1944 – To mennesker skud på gade i morges

Dræbt af salve fra maskinpistol

København, RB.

Kl. 8.30 blev cand. polit. Aage Petersen og fuldmægtig i Magistratens 2. afdeling, cand. jur. Vikelsøe-Jensen dræbt i Nørre Allé i Glostrup. De var på vej til stationen for at tage til byen, da en bil kørte op ved siden af dem, og i det samme affyredes fra bilen en salve fra en maskinpistol. De blev dræbt på stedet.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. september 1944.

1944 – Hilsen til danske sabotører fra Danmarks Frihedsråd og de allieredes overkommando

På invasionsdagen den 6. juni gik en skare danske sabotører, ca. 40 i tal, til angreb på den af tyskerne overtagne og ledede fabrik GLOBUS i Glostrup, som fremstiller højderor, sideror m.v. til flyvemaskiner. Fabrikken var befæstet med 5 bunkerstillinger, og bevogtningen varetoges af 30 udsøgte sabotagevager af kaptajn Sommers berygtede korps. De har alle gjort tjeneste på Østfronten, før de får tildelt vagten på de livsvigtige tyske krigsindustrier her i landet. Patrioternes angreb på fabrikken gennemførtes med stor dygtighed, beslutsomhed og mod. Efter at bunkerstillingerne var nedkæmpet i åben ildkamp, som endte med, at de allerede så udfordrede, brutale sabotagevagter hejste det hvide flag og tryglede om nåde, ødelagdes virksomheden totalt. Ved bortkørslen fra kampstede dræbtes den 30-årige læge, Erik Hagens af sabotagevagter fra fabrikken Carltorp. […]

Kilde:

1943 – Mange attentater mod de danske jernbaner

De har medført materielle skader, men hidtil ikke kostet menneskeliv

Der har i de sidste par måneder rundt omkring i landet været foretaget en række jernbaneattentater, der har medført en vis materiel skade, men som hidtil ikke har kostet noget menneskeliv. Ved en nærmere betragtning, fremtræder disse sabotagehandlinger som ganske meningsløse, idet det, fra attentatmændenes side formentlig har været tilsigtet at ramme den tyske værnemagts transporter, hvilket mål dog ikke er opnået, hvorimod det kun skyldtes et lykkeligt tilfælde at attentaterne ikke indtil dato har medført en katastrofe ved afsporing af danske persontog.

Sprængning af banelegemet ved Glostrup

Den 28. januar 1943 hørte en togbetjent nord for banelinjen København-Roskilde en voldsom eksplosion ude for banelinjen vestpå. Noget før eksplosionen var et tog kørt forbi i vestlig retning, Togbetjenten alarmerede straks politiet og Glostrup jernbanestation for at togtrafikken kunne blive standset i begge retninger. Inden dette kunne ske, passerede imidlertid et tog, det såkaldte Mælketog, der kun medfører mælk, i retning mod vest. Det næste tog, et lokalt persontog til Roskilde, standsede derimod i Vigerslev. Ved undersøgelse på banelinjen konstateredes det, at en sprængning havde fundet sted på det nordlige skinnepars sydlige skinne på strækningen mellem Hvidovre Station og Glostrup. […]

Farlig sprængbombe

Den 16. februar skete der på strækningen mellem Holmstrup og Odense et attentat mod et ordinært godstog. Toget var på vej fra Fredericia mod Odense, da lokomotivføreren kl. ca. 01.00, da toget omtrent 2 km. fra Holmstrup, hørte et mindre knald fra togets venstre side. Han tænkte dog ikke nærmere over det og fortsatte kørslen til Odense. Ved en undersøgelse her viste det sig, at 3 ruder i en personvogn var sprængt, og gulvet trykket op i den ene ende af vognen. Det viste sig ved undersøgelsen, at der havde været anbragt en sprængbombe, der har været kraftig og af ret farlig kaliber. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. april 1943.