1942 – Klare og nøgterne ord om de tyske løftebrud og om tyskernes udplyndring af det danske folk

På Grundlovsdagen, den 5. juni, holdt fhv. handelsminister Christmas Møller over London Radio en stor tale til det britiske imperium. Udsendelsen fandt sted kl. 20 og varede i 20 minutter. Den engelske speaker annoncerede vor landsmand som en af den nyere tids største politikere.

Christmas Møller indledte sin radiotale med at omtale begivenhederne omkring den 9. april. Kongens og regeringens beslutning om ikke at gøre modstand havde været et synspunkt, der ikke havde mødt ringe forståelse i Danmark, da man var klar over, at “os venligtsindede nationer ikke var i stand til at komme os til hjælp i første omgang.”

Tyskerne havde lovet ikke at anvende vort land til angrebsbaser mod vore venner, men lad mig som et tidligere medlem af den danske regering fortælle, hvad der ikke er nogen militær hemmelighed, at der mange steder i Jylland er blevet bygget flyvepladser, at der er ført store forsyninger fra Danmark til de tyske soldater i Norge og tilbage igen. Tyskerne havde også lovet ikke at blande sig i indre danske forhold, men dette som mange andre løfter er brudt. Repræsentanter for folket – siddende i regering eller Rigsdag – er blevet tvunget ud af det politiske liv. De kommunale valg, som dog heller ikke kom tyskerne og adskillige foredragsholdere, der var for frisindede og redaktører, der nægtes at bøje sig for tyskernes krav, var blevet afskedigede. […]

”Alle tyskernes forsøg på at sætte “Quislinger” til magten i Danmark”, udtalte Christmas Møller, ”er strandet på den passive, men effektive modstand i det dansk folk og danskeres modstand er overhovedet ikke stort forskellig fra den modstand, som tyskernes møder i andre besatte lande. Langt den overvejende majoritet i Danmark er imod den tyske nyordning og mener, ligesom jeg, at tyskerne er komplet uegnede til at indtage en førende stilling i Europa. Danmark vil, når tiden kommer, så inderligt ønske at komme til at stå ved de allieredes side.”

Kilde: Uddrag af det illegale blade: De Frie Danske, 1. juli 1942, nr. 9, 1. årgang.