Ordet “ønskekoncert” kan nok give en og anden skeptiker bange anelser, hvad programvalget angår, og man har da også tidligere set uheldige resultater af denne idé. Den frygt kunne man imidlertid have sparet sig over for koncerten på Alhambra i går, der bød på et rigelig nydelig, folkeligt program. Det tjener publikum til ære, selv om det vel ikke helt igennem var “ærligt spil”, fra arrangørernes side (hvem tror således på, at publikum har forlangt Goltermann, hvis navn slev blandt musikere næsten kun kendes af cellister? Man har nok bedt cello-solo, og den lille manøvre er altså for så vidt ganske tilladelig).
Helt forskånet for skuffelser blev man nu ikke. Undertegnede har i sine anmeldelser af de to første koncerter rost orkestret, der synes at være i fremgang, ikke mindst betragtet i forhold til sidste år. I går havde man imidlertid begået den fejl at gave over mere, end man kunne sluge; flere af de spillede værker, og navnlig de mere lødige ting som ‘Ouverturen’ til ‘Wilhelm Teil’, ‘Finlandia’ og ‘Ungarsk Rhapsodi nr. 2’ stiller rent teknisk så store krav, at orkestret endnu ikke kan honorere dem, og gengivelsen led føleligt derunder. Der er ingen grund til at skjule, at det navnlig er blæserne, det kniber med; her var intonationen ofte ret uheldig, og der står endnu et stort arbejde tilbage, før resultatet kan blive tilfredsstillende. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. februar 1944.