1942 – Hidtil største juletravlhed på Kolding Postkontor

Stærk stigning i modtagne og af sendte pakker og breve – Julemærkesalget steget så stærkt, at man måtte tage mærkerne fra sidste år i brug.

Der er jo nogle, der forud for julen har ekstra travlt, og til disse hører vore røde venner postbudene. I de sidste dage har vi set dem belæsset med pakker og breve gå deres ruter. De store brevtasker var alt for små til den overvældende post. Nu skulle den værste juletravlhed være overstået, og vi talte i formiddags med postmester Baastrup, og bad ham fortælle om, hvorledes arbejdet er gået i år:

“Det har været under højtryk”, sagde postmesteren. “Vi har aldrig før i Kolding oplevet en sådan juletravlhed som i år. Der er en meget stærk stigning i både afsendte og modtagne breve og pakker, og det har givet arbejde til personalet. Megen tid til søvn har der ikke været, og at vi er kommen igennem det, skyldes udelukkende det store og dygtige arbejde, personalet har udført”.

Hvorledes er det gået med julemærkesalget?

“Det har også været ovenud. Vi måtte stadig rekvirere nye forsyninger af julemærker, og da årets julemærke slap op, begyndte vi at sælge et lille restparti af julemærket for sidste år. Der er en meget stærk forøgelse af dette salg.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 24. december 1942.

1942 – Troldhedebanens jubilæum i dag

oprandt jo i strålende sol fra morgenstunden, og selve begivenheden tegnede også fra morgenstunden til at få et festligt forløb. Flagende var oppe, og et kontoret på Fynsvej strømmede det i formiddags und med gratulanter, blomster og telegrammer. Fra Kolding Byråd mødte borgmester Knud Hansen og Byrådssekretær Jacobsen og overrakte en dejlig akvarel med motiv fra Marielund, hvor man ser Troldhedebanens spor. Endvidere mødte repræsentanter for Statsbanerne og postvæsenet, trafikinspektør Plessnes, Fredericia, stationsforstander Nørgaard, Kolding, og postmester Baastrup, og overrakte henholdsvis storebror D.S.B.’s og postvæsenets lykønskninger. Fra Kolding Eksportmarked mødte folketingsmand, togfører M. Larsen. Efterhånden fyldtes lokalerne med blomster, så det kneb for personalet at få plads at røre sig på.

I dagens anledning har bestyrelsen søgt ministeriet om tilladelse til at udbetale et gratiale til personalet, og antagelig bliver det et års tilskud til underskudsdækningen der tilbagebetales dem.

I eftermiddag samledes bestyrelsen med den række indbudte gæster til en jubilæumsfest på Saxildhus.

Trolhedebanens lokomotiv var smukt pyntet med blomster og lyng, da det ved godt 1-tiden ankom til Kolding fra dagens første tur. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. august 1942.

1941 – Juleposten til udlandet skal sendes nu!

En samtalt med postmester Baastrup, Kolding, om hvilke regler der gælder for forsendelser til udlandet.

Det er tidligt at begynde at tale om julepost – men ikke for tidligt, hvis man skal have et julebrev eller julepakke af sted til slægtninge eller bekendte i udlandet. Vi har spurgt postmester Baastrup, Kolding, hvornår juleposten til udlandet skal sendes i år, og svaret lyder: Snarest muligt, hvis man vil være nogenlunde sikker på, at forsendelserne når frem i rette tid.

Til hvilke land kan der ikke sendes post?

Først og fremmest ikke til de lande, der er i krig med Tyskland: England, Sovjetrusland osv. Der kan ikke sens post til Ægypten, britiske dominions med deres mandatområder, franske kolonier, protektorater og mandatområder, nederlandske og belgiske besiddelser. Der kan sendes post til alle de af Tyskland besatte lande med undtagelse af Grækenland og Jugoslavien. Dog modtages post til det ny Kroatien – men ikke til de tre randstater: Estland, Letland og Litauen, heller ikke til det tidligere af Rusland besatte Polen, men derimod nok til den tyske del: Guvernementet Polen.

Kan der sendes post til Grønland?

Ja både til Grønland, Island og Færøerne, men ikke pakkepost, da posten går med clipperen til Amerika. Der kan sendes breve til de Forenede Stater og Canada, men ikke pakker. […]

Er der særlige regler at iagttage med hensyn til censuren?

Ja alle meddeleer til udlandet skal være skrevet tydeligt og i et klart sprog, Kan censuren ikke læse, hvad der står, bliver forsendelsen tilbagesendt. Fotos må ikke være opklæbede, og de forede konvolutter må ikke benyttes. Der må ikke opklæbes konvolutterne mærkater af nogen art. Pakkepost må ikke indeholde meddelelser. Pakkerne bør pakkes godt, så de kan åbnes og genindpakkes af eftersynet. Bøger og julehæfter kan ikke sendes af private. Man kan træffe aftale med sin boghandler, som imidlertid kun kan sende bøger og hæfter gennem Boghandlernes Kommissionsanstalt i København. Aviser og tidsskrifter kan kun sendes af udgiveren eller trykkeriet, som man altså må træffe aftale med. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. oktober 1941.