1944 – Slaget om Caen: Invasionens hidtil største sammenstød

Montgomery i færd med at bryde ud af krigsskibenes “ildklokke”.

Berlin, fredag, STB.

På invasionens 25. dag er tyngdepunktet for slaget i Normandiet forlagt fra Cherbourg til invasionsfrontens sydlige afsnit, området mellem Orne-floden, Caen og Tilly. Sydvest for Tilly har Montgomery med den 2. britiske armé indledet offensiven fort definitivt at bryde igennem “den røde linje”; grænsen for det allierede skibsartilleris rækkevidde. Det erklæres i Berlin, at de britiske tankformationer i samme øjeblik, de er nået uden for skibsartilleriets “ildklokke”, har mødt betydelig kraftigere modstand end hidtil. Efter at der fra tysk side er kastet nye styrker ind mod den 2. britiske armé, har slaget om Caen i de sidste 24 timer udviklet sig til det hidtil største sammenstød mellem tyske og allierede tropper siden invasionens begyndelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944

1944 – 8 sabotører dødsdømt og henrettet

Frihedsstraffe for flere medskyldige

Fra tysk side meddeles:

Ved krigsretsdom af 26. juni 1944 er følgende dømt for deltagelse i sabotageforbrydelser:

  • Kroejer Marius Anthon Pedersen Fiil, født den 21. maj 1893 i Hvidsten.
  • Kromedhjælper Niels Fiil, født den 12. juni 1920 i Hvidsten.
  • Bryggeriarbejder Peter Bergenkammer Sørensen, født den 3. juni 1914 i Maribo.
  • Mekaniker Johan Kjær Hansen, født den 7. marts 1907 i Hjørring.
  • Radioforhandler Niels Nielsen Kjær, født den 2. april 1903 i Hvidsten.
  • Karetmager Søren Peter Kristensen, født den 20. august 1887 i Riis.
  • Møller Henning Andersen, født den 16. juli 1917 i Linde
  • Dyrlæge Albert Carlo Iversen, født den 28. september i Randers.

dømtes til døden.

  • Husmoder Kirstine Sørensen f. Fiil, født den 23. august 1918 i Hvidsten.
  • Landmand Jens Stenz, født den 5. februar 1922 i Kondrup
  • Chauffør Barner Hyldgaard Andersen, født den 10. oktober 1922 i Linde

dømtes til tugthus på livstid.

  • Lillebilvognmand Anders Venning Christensen, født den 3. oktober 1893 i Hvornum.
  • Købmand Knud Peter Buchhorn Christensen, født den 31. maj 1916 i Randers.

dømtes til hver fire års tugthus.

  • Servetrice Gerda Søvang Fiil, født den 30. januar 1927 i Hvidsen, dømtes til to års ungdomsfængsel. […]

Dødsdommene er torsdag den 29. juni 1944 blevet fuldbyrdet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944

1944 – Mannerheim er stadig den øverstkommanderende på den finske front

De tyske troppers indsats i Finland ventes omgående

Berlin, fredag, INT.

Den våbenhjælp, som Tyskland har forpligtet sig til at yde Finland, omfatter større troppekontingenter, og disse er nu, efter hvad der oplyses fra kompetent side, på vej til den karelske front. Deres indsats i forvaret mod den russiske offensiv kan ventes omgående.

Spørgsmålet om overkommandoen på den finske front er nu afgjort, idet det sent i aftes bekræftedes, at marskal Mannerheim er øverstkommanderende over samtlige styrker, som kæmper på finsk område. I herværende militære kredse betragter man beslutningen om at komme Finland til hjælp på baggrund af den tyske tese om Østfronten som udelelig enhedsfront. Heraf udgør det finske afsnit den nordligste fløj, og den tyske militære ledelse er, erklæres det, lige så stærkt interesseret i, at den nordlige flankestilling ikke bryder sammen, som at noget sådant ikke sker i de centrale eller sydlige frontafsnit. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944.

1944 – Spærretiden i Storkøbenhavn ændres

Fra officiel tysk side meddeles:

Spærretidens indtræden fastsættes med virkning fra torsdag den 29. juni 1944 i tilknytning i mørklægningstiden kl. 23. Forbuddet mod sammenstimling af mere end fem personer på offentlige gader, veje og pladser såvel som det almindelige forsamlingsforbud har vedblivende gyldighed.

Man henleder befolkningens opmærksomhed på, at det medfører en risiko at lægge hindringer i vejen for de tyske styrker, der overvåger byområdet med henblik på optræden af grupper af sabotører og voldsforbrydere. Navnlig kan efter omstændighederne grupper på mere end fem personer blive antaget for sabotørgrupper og derved være udsat for risiko. Man opfordres indtrængende til ved episoder af en hvilken som helst art ufortøvet at lade gaderne være frie og holde sig borte fra enhver sammestimling.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. juni 1944

1944 – Terrorflyveren fra Slagelse nedskudt

Det var britiske officerer, der skød eksportør Wilhelmsen og chauffør Larsen

Gennem Ritzaus Bureau meddeles:

Den engelske Moskito-flyver, der den 25. juni kl. 11.15 i nærheden af Torbenfeld Slot beskød en dansk droskebil med maskingevær og derved dræbte eksportør Wilhelmsen og chauffør Larsen fra Slagelse, blev næppe en time efter nedskudt af en tysk jager. Besætningen sprang i faldskærm og blev taget til fange. Det har vist sig, at det drejer sig om en engelsk oberstløjtnant og om en kaptajn – altså ikke om menige soldater, men om officerer af højere tjenestegrad – der ved deres “skydesport” over for fredelige danske borgere har to menneskeliv på deres samvittighed.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. juni 1944.

1944 – Jenny Kammersgaard er spillevende!

Kl. 2 i nat blev hun fundet på Gilleje Strand efter 43 timers ophold i vandet

Al sorgen blev til glæde vendt! Jenny Kammersgaard er spillevende. Alle troede hende død, druknet i Øresund bølger. Den lange række af nekrologlignende meddelelser om vanddronningens tragedie, der i det sidste par dage tilflød offentligheden har et Ritzaus-telegram uden fjerneste snirkler og sving dags dato kl. 10.16 sat en stopper for.

Og telegrammet lyder da i al enkelthed:

Svømmersken Jenny Kammersagaard er i nat kl. 2 blevet fundet på Gilleleje Strand af det tyske grænsepoliti, som bragte hende til Gilleje Badehotel samt sørgede for, at hendes forældre straks blev underrettet om hendes redning.

Var ovre ved Svenskekysten. Jenny Kammersgaard var ved at blive sejlet ned.

Jenny Kammersgaard oplyser i formiddag, at hun startede tirsdag morgen kl. 4 fra Skodsborg med en vandtæt pose med sin kjole i. Desuden havde hun en pose med kiks, men kiksene blev om eftermiddagen våde, og hun fik ingen mad i går. Strømmen førte hende over mod Helsingborg, og langs Kullens kyst, så hun kun var en kilometer fra land, men Jenny Kammersgaard besluttede i stedet at svømme mod den danske kyst, og hun nåede ind et sted mellem Gilleje og Rågeleje ved 23-tiden i aftes efter ca. 43 timers ophold i vandet. Flere både havde passeret hende, og i aftes var hun ved at blive sejlet ned af et skib. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. juni 1944.

1944 – Vigtig meddelelse til Sveriges rigsdag i dag

Kongens budskab fremsættes af statsministeren og udenrigsministeren

Stockholm, RB.

Rigsdagen har onsdag modtaget meddelelse fra regeringen, at statsministeren i Førstekammer og udenrigsministeren i Andetkammer torsdag kl. 11 i et lukket møde vil fremsætte en mundtlig meddelelse ifølge rigsdagsforordningens paragraf 56. Denne paragraf bestemmer, at hvis kongen anser det for nødvendigt i spørgsmål vedrørende forholdet til fremmed magt eller i anden anledning af større almen interesse at give rigsdagen underretning, skal dette ske ved de medlemmer af ministeriet, som han befordrer dertil i hvert af kamrene.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. juni 1944.

1944 – Har Jenny Kammersgaard fundet døden i Øresund?

Tirsdag morgen ved 4-tiden tog hun ud på en distance-svømning, og siden har man ikke været i forbindelse med hende.

Danmarks verdensberømte distancesvømmerske, Horsenspigen Jenny Kammersgaard, der ofte har hensat sportsverdenen i begejstring ved sinde fænomenale præstationer, er muligvis druknet i Øresund. Der foreligger intet definitivt, men sandsynligheden taler for, at Sundets stærke strøm har ført hende i døden.

Jenny Kammersgaard startede tirsdag morgen ved 4-tiden på en tur fra Skodsborg Søbad til Humlebæk, en distance på 22 kilometer. Da turen gik langs kysten, havde hun ikke anset det for nødvendigt, at der fulgte nogen ledsagebåde med. Og kun en ung mand af hendes bekendtskab vidste besked om starten. Efter planen skulle hun være ankommet til Humlebæk ved 10-11-tiden, men da hun endnu ved 16-tiden ikke var nået frem, gik den unge mand til politiet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juni 1944.