1944 – Torsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, RB.

Værnemagtens overkommando meddeler:

Syd for Caen fortsatte fjenden sine stærke angreb og udvidede sit indbrudsområde mod syd og sydøst. Ved vore modangreb opfangede vi imidlertid de fjendtlige kampgrupper og bragte dem til standsning. Fra 7. til 9. august mistede modstanderen syd for Caen og vest for Orne 278 tanks.

Også på den øvrige front fortsatte fjenden sine stærke angreb ved de hidtidige tyngdepunkter. Det lykkedes ham imidlertid kun syd for Le Plessis og syd for Vire at vinde terræn. De svære kampe vedvarer. I Bretagne afvistes nordamerikanske angreb, der støttedes af tanks, i kampområderne ved St. Nazaire, Lorient og Brest, idet talrige tanks blev sønderskudt. De tapre forsvarere i St. Malo står i svær kamp mod fjenden. De angriber fra alle sider. I det franske område blev 128 terrorister tilintetgjort i kamp. I søområdet vest for Brest blev en stor fjendtlig torpedojæger stærkt beskadiget ved bombetræffere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. august 1944

1944 – Slaget raser mellem Siedlce og Warszawa

Brost-Litovsks besætning har kæmpet sig tilbage til de tyske linjer. Tyske afværgeresultater mod store stormløb på Narva-tangen.
Værnemagtens overkommando meddeler:
På Østfronten blev i terrænet foran Karpaterne samt syd og nord for Reichshof fjendtlige angreb afvist eller bragt til at stands ved modangreb. I den store Weichsel-bue kastede vore tropper fjendtlige styrker, der var sat over floden, tilbage under modangreb. Mellem Warszawa og Siedlce er tropper af hæren og Våben-SS fremdeles indvikles i hårde kampe med fremtrængende sovjetrussiske styrker. Brest-Litovsks besætning, der forbigående var afskåret, har kæmpet sig igennem til vore linjer, idet den førte sine sårede med sig. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 31. juli 1944.