1942 – Klare og nøgterne ord om de tyske løftebrud og om tyskernes udplyndring af det danske folk

På Grundlovsdagen, den 5. juni, holdt fhv. handelsminister Christmas Møller over London Radio en stor tale til det britiske imperium. Udsendelsen fandt sted kl. 20 og varede i 20 minutter. Den engelske speaker annoncerede vor landsmand som en af den nyere tids største politikere.

Christmas Møller indledte sin radiotale med at omtale begivenhederne omkring den 9. april. Kongens og regeringens beslutning om ikke at gøre modstand havde været et synspunkt, der ikke havde mødt ringe forståelse i Danmark, da man var klar over, at “os venligtsindede nationer ikke var i stand til at komme os til hjælp i første omgang.”

Tyskerne havde lovet ikke at anvende vort land til angrebsbaser mod vore venner, men lad mig som et tidligere medlem af den danske regering fortælle, hvad der ikke er nogen militær hemmelighed, at der mange steder i Jylland er blevet bygget flyvepladser, at der er ført store forsyninger fra Danmark til de tyske soldater i Norge og tilbage igen. Tyskerne havde også lovet ikke at blande sig i indre danske forhold, men dette som mange andre løfter er brudt. Repræsentanter for folket – siddende i regering eller Rigsdag – er blevet tvunget ud af det politiske liv. De kommunale valg, som dog heller ikke kom tyskerne og adskillige foredragsholdere, der var for frisindede og redaktører, der nægtes at bøje sig for tyskernes krav, var blevet afskedigede. […]

”Alle tyskernes forsøg på at sætte “Quislinger” til magten i Danmark”, udtalte Christmas Møller, ”er strandet på den passive, men effektive modstand i det dansk folk og danskeres modstand er overhovedet ikke stort forskellig fra den modstand, som tyskernes møder i andre besatte lande. Langt den overvejende majoritet i Danmark er imod den tyske nyordning og mener, ligesom jeg, at tyskerne er komplet uegnede til at indtage en førende stilling i Europa. Danmark vil, når tiden kommer, så inderligt ønske at komme til at stå ved de allieredes side.”

Kilde: Uddrag af det illegale blade: De Frie Danske, 1. juli 1942, nr. 9, årgang 1.

1942 – Den 9. april 1940

To-årsdagen er kommet. Hin skæbnesvangre morgen for 2 år siden, da dette lille fredelige land blev voldtaget af den forbryderiske nazistiske militærmaskine, står sikkert lyslevende for alle. Morgenen da en håndfuld unge danske soldater i Sønderjylland, blev vække til den brutale virkelighed ved råbet “grænseoverskridning!”, den morgen da tre danske grænsegendarmer blev dræbt, ikke i ærlig kamp mod overmagten, men lumskeligt slået ned bagfra af civile tyske snigmordere. Andre unge danske måtte efter forgæves at have kæmpet mod tanks og flyvemaskiner, indstille kampen og overgive sig, for derefter at blive forhånede af en del af civilbefolkningen Lad os huske disse civile. Alle husker også synet af de tyske bombeflyvere, der kredsede over København, blot ventede på et signal fra major Glein, der ledede “erobringen” af Kastellet, for at kaste deres dødbringende last ned over den intetanende, sovende hovedstad.

Der er nu gået 2 år. I disse 2 år har vi set tyskerne vrimle som græshopper over hele landet. Hovne og anmassende har disse ubudne gæster sat deres præg på byerne.

Hvad har vi lært i disse 2 år. Der tales meget om den samhørighedsfølelse, der er blevet vakt i det danske folk. Måske er det rigtigt. Vi ved det ikke. I svenske aviser læser man om den kulde, hvorved danskerne modtager voldsmændene, men gå en aften ved 6-7-tiden en tur gennem København. Hvert femte skridt møder man en tysker med et pigebarn, og vel og mærke ikke en af de såkaldte “letlevende” piger; disse er endnu ikke faldet så dybt, nej disse tyskvenlige erotomane species af hunkøn er kontor- og forretningsdamer samt såkaldte “bedrestillede” personer, hvis nymfomane tilbøjeligheder løber af med dem. så snart de ser en tysker i uniform. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, april 1942, nr. 6, årgang 1.