1944 – “Skinarbejdere” i Tyskland skal melde sig inden 15. aug.

Alle, der har skaffet sig en bekvem tilværelse i l af familieforbindelser, skal drages frem.
Berlin, fredag, RB.
I forståelse med den rigsbefuldmægtigede for den totalitære krigsindsats, rigsminister, dr. Goebbels, har distriktsleder Sauckel, som generalbefuldmægtiget for arbejdsindsatsten udstedt en forordning angående beskæftigelse af arbejdsstyrker i skinarbejdsforhold. Forordningen angår alle de arbejdspligtige, der kun tilsyneladende efterkommer deres arbejdspligt, dvs. ved udnyttelse af familieforbindelser eller andre forbindelser har skaffet sig et arbejdsforhold, der gør et muligt for dem at føre en bekvem tilværelse fjernt fra alle nationens fælles krigsanstrengelser, og som kun tilsyneladende svarer til lovens bestemmelser. Alle landsmænd, opfordres til helt og fuldt at indlemme deres arbejdskraft i produktionsprocessen og melde sig på arbejdskontorerne, der giver dem en beskæftigelse, som svarer til deres kræfter og evner.

Alle skindarbejdsforhold skal være ophævet inden 15. august. Efter denne termin træder skarpe straffebestemmelser i kraft over for dem, der ikke efterkommer denne opfordring.

Kilde: Nationaltidende, 29. juli 1944.

1944 – Aalborg Rutebilstation ødelagt ved bombe-eksplosion

Garagebygning og 7 store rutebiler totalt ødelagt. I tusindvis af ruder knustes, flere gader oversået med glasskår.

Aalborg ramtes i nat af en eksplosionskatastrofe af stort omfang. Kl. 12.45 eksploderede tre bomber i Aalborg Rutebilstation, og virkningerne var frygtelige. Hele rutebilstationens garageanlæg blev ødelagt, og der udbrød en voldsom brand.

I garagerne blev syv store rutebiler, til en værdi af ca. 40.000 kr. stykket totalt ødelagt, medens tre biler blev alvorligt beskadiget. Som eksempel på eksplosionens voldsomhed kan nævnes, at det halve af en rutebil blev slynget gennem garageporten og 150 m. bort, hvor den faldt ned på taget af et toetagers hus. der beboedes af rutebilstationens funktionærer. Disse var ved et lykkeligt tilfælde alle på udflugt, men kom hjem et kvarter efter at eksplosionen var indtruffet. Huset styrtede fuldstændigt sammen, men der opholdt sig ingen mennesker i det.

De nærmeste ejendomme blev slemt medtaget, og de fleste af lejlighederne var fuldkommen raseret, idet ikke alene alle ruderne sprang, men også meget af bohavet blev slået i kvas af det voldsomme lufttryk. Der blev knust i tusindvis af ruder, og gaderne Vesterbro, Hasseriisgade, Saxogade og enkelte andre, var oversået med glasskår. Mange privatlejligheder blev fuldstændig raseret. Den samlede skade lader sig endnu ikke opgøre.

Der blev sat et meget stort rednings- og slukningsarbejde ind og den opståede brand i olie- og benzindepotet blev ret hurtigt nedkæmpet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. juli 1944.

1944 – Femårig dreng dræbt ved løbskkørsel

Både han og faderen blev slynget af vognen, og drengen kom under hjulene
Kolding, fredag, RB.
Ved en løbskkørsel i aftes blev en femårig dreng, Leif, søn af fodermester Kaj Kensen, Mosevraagaard i Almind, dræbt. Både han og faderen slyngedes af vognen, og drengen fik halsen ind under det ene hjul. Han var død, inden ambulancen nåede sygehuset.

Kilde: Ribe Stifts-Tidende, 28. juli 1944.

1944 – Koldinghus-Løbet køres på søndag

Som følge af materialemangel starter der i år kun 48 ryttere

På søndag holder Kolding Bicykle Klub sit store årlige Koldinghus-Løb, der plejer at være en af de helt store begivenheder inden for den jyske landsvejssport. Der plejer til dette løb at starte henved 100 ryttere, men i år bliver deltagerantallet halveret. Årsagen er den såre naturlige, at det efterhånden er vanskeligt for rytterne at få materiel. Man havde så småt håbet også i år at formå nogle af de kendte københavnske ryttere til at deltage i løbet, men da der samme dag køres et stort landevejsløb i København, er det glippet. Heller ikke Chr. Petersen, Horsens, kommer, idet han starter i København. Chr. Petersen agter i nær fremtid at foretage et rekordforsøg og ville gerne havde den træning, som det 200 km. lange løb i København kunne give ham.

Af de 48 ryttere starter 11 mand i A-klassen, og ruten her går over 106 km., nemlig fra Ringvejen, hvor starten finder sted kl. 11.30, til Egtved, Ødsted, Dons, Bramdrup, Vejle, Fredericia og Kolding. Det bliver på det nærmeste en styrkeprøve mellem Fyn og Jylland, idet der starter 6 Fynboere med Knud Madsen, FBC, Odense, i spidsen, De jyske farver vil især blive forsvaret af Svend Jørgensen, Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juli 1944.

1944 – Stor eksplosionsulykke i nordsjællandsk tog

3 dræbte og 16 sårede ved bombeeksplosion

Der er i aftes sket en ulykke på Lillerød Station syd for Hillerød, hvorved 3 personer er blevet dræbt og 16 sårede.

Eksplosion i personvognen

Da toget mod Hillerød, som skal passere Lillerød kl. 21.49, netop havde sat sig i gang, indtraf der, endnu før de sidste vogne var kommen ud fra perronen, en eksplosion i den tredje eller fjerde personvogn. Virkningen var frygtelig. Fra den molestrede vogn lød der klageskrig, og der opstod forvirring. Fra vognene fik man draget de dræbte og sårede frem, og ambulancer tilkaldtes, hvormed de tilskadekomne kørtes til sygehus. Falck fra Hillerød og Ørnegaarden, Zonen fra Hillerød og 6 ambulancer blev tilkaldt. Endvidere mødte en brandsprøjte og en kranvogn for at etablere nødbelysning.

Mange sad fastklemte

I de første minutter herskede der nogen panik, fordi det var vanskeligt, at få de sårede ud af vognene, og mange sad indeklemt mellem sæderne. De sårede blev lagt i række på perronen og snarest ført til centralsygehuset i Hillerød. De 6 ambulancer kørte hver to ture og to lastvogne kørte hver en tur med lettere sårede. På centralsygehuset ryddede man i hast et par stuer og tilkaldte så mange læger, som det var muligt at få fat på, ligesom der blev tilkaldt nogle blodgivere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juli 1944.

1944 – Mobilisering af hele det tyske folk og alle dets reserver

Hitlers sidste forordning den tredje fase i den totale krigsindsats
Berlin, torsdag
Rigskansler Hitlers forordning af 25. juli om den totale krigsindsats kan betegnes som den tredje fase i mobiliseringen af alle de kræfter, der står den tyske regering til rådighed.
Det første skridt i denne henseende var den forordning, der blev udstedt i slutningen af januar 1943, og som omfattede alle mænd i Tyskland fra 16 til 65 år, og alle kvinder fra 17 til 45 år. Det næste skridt blev gennemført af den generalbefuldmægtigede for arbejdsindustrien med indrulleringen af endnu flere udenlandske arbejdere i den rustningsindustri, der står under tysk kontrol. Og som den tredje aktion kommer nu de planer, som den nyudnævnte generalbefuldmægtigede for den totale arbejdsindsats dr. Goebbels, har redegjort for i sin radiotale i aftes.
Den arbejdskraft, der indspares i Tyskland, skal tjene til frontens forstærkning, og de besatte lande må dernæst udfylde de tomme række i krigsproduktionens store og komplicerede apparat, oplyses det i de officiøse kommentarer til den nye aktion, men der foreligger endnu ikke beregninger over, hvor store tal, der skal regnes med i denne forbindelse. I den tyske presse betegnes de forestående nye foranstaltninger imidlertid som en mobilisering af hele folket og alle dets reserver, og det fremhæves, at de nye aktioner er blevet nødnvedige nu, da alt står på spil.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 27. juli 1944.

1944 – Goebbels redegør for de dramatiske oprørsplaner

Kupmændene blev henrettet på gerningsstedet

Berlin, onsdag (RB)

Rigsminister dr. Goebbels gav onsdag aften i en radiotale det tyske folk en redegørelse for begivenhederne den 20. juli og de slutninger, som kan drages heraf.

“Jeg har ment, udtalte han bl.a., at det var rigtigt at vente med at fremkomme med denne redegørelse, til også de sidste baggrunde for disse beskæmmende begivenheder var afsløret. Dette er nu tilfældet. Ellers kunne jeg have talt et par dage før. Vedrørende disse begivenheder er der nu intet mere at fortie eller besmykke. Begivenhederne taler et så tydeligt og umiskendeligt sprog, at man roligt selv kan lade dem tale. Det vil jeg gøre ved at give et nøgternt og usminket referat af kendsgerningerne. Det tyske folk har al grund til heraf at udlede den forstærkede vished om den kommende sejr for vor retfærdige, under Guds beskyttelses stående sag, og vore fjender vil næppe kunne smigre sig med det håb, at dette gemene og lumske kup, som blev foretaget mod Føreren og hans stab, skulle have bragt deres sag den mindste nytte”.

Goebbels blev telefonisk underrettet fra Førerhovedkvarteret

“Da jeg sidste torsdag om middagen ved en telefonopringning fra Førerhovedkvarteret blev underrettet om den afskyelige forbrydelse, der kort tid forinden var blevet forøvet mod Føreren og hans snævreste militære medarbejdere, gik det mig som det vel er gået alle tyskere, da efterretningen nogle timere senere fremkom i radioen. Jeg havde et øjeblik en følelse af, at jordbunden var ved at vige under mig. Jeg så i ånden apokalyptiske billeder af en historisk mulighed, der ville være resulteret for vort folk, ja for hele Europa, dersom dette feje og nederdrægtige attentat var lykkedes. Men derefter fyldtes mit hjerte af en næsten religiøs, andægtig taknemlighed. Jeg havde allerede ofte, men ingensinde tidligere så tydeligt og klart som nu, oplevet, at Føreren varetager sit værk under forsynets beskyttelse, at ingen gemenhed og nederdrægtighed formår at hindre eller standse ham heri. Deri ligger imidlertid også, at en guddommelig skæbne, der råder over alle menneskenes handlinger, giver os et fingerpeg om, at dette værk, selv om det møder nok så store vanskeligheder, må fuldbyrdes, kan fyldbyrdes og vil blive fuldbyrdet”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. juli 1944.