1944 – Tyskerne lægger deres forsvar i Frankrig om

På grund af offensiven mod Paris og invasionen i Sydfrankrig

Berlin, fredag, STB

I militærsagkyndige kredse i Berlin bebudes der nu en snarlig omlægning af den tyske forsvarstaktik i Frankrig. Da allieredes offensiv mod Paris og oprettelsen af en invasionsfront på Rivieraen med havnebyen Cannes som udskibningscentrum er faktorer, der anføres som grunde til dette skridt.

Udviklingen i den sidste tid har ganske simpelt nødvendiggjort, at forsvaret nu føres efter ganske nye retningslinjer, sagde en anset militær talsmand i går. Som et hjælpemiddel i den forhåndenværende situation nævner man i Berlin de strategiske reserver, som af feltmarskal von Kluge endnu ikke har været indsat i invasionsslaget. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. august 1944.

1944 – Slaget om Caen: Invasionens hidtil største sammenstød

Montgomery i færd med at bryde ud af krigsskibenes “ildklokke”.

Berlin, fredag, STB.

På invasionens 25. dag er tyngdepunktet for slaget i Normandiet forlagt fra Cherbourg til invasionsfrontens sydlige afsnit, området mellem Orne-floden, Caen og Tilly. Sydvest for Tilly har Montgomery med den 2. britiske armé indledet offensiven fort definitivt at bryde igennem “den røde linje”; grænsen for det allierede skibsartilleris rækkevidde. Det erklæres i Berlin, at de britiske tankformationer i samme øjeblik, de er nået uden for skibsartilleriets “ildklokke”, har mødt betydelig kraftigere modstand end hidtil. Efter at der fra tysk side er kastet nye styrker ind mod den 2. britiske armé, har slaget om Caen i de sidste 24 timer udviklet sig til det hidtil største sammenstød mellem tyske og allierede tropper siden invasionens begyndelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944

1944 – Skyder de allierede tyske krigsfanger?

Værnemagtens overkommando meddeler:
Der foreligger meldinger om, at der i kampområdet ved Cherbourg er blevet skudt medlemmer af den tyske værnemagt i Organisation Todts eller Rigsarbejdstjenestens uniform, skønt de klart kunne kendes som kombattanter og på deres uniform bar hagekorsarmbindet eller mærket ‘Tyske Værnemagt’. Såfremt disse meldinger skulle vise sig at være rigtige, vil der for hvert sådant mord på tyske kombattanter blive skudt ti amerikanske krigsfanger.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fældrelandet’, 25. juni 1944.

1944 – Tryk mod Cherbourg fra syd og øst

Allierede forstærkninger ført frem med 40 større landgangsfartøjer

Berlin, RB.

Internationale Information meddeler:

Det vedvarende dårlige vejr har også øvet indflydelse på de gensidige operationer i nat. Til trods for de dårlige vejrforhold var fjenden nødsaget til på grund af svære tab på landjorden i går at føre tilførsler frem med omtrent 40 større landgangsfartøjer. De løb med kurs mod Ornes munding. Som følge af den hårde brænding, der kan iagttages langs hele Seinebugtens sydkyst, er det et stort spørgsmål, om skibene har kunnet kommet til land eller må afvente en forbigående bedring i vejret. På Cotentin-halvøen vedvarede fjendens tryk fra syd og øst mod fæstningen Cherbourg. Særlige begivenheder kan der dog ikke meldes om nu til morgen fra dette frontafsnit. Fjenden er næppe kommet fæstningen nærmere.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. juni 1944.

1944 – Byen og havnen Boulogne bombet

Stort flåde-opbud i Orne-mundingen

Berlin, RB.

Internationale Information meddelte kl. 5 i morges fra invasionsfronten:

Den dårlige vejrsituation i Kanalområdet vedvarer og hindrede navnlig natoperationerne. I morgentimerne i dag friske vinden med lavthængende skyer og regnbyger op til stormagtig kuling. I aftes ved 22.30-tiden foretog fjenden et alvorligt bombeangreb på byen og havnen Boulogne.

Ud for Orne-mundingen møder fjenden nu atter op med svære skibsenheder. I går eftermiddags konstateredes der et slagskib af “Nelson”-typen, lette krydsere, panser-landgangsskibe og et stort antal af transportskibe og sikringsfartøjer. Mod aften forstærkede fjenden sine flådeinformationer til mindst fire slagskibe. Kystbatterier tog den fjendtlige flådekoncentration under ild, for så vidt den var inden for batteriernes rækkevidde. Flere steder kom det til en skarp artilleriduel med svære, fjendtlige enheder. Andre enheder indhyllede sig efter beskydningen i tåge og forsvandt. Hvor hårde disse artillerikampe mellem de tyske batterier og det fjendtlige masseangreb idet et enkelt tysk batteri blev angrebet med koncenteret ild af alle kalibre fra et slagskib, to krydsere og en torpedojager. Kampen foregik nu og da over store afstande. Trods den hårde beskydning havde batteriet ingen tab eller beskadigelser, hvilket er et bevis på styrken af befæstningsanlæggene i Atlanterhavsvolden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. juni 1944.

1944 – Allieret offensiv mod syd og mod byen Cherbourg

Første operative fremstød fra brohovedet mod det indre af Normandiet. Heftige kampe i Montebourg.

Berlin, onsdag, STB.

Det sidste døgns kampe på invasionsfronten har været af en yderst forbitret karakter, og de allierede invasionshære har herunder foretaget de første operative fremstød fra brohovedet mod det indre af Normandiet. Foruden forceringen af offensiven mod Cherbourg, opviser situationen nu et stærkt øget allieret tryk mod syd.

Det tryk har tilmed været så kraftigt, at det har udløst en voldsom reaktion. Talrige modstød af tyske, operative reserver er sat ind mod de allieredes fremtrængen i Nordfrankrig, og det er faktisk på flere punkter lykkedes marskal Rommel at tilbageerobre terræn og mindre byer, som de allierede panserafdelinger havde passeret under fremrykningen. Den meddelelse, der i går blev udsendt fra allieredet side om, at Tilly sur Seulles og Trousan ikke længere befinder sig på allieret hånd, bekræftes således i dag fra kompetent tysk side. Af andre rapporter, som er indløbet i dag til morgen, fremgår det, at fronten syd for Balleroy, hvor de allierede ved Trouran har nået deres hidtil længst fremskudte position. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1944.

1944 – Tyskerne venter Montgomerys generalangreb i nær fremtid

Store tilførsler af tropper og materiel til Normandiet

Berlin, onsdag STB.

De allieredes invasionsflåde har i de sidste 24 timer udfoldet en aktivitet som på invasionens første dag. Tropper og og materieltransporter er gået over Kanalen, hvor de i hektisk tempo er landsat på Normandiets kyst. Tyske rekognosceringsflyvere erkærer, at der på alle de fire hovedlandingsarealer i Seine-bugten er kommen adskillige større troppetransporter i land, ligesom betydelige mængder af tungt krigsmateriel er landsat. På denne baggrund anser kompetente tyske militærkredse nu t tidspunktet for inde, da Montgomery vil indlede sit generelangreb fra brohovedet. Offensiven kan komme i de allernærmeste dage, måske endog i løbet af de kommende timer, siger man i Berlin. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni 1944

1944 – Kun kampe af større omfang vest for Caen i løbet af mandagen

Englænderne angreb med stærke panserstyrker de tyske linjer syd for Bretteville og Andrieu

Berlin, RB.

Efter hvad Internationale Information meddeler, kom det i går på invasionsfronten kun til kampe af større omfang vest for Caen. Her angreb englænderne med stærke panserstyrker fra Bretteville og Andrieu hele dagen igennem de syd for de to byer liggende tyske linjer, men de hentede sig, trods intensiv understøttelse af deres aktioner af artilleri og jagerbombemaskiner over hele linjen blodige sår. Efter at der ved Andrieu allerede om formiddagen var bleven sønderskudt 18 svære britiske panservogne, steg tabstallet stadig i dagens løb, så ledelsen af det tyske afsnit om aftenen kunne melde 59 svære og meget svære fjendtlige panservogne sønderskudt. Som følge af, at denne aktion, som tilsigtede at hæve de tyske positioner nord for Caen af hængslerne fra den venstre flanke, mislykkedes, udeblev også det forberedte frontangreb på Andrieu. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. juni 1944.