1943 – 5.000 mennesker på Skamling

Folkestævne i strålende sommervejr

Fra hele landsdelen stævnede henved 5.000 mennesker i går til nationalt møde på Skamlingsbanken. Var vejret med de lavthængende tunge skyer aldrig så truede om formiddagen, brød solen alligevel lidt over middag igennem og tog magten og sendte sine stråler ned over mødepladsen, hvor de fem nordiske flag traditionen tro vajede side om side for en let sommerbrise. Mens de mange mennesker indtog deres pladser i “gryden”, omkring den talerstol, hvorfra gode ord år efter år har lydt, under vekslende ydre forhold, spillede K.F.U.M.-spejderens orkester en række nationale melodier.

På de arrangererene foreningers vegne bød grosserer P. Michaelsen, Lunderskov, velkommen, efter at de sidste 2-300 mennesker, var ankommet med Sydbanens ekstratog. Han motiverede et leve for Kongen og udtalte et ære være deres minde over de mænd, der for 100 år siden var med til at skifte Skamlingsbankeselskabet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juni 1943.

1943 – Skamlingmødet på søndag

På søndag holdes det årlige store folkestævne på Højskamling. Talere er i år fhv. præsident for den græsk-tyrkiske folkeudvekslingskommission, tidl., landstingsmand Holger Andersen, København, som nu er formand for Grænseforeningen efter rektor H. P. Hansens død. Holger Andersen er en af den nordiske sags ivrigste fortalere og en mand, som er i besiddelse af megen indsigt i mellemfolkelige spørgsmål.

Desuden taler provst Beyer, Rinkenæs ved Flensborg Fjord. Han er kendt for sit folkelige arbejde inden for de danske ungdomsforeninger, der står som indbydere til mødet sammen med de sønderjyske foreninger i Vejle og Ribe Amter og Skamlingsbankeselskabet.

Om aftenen bliver der friluftsforestilling med opførelse af ‘Sigurd Jorsalfar’ af lærere fra Askov Højskole. Dagens musik sørger K.F.U.M.-spejderne for. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juni 1943.