1943 – 1.600 danske jøder og 125 danske kommunister til Tyskland

Bødlerne kom midt om natten og rev hele familier med små børn ud af sengene, og med minutters frist måtte de forlade hjem, levevej og alle ejendele.

[…]

Natten mellem fredag og lørdag har tyskerne begået deres hidtil største og grusomste skændselsdåd her i landet, idet de har anholdt ca. 1.600 jøder over hele landet og slæbt dem ombord på tre tyske troppetransportskibe, som i den anledning lå sejlklare ved Langelinjemolen i København. Samtidig blev de ca. 125 danske kommunister, der i lang tid har været internet i Horserødlejren, bragt ombord. Det for os danske særlig beskæmmende ved denne aktion var, at der ved afhentningen af jøderne var “danske” nazister af alle salgs; SS-mænd, Schalburgfolk og civile folk, som bistod de tyske bødler. De viste vej rundt i den mørke hovedstad, og de optrådte med endnu større brutalitet og råhed end tyskerne.

Blandt de anholdte er spædbørn og oldinge. Den yngste var 10 dage gammel, og de ældste var en 90-årig mand og en 87-årig enkefrue. Ved ankomsten til skibene blev flere af de mandlige jøder lænket sammen med kæder, og de, der ikke hurtigt nok kom ned af lejderne til mellemdækket, blev skubbet over lugekarmen og ned, hvorved adskillige brækkede arme og ben, og deres smertesskrig hørtes langt omkring. De gamle mennesker på jødernes stiftelse var udsat for en brutalitet uden lige fra Schalburg-banditternes side. En gammel kone på 87 år blev således sparket og kastet ned ad trapperne.

Vi har endnu ikke nogen endelig oversigt over, hvilke danske jøder, der er blandt ofrene for denne sidste tyske forbrydelse, men det ser ud til, at heldigvis de fleste har fået bragt sig i sikkerhed ti tide. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, oktober 1943, nr. 12, 2. årgang.

1943 – Tusindvis af rationeringsmærker solgt på den sorte børs i Kolding

Politiet i Kolding bebudede ved nytårstid, at man ville føre en skarpere kurs mod den sorte børs’ folk, der ville blive gjort en indsats for at komme dem til livs. Det er også lykkedes ganske godt, oplyser politifuldmægtig Arenbrandt, der repræsenterer anklagemyndigheden i disse sager og med iver går ind i arbejdet for at bekæmpe disse samfundets snyltere, der søger at udnytte den øjeblikkelige dårlige situation på mange områder. “Vi har fået fat i den rigtige ende, og nu sidst har vi i formiddags fået arresteret en Koldingenser, der har handlet i tusindvis af mærker på den sorte børs. Med de mange arrestationer og opklaringer de sidste måneder i disse sager, er vi sikker på, at vi har gjort et godt indhug i disse samfundsforbryderes virksomhed”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1943.

1943 – Kriminalpolitiets arbejde er i jævn stigning

Sikkerhedspolitiet har alene haft 465 sager

Kriminalpolitiet i Kolding har nu tilendebragt udarbejdelsen af statistikken over året 1942’s arbejde. Som det kunne ventes, er forbrydelserne i stigning, selv om der ikke i år har været så tungtvejende og mangeomfattende bedragerisager, som da Stougaard-sagen i sin tid optog flere lokaler på Domhuset. Der er i året 1942 begået i alt 2.860 forbrydelser i politikredsen; deraf falder de 1.652 i Kolding by, resten på landet – det blive 1.208. Kriminalpolitiet har opklaret 1.384 af årets forbrydelser og 110 fra forrige år. Der har været 1.205 sigtede mænd og 141 kvinder. I alt har der været anholdt 324 personer, deraf de 11 kvinder. I 211 tilfælde er tiltalte frafaldet, mens der ved Underretten har været rejst tiltale mod 369 mænd og 29 kvinder.

341 mænd har fået deres dom, og 27 kvinder. 3 mænd er dømt ved Nævningeting. der har været rejst tiltale i 203 statsadvokatsager ved Underretten, og der er i Kolding Politikreds anholdt 34 efterlyste fra andre politikredse. Politiet har anholdt 219 berusere; deraf var kun 9 indbragt af landpolitibetjentene fra landdistrikterne – resten har Kolding på samvittigheden. Der er begået 1.787 simple tyverier, 164 indbrud, og der er er anmeldt 188 bedragerisager (herunder underslæb etc.), 57 tilfælde af forsætlig vold (legemsbeskadigelser), 41 forbrydelser mod sædeligheden, 5 dyreplagerisager, 43 tilfælde af hærværk i politikredsen, ligesom man har haft 112 almindelige brandsager, men ingen uagtsomme eller forsætlige. Endelig er der begået ét drab i 1942. […]

1942 – Overraskelser i ‘Sorte Børs’-sagerne

Alligevel ingen løsladelser i denne omgang

I ‘Sorte Børs’-sagerne i Kolding er der indtruffet en ret sensationel vending. Som omtalt i går, var de fængslede i går fremstillet i et lukket retsmøde, hvor fængslingsfristen over dem blev forlænget 1 – én – dag. Meningen var, at de derefter i dag skulle sættes på fri fod under sagens videre behandling. Imidlertid er politiet kommet under vejr med nye oplysninger, så at “Sorte Børs”-sagerne vil få en endnu videre udvikling. Af den grund vil de tre fængslede og den ene anholdte, der i dag skulle have været løsladt, alligevel ikke komme på fri fod. De vil blive fremstillet i et nyt, lukket retsmøde i eftermiddag […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. september 1942.

1942 – “Sorte Børs”-affærerne i Kolding antager format

4-5 anholdelser i går.

“Sorte Børs”-affærerne med tilknytning til Kolding er i udvikling. De tre implicerede i gummiaffæren fra Odense blev efter deres fremstilling i Kolding Kriminalret i går eftermiddags fængslet. Den ene af dem er Koldingensisk vognmand, de to andre er overført til Kolding fra Odense. Yderligere har Kolding-politiet i aftes og i morges anholdt tre andre Koldingensere, der er impliceret i den odenseansk-koldingensiske gummisag.

Også i “Sorte Børs”-sagen omkring den ulovlige smør- og mærkehandel fra Centralmejeriet har politiet i dag foretaget et par anholdelser.

Alle de forskellige anholdte var i middags fremstillet for kriminaldommer Strøbech for hermetisk tillukkede døre. En enkelt af de anholdte løslodes, efter at man var kommet til bunds i hans andel i affærerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. august 1942.