1942 – Husmødrene lærte i går at blive endnu kønnere

I går eftermiddags havde Kolding Husmoderforening påny medlemsmøde, denne gang med et helt andet program, nemlig: hvordan de bliver endnu kønnere, end de var i forvejen. Ægtefællerne ser forhåbentlig med glæde og taknemlighed på, at husmødrene ved deres demonstrationer lærer mange nye rette i en sparetid, uden smør, men med anvendelse af småkneb, der hjælper både til at få rationerne til at strække til og til at få den hårdt angrebne pengepung til at holde længere ud. De vil heller ikke se med ligegyldighed, men formentlig med et anerkendende lille smil på, at damerne også har mere æstetiske interesser, og at de ikke for det materielle glemmer, at det betyder noget at bevare den rent ydre charme og tiltrækningskraft.

Derfor havde foreningen i får eftermiddags i Palmehaven arrangeret en demonstration, hvor fru Johanne Sørensen i praksis viste de ca. 70 damer, som var kommet til stede, hvordan man holder rynkerne ude, plejer sin teint, bevarer sin alabasterhud, kort sagt: hygiejnisk ansigtspleje. Først var der kaffebord, hvor næstformanden, fru Hejbøl, i formandens, fru Eriksens sygdomsforfald, bød velkommen og gav forskellige praktiske oplysninger (bl.a. om pakkefesten den 26. februar og festligholdelsen af Nordens Husmoderdag den 10. marts).

Og så tog fru Johanne Sørensen fat på ansigtspleje-demonstrationen. Det blev en både fornøjelig og en lærerig eftermiddag. Adskillige af damerne kom i stolen og lod sig underkaste de behagelige og forskønnede behandlinger. […] Det var atter en såre vellykket sammenkomst, der gav udbytte til hver og en af deltagerne.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. februar 1942.