1944 – Kolding-kølebil forulykket i Tyskland

Den ene chauffør blev dræbt, den anden hårdt kvæstet
En dansk kølebil, tilhørende vognmand P. C. Terling, Kolding, er Kristi Himmelfartsdag forulykket i nærheden af den hollandske grænse på vej hjem fra Holland. Ved ulykken dræbtes den ene chauffør, den 31-årige Erik Jegsen, medens den anden, den 33-årige Ib Nielsen, blev meget hårdt kvæstet. Den store vogn blev så godt som knust. Ulykken menes at være sket ved, at nogle løse kreaturer har spærret vejbanen. Begge chauffører var hjemmehørende i Kolding og havde gennem adskillige år kørt for firmaet. De er begge gift, og fru Nielsen tog straks i går, da meddelelsen om ulykken nåede hertil, sammen med vognmand Terling, af sted pr. bil til hospitalet, hvor Nielsen er indlagt. Det synes af meddelelsen om ulykken at fremgå, at der næppe er håb om, at han kan overleve sine kvæstelser.

Kilde: Hejmdal, 20. maj 1944

1939 – Utilfredshed med benzin-rationeringen

Benzin-nævnet holdt i går møde. Der modtoges en deputation for last- og droskebilchaufførne i Horsens, Vejle, Kolding og Fredericia. Deputationen ankede over, at der ikke i de pågældende byer foretages benzintildelinger efter tilsvarende regler som i byer på over 50.000 indbyggere. Nævnet lovede nærmere at se på besværingerne.
Tillige mødte en deputation fra Tandelægeforeningen, som anmodede om, at de tandlæger, der har rejsepraksis, får benzin til den nødvendige automobilkørsel.

Kilde: Arbejderbladet, 19. november 1939