1939 – Krigen er begyndt i morges

Omfattende tyske angreb på korridoren. Bombeangreb på Katowice og Krakow. Hitler meddeler den tyske rigsdag, at krigen begyndte kl. 5.45. Danzigs indlemmelse i Tyskland proklameret og lovfæstet.
Så brast fredshåbet – mens disse linjer skrives, raser krigens ødelæggelse langs den tysk-polske grænse. I den tyske rigsdags møde i formiddags kl. 10 erklærede Hitler, at krigen havde været i gang siden i morges kl. 5.45. Endnu i dag må Frankrig og England træffe deres afgørelse mht. deres løfte om støtte til Polen. Det engelske kabinet trådte sammen kl. 11.30 i middags, parlamentet mødtes kl. 18. Her vil afgørelsen falde. […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 1. september 1939

1939 – Store tyske troppekoncentrationer fra Krakow til Danzig

Under en debat i Underhuset i dag udtalte Winston Churchill bl.a., at Tyskland havde 2 millioner mand under våben, og når den nye årgang bliver indkaldt inden udgangen af august, vil der automatisk komme over ½ million til. Langs hele den polske grænse fra Krakow til Danzig var der store tyske troppekoncentrationer, og der træffes forberedelser til en hurtig fremrykning. Der fandtes 5 tyske divisioner i mobiliseringsstand alene omkring Breslau. Vejene mod Polen gennem Tjekkoslovakiet blev udbygget til den højeneste kapacitet af dertil tvungne tjekkoslovakiske arbejdere. Mange offentlige bygninger og skoler i store dele af Tjekkoslovakiet – og ganske givet i Bøhmen – gøres parat til at modtage sårede. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 3. august 1939