1942 – Stort og vellykket sangstævne i Kolding

Kirkekoncerten i Sct. Nicolai Kirke i går.

Centralforeningen af kirkelige sangforeninger for blandet kor havde i går, søndag, indbudt til det årlige sangstævne i Kolding, og et antal af ikke færre end ca. 350 sangere var mødt frem. Ikke underligt derfor, at de rød-hvide sanghuer ligefrem satte præg på byen, et præg, der ligefrem virkede helt sommerligt i den “milde vinter.”

Formiddagen gik med de indledende prøver til kirkekoncerten om eftermiddagen, og Sct. Nicolai Kirke var fyldt, da stævnets overdirigent, realskolebestyrer Bjerrum, Skjern, besteg podiet. Det kræver en god portion tålmodighed, humør og energi for at få et opbud af 350 sangere til at underholde sig en delvis fremmed ledelse, når hvert enkelt kor har indstuderet sine ting under den hjemme dirigents personlige udformning og opfattelse. Det er vist nok kgl. kapelmester Georg Høeberg, der engang har sagt, at man ved sådanne stævner egentlig ikke kunne opnå andet “end at få sangerne til at starte og holde op på nogenlunde samme tid”. Nå, derfor kan der nu godt komme noget kønt og smukt ud af et stort sangstævne, således også dette. At det bliver de helt store kunstneriske værdier venter vel formodentlig ingen, heller ikke sangerne selv, endsige ledelsen: men det skal siges, at korkoncerten vidnede om sangernes glæde ved at komme sammen i fælles interesser, til styrkelsen af sammenholdet og til glæde også for de interesserede tilhørere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1942.

1941 – Jazz-koncerten i Industriforeningen

Stuvede fuldt hus og stormende begejstring.

At stille en jazz-koncert på benene er ikke så ligetil. For den jazzbegejstrede ungdom, de såkaldte “jazzfans”, er nemlig meget kritiske og forstår at skelne skarpt mellem jazz og ikke jazz. På mange ældre mennesker virker jazzmusik kun som organiseret støj – og de foretrækker at gå til en “rigtig” koncert, medens de unge på deres side hylder swingmusikken som det eneste sagliggørende. Begge dele er imidlertid galt afmarcheret. Jazz og klassisk musik kan udmærket supplere hinanden – der er f.eks. en ganske egenartet og uforlignelig friskhed over et godt swingarrangement, medens den klassiske musik må til for at udtrykke de mere sublime følelser.

Hvad swing egentlig er, er vanskeligt at definere med få ord, men hvis man føler, at swing får det til at krible i kroppen på én, så er den helt rigtig. Og det var tilfældet i går eftermiddags, da den 2. jule-jazzkoncert løb af stablen i Teatersalen under ledelse af kapelmester Knud Møller fra Trocadero. Da han slog an til programmets første nummer, Buggle Call Rag, var stemningen der straks, og den holdt sig eftermiddagen igennem. De var der, alle de store jazznumre, endvidere et par nyheder, nemlig et potpourri over børnesange arrangeret af et par af orkestrets medlemmer, fortræffeligt gjort og fikst udført, og et nummer, Trumpet-toot, hvor den knalddygtige trompetist, hr. Hjort, havde en formidabel succes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 15. december 1941.

1941 – Den store jule-jazz koncert

Finder sted den 14. december i Industriforeningen – programmet tilrettelagt.

Som meddelt, agtes der i lighed med sidste år afholdt en julejazzkoncert, hvis hele indtægt tilfalder byens fattige. Det blev i går besluttet at holde koncerten den 14. december kl. 14. pr. Industriforeningen. Orkestret bliver på otte mand og det vil spille et udsøgt program under Trocadero’s kapelmester Knud Møllers ledelse. Orkestret er sammensat dels af musikere fra Trocadero dels fra Astoria og fra byen. Det bliver følgende: Knud Møller (saxofon og violin), pianist Rasmussen, V. Sørensens (trommer), M. Christensen (b-saxofon), J. Hjorth (trompet), A. Sommer (es-saxofon), S. Norring (trompet) og L. Petersen (bas).

Programmet bliver følgende:

1. afdeling: ‘Bugle call rag’, ‘Lime-house blues’, ‘Mood Indigo’, ‘Caravane’, ‘China Boy’, ‘potpourri over børnesange i jazzarrangemente’. Derefter optræder skuespiller Palle Hagemann fra Trocadero.

2. afdeling: ‘You rascal, you’, ‘Trumpet-toot’, ‘Spooky takes af holiday’, ‘Swingin’ in the Rockies’, ‘Dinah’ og ‘Tiger rag’.

Der er, som man vil se, et rigtigt swing-program, som først og fremmest kalder på ungdommen, men også mange ældre vil sikkert kunne få fornøjelse af at høre vor tids musik. […] Billetsalget til koncerten i Industriforeningen bliver åbnet en af de første dage. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 30. november 1941.

1940 – Jazz-koncerten på søndag en stor oplevelse

Julekoncerten til fordel for juletræet på Torvet tegner til i hvert fald hvad angår programmet, at blive en stor oplevelse for Koldings musik-entusiaster.

Programmet er lagt an således med en afdeling lettere moderne musik og en afdeling jazz, bl.a. vil der blive spillet en afdeling: “Tolv minutter med Peter Kreuder”.

Kapelmestrene Freddy og John Bjørklund vil skiftevis dirigere orkestrene, der både vil spille hver for sig og samlet i ét orkester. Det vil blive en oplevelse for Koldingenserne at høre det store 10 mands jazz-orkester, og da man jo foruden at tilbringe en søndag eftermiddag i moderne toner, samtidigt støtter en god sag for den lille pris af kun 1 kr., skulle der ikke være mange billetter tilbage på søndag […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 6. december 1940.

1940 – 40.000 tilskuere sætter skandinavisk rekord og venter det helt store i dag!

Historiens mest spændende landskamp mellem Danmark og Sverige. Portene åbnes kl. 11. Kapelmester Johan Hye Knudsen åbner stemningen med studentersangerne.

Kl. 13.30 i dag har vi årets, nej historiens største sportsbegivenhed i Danmark – landskampen mellem Sverige og Danmark om det nordiske mesterskab, en titel født af begivenhederne og den uafgjorte landskamp den 6. oktober på Råsunda i Stockholm. Interessen for denne landskamp har slået alt, og i dag vil alle tilskuerrekorder i Skandinavien blive slået. Efter DBU’s beregninger kan Idrætsparken, hvis man regner en halv meters plads til hvert menneske, tage 39.500 tilskuere, men ved en smule sammenpresning kan vi tilsammen blive 42.000 i dag. Skal vi sige 40.000 rundt regnet, så sættes der tilskuerrekord for Skandinavien. Det meste, der hidtil har været i Idrætsparken , er 39.400 i 1938, da kampen spilledes en tirsdag aften mellem Sverige og Danmark. Råsunda tog på det nærmeste 36.000 efter at regnskabet var opgjort, men på grund af mindre heldige indgangsforhold måtte flere tusinde gå forgæves. Råsunda kan tage 38.000, og de 2.000, der kunne være mere, stod i køerne og kom ikke ind. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 20. oktober 1940.