden.
Tyskland har derimod gjort en virkelig indsats som bevis på sin overlegenhed i luften, idet en 2-motors bombemaskine fra det tyske luftvåben har sat en ny rekord. Denne JU-87 har nemlig med 2 tons last fløjet 2.000 km. med en fart af 501 km. i timen (den hidtidige rekord var italiensk med 468 km.) Den samme maskine har tidligere sat rekord over 1.000 km. med 517 km. fart, og den har nu tillige sat rekorder over 2.000 km. med 1. tons last og uden last. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 1. august 1939