1942 – Kraftigt tysk luftangreb på Canterbury

Den tyske værnemagts beretning for søndag

Førerhovedkvarteret (RB.)

Den tyske værnemagts overkommando meddeler:

Ved Tuapse lykkedes det at bryde ind i flere fjendtlige stillinger. Fjendtlige modangreb afvistes. Ud for Tuapse blev et russisk handelsskib på 3.000 tons sænket ved bombetræffere. Vest for Terek stormede vore angrebstropper på fremragende måde, støttet af luftvåbnet, fjendens stillinger og kastede ham langt tilbage over flere flodløb. I det Kaspiske hav blev atter 9 større transport- og fragtskibe, deriblandt 3 tankskibe skudt i brand eller sænket.

Syd for Stalingrad genoptog fjenden fuldstændig forgæves sine modangreb. Et forsøg på at sætte over Volga nord for byen med flere batiloner strandede fuldstændigt. En antal store både sænkedes. Størstedelen af de fjendtlige styrker tilintetgjordes eller toges til fange. Fjendens artilleristillinger øst for Volga bekæmpedes med bomber og maskingeværer. Nord for Astrakhan blev 13 transporttog ramt af bomber. Et olietog gik op i luer. […]

I kampen om Storbritannien foretog luftvåbnet i går og i nat i flere bølger gengældelsesangreb mod byen Canterbury. Bomberne, der til dels blev nedkastet fra ringe højde, forvoldte ret store ødelæggelser ved spræng- og brandvirkning. Jagere fra eskorten nedskød 3 britiske jagermaskiner. Andre bombemaskiner bombarderede militære mål forskellige steder i Sydøstengland, deriblandt i Dover.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 2. november 1942.