1944 – To mennesker skud på gade i morges

Dræbt af salve fra maskinpistol

København, RB.

Kl. 8.30 blev cand. polit. Aage Petersen og fuldmægtig i Magistratens 2. afdeling, cand. jur. Vikelsøe-Jensen dræbt i Nørre Allé i Glostrup. De var på vej til stationen for at tage til byen, da en bil kørte op ved siden af dem, og i det samme affyredes fra bilen en salve fra en maskinpistol. De blev dræbt på stedet.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. september 1944.

1944 – SS-officer skudt i sporvogn i dag

To civile passagerer såret

Ved 10.30-tiden i formiddag skete der et mord i en Linie 6 sporvogn, der var på vej af Vesterbrogade mod Rådhuspladsen. Da den standsede ved stoppestedet ved Oehlenschlægersgade, kom en mand ud på forperronen fra vognens indre. Han rev pludselig en pistol frem og affyrede en række skud mod en officer i Våben SS, som stod på forperronen. Denne blev ramt af flere skud i hovedet og sank død om. Et af skuddene sårede en civil passagerer, kioskejer P. Nielsen, Jagtvej 143, der blev ramt mellem skulderbladene. Desuden blev en ung mand, skolelev Johansen, Fasanvej 82, ramt af et strejfskud under armen. Gerningsmanden sprang af sporvognen og løb ned af Oehlenschlægersgade, hvor han forsvandt. De to sårede bragtes i ambulance til hospitalet. Den dræbte menes at være af dansk afstamning.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. september 1944.

1944 – Ung mand myrdet på kaffebar i Ringsted

Skudt ned af en ukendt person
På Valdorffs Kaffebar i Sct. Hansgade i Ringsted skete der i går formiddag ved 11.30-tiden et drab, som kostede den ca. 20-årige Mogens Hansen livet. Den unge mand, hvis far har været kaptajn i den danske hær, var gået ind på kaffebaren, hvor han havde opholdt sig nogen tid, da der pludselig lød et skud, og de tilstedeværende så den unge mand synke sammen med blodet strømmede fra et sår i panden.
Han blev straks ført på hospitalet, levede endnu, men døde kort efter uden at være kommet til bevidsthed. Kuglen var gået lige gennem hjernen. Der er straks indledet en politiundersøgelse, og man har et godt signalement af den formodede morder, der flygtede i forvirringen. Fra Ringsted meddeles senere, at Mogens Hansen sad ved et bord og skrev. Han kom i ordveksling med en anden cafégæst, og det udviklede sig til et skænderi. Pludselig tog den sidstnævnte en revolver frem og skød Mogens Hansen gennem hovedet, hvorpå han, der havde skudt, forsvandt ud af caféen.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 3. september 1944.

1944 – Mytteri i en fangetransport

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Den 9. august 1944 skulle et antal personer, der var arresteret på grund af voldsforbrydelser, efter afslutning af den politimæssige undersøgelse transporteres fra København (Vestre Fængsel) til en koncentrationslejr i Tyskland. Det drejede sig om følgende:

  • Jens Jacob Wolf Martens, født den 2. januar 1920 i København.
  • Aksel Jensen, født den 13. febr. 1919 i Fredericia.
  • Gunnar Mogens Dahl, født den 7. maj 1917 i Nykøbing F.
  • Viktor Bering Mehl, født den 6. februar 1911 i Raarup.
  • Erik Nyemann, født den 6. april 1922 i Østermarie.
  • Karl Helmuth Preben Berg-Sørensen, født den 5. december 1917 i Hillerød.
  • Knud Erik Henning Gyldholm, født den 9. juli 1914 i København.
  • Peer Sonne, født den 10. april 1921 i Farsø.
  • Kai Holger Schiøth, født den 12. marts 1921 i København.
  • Preben Hagelin, født den 15. november 1922 i København.
  • Edvard Frederik Sommer, født den 12. december 1922 i Lyngby.

Martens var terrorist, der den 9. september 1943 havde skudt den tyske politifunktionær Hans Smok. Aksel Jensen havde den 2. maj 1944 spillet en ledende rolle ved sabotagen på transformatoren i Frihavnen og derunder såret den danske overbetjent Julius Peter Jacobsen. Gunnar Mogens Dahl var meddelagtig i mordet på den tyske løjtnant Schippmann den 26. december 1943.

De øvrige fanger har tilstået at have begået sabotagehandlinger, Viktor Bering Mehl alene 20 forbrydelser af denne art som leder af en sabotagegruppe.

Transporten foregik i en lastbil. På landevejen kort efter Roskilde forsøgte fangerne med magt at befri sig. Det ledsagende mandskab måtte derfor gøre brug af sine skydevåben, og derved blev fangerne skudt, dels medens de ydede modstand, og dels under flugt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. august 1944.

1944 – En af de døde fra Snekkersten flerdobbelt morder

Dansk kriminalbetjent som fører for mord- og sabotagegruppe
Fra officiel tyske side meddeles:
Til den i pressen lørdag meddelte nedskydning af kriminalbetjent Holger Christoffersen og vagtmester hos Falck Jørgen Juel-Jensen i Snekkersten meddeles følgende:
Christoffersen og Juel-Jensen blev skudt ned af tyske politifunktionærer, fordi de med våben modsatte sig anholdelse. Kriminalbetjent Holger Christoffersen indtog en ledende stilling i en illegal mord- og sabotageorganisation. Han deltog selv i mord, overfald og sabotage og eftersøgtes som en af de farligste forbrydere i lang tid. Der foreligger indtil nu bevis for, at Holger Christoffersen har begået følgende forbrydelser:
Den 31-3-44 myrdede han direktør Peter Due Petersen.
Den 19-4-1944 chauffør ved det tyske gesandtskab Tage Lerche.
Den 12-5-1944 Poul Ejnar Bertelsen.
Den 20-7-1944: Boghandler Gunnar de Hemmer-Hennetved.
Den 24-3-1944 forsøgte han at nedskyde Poul Nord og den 3-6-1944 den tyske vagtpost ved Brevduevagten på Frederiksberg.
Han ledede sabotageangrebene på firmaet ‘Globus’ den 6-6-44. Firmaet Dansk Industri Syndikat, den 22-6-44 og overfaldt den 8-7-44 og transport med værnemagtsgods. Man var underrettet om, at Christoffersen den 10-8-44 skulle træffes med andre i Snekkersten Kro for den at fejre sine forbrydelser og planlægge nye. På vejen fra banegården til kroen skulle Christoffersen og hans medskyldige Juel-Jensen anholdes. Foran den gik en ung mand, der søgte at advare dem, og bagved gik to kvinder, der ligeledes ville advare. Da anholdelsen skulle ske, forsøgte begge at værge sig med våben, således at de tyske politifunktionærer måtte gøre brug af deres våben.

Kilde: Social-Demokraten, 13. august 1944.

1944 – Lederen af krisepolitiet i Aarhus myrdet

Gennem Ritzaus Bureau meddeles:
Lederen af krisepolitiet i Aarhus, den 56-årige kriminalassistent Peter Ole Pedersen Sandhøj, blev lørdag morgen skudt på gaden af to unge mænd. Han blev ramt af fire skud i brystet og hovedet. Hans hustru befandt sig i nærheden og blev således vidne til mordet. En mand, der ligeledes havde været vidne til mordet, forsøgte at tilbageholde den ene af gerningsmændene, men måtte afstå fra det, da han blev truet med pistoler. Kriminalassistent Sandhøj var medlem af DNSAP.

Kilde: Den nazitistiske avis ‘Fædrelandet’, 13. august 1944

1944 – Tilfældene: fru Delbo og hr. Kronby!

To stikkere har fået deres fortjente straf, men der bliver ikke borgerfred i Danmark, før der er gjort fuldstændig op med Dagmarhus’ danske hjælpere.

Dagspressen har meddelt om to drab, et på fru Delbo i Sankelmarksgade, og et på en fhv. politibetjent Kronby på Bispebjerg, men selvfølgelig har de legale blade ikke fået lov til at skrive sandheden om disse to drab, nemlig, at det er to af Dagmarhus’ danske hjælpere, der er blevet straffet på livet for deres forræderiske gerninger. Både fru Delby og hr. Kronby hørte nemlig til dette usle kryb, stikkerne, der for penge sælger deres landsmænd til fjenden, og mange gode danske borgere sidder i dag i tysk fængsel, tugthus eller koncentrationslejr på grund af disse to stikkeres virksomhede. Derfor har frihedskæmpere idømt de to landsforrædere den eneste straf, der gælder for deres landsforræderiske gerninger, nemlig: døden, og Dagmarhus’ øvrige danske hjælpere kan være overbevist om, at skæbnen også nok skal vide at indhendte dem.

De kan, som fru Delbo, forsøge at skjule sig under opdigtede navne, men de skal lige så præcist som i tilfældet Deblo – blive fundet. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske, nr. 6, marts 1944, 3. årgang.