1944 – Mislykket evakueringsøvelse i Kolding i aftes

Men netop derfor var den lærerig, siger politikommissær Kleberg

Der holdtes i aftes en evakueringsøvelse i den sydlige del af Kolding med Sdr. Vang Skole som centrum. Øvelsen var led i uddannelsen af det personale, fortrinsvis inden for kommunens administration, som skal varetage den såkaldte socialtjeneste, der skal tage sig af folk, som under en katastrofesituation har måttet forlade hus og hjem. Sådanne folk skal føres til et såkaldt “opsamlingssted”, hvor de skal registreres og derefter anbringes i et “luftværnskvarter”. På Sdr. Vang Skole havde man ved øvelsen i aftes indrettet opsamlingssted i én fløj og luftværnskvarter i en anden, og så skulle det prøves, om systemet klappede, For at gøre prøven så nær op ad virkeligheden som mulig, blev de forskellige ledere og deltagere først tilkaldt med en halv times varsel.

Præcis kl. 19 lod socialinspektør Chr. Jensen budstikken gå: Evakueringsøvelse kl. 19½ på Sdr. Vang Skole! Og hvordan gik det så? Ja, ikke alt for godt. En hel del af det mandskab, som skulle være mødt, kom ikke, fordi man ikke kunne træffer lederne. Det gjaldt således beredskabskvinderne, hvoraf man skulle have haft 10. Da man ikke kunne finde deres bortrejste leder og ikke havde nogen stedfortræder at henvende sig til, måtte man klare sig uden lotter. En anden leder var i biografen og kunne heller ikke findes, og det mandskab som mødte, opdagede, at der var adskillige praktiske vanskeligheder, som den teoretiske undervisning ikke havde givet dem fuld klarhed over.

Men netop derfor har øvelsen været af stor betydning, siger politikommissær Kleberg, der som aftenens kritiker har skildret forløbet af denne første evakueringsøvelse for os. Hele mandskabet har nu fået et indblik i, hvordan det vil forme sig i virkeligheden, hvis et halvhundrede mennesker (i dette tilfælde udkommanderede C.B.’ere) fra et villakvarter, således som vi forestillede is det ved øvelsen i aftes, har måttet rømme hus og hjem og hurtigt muligt skal indregistreres, bringes til ro og have kvarter på bedste og hurtigste måde. Ligeledes har øvelsen vist betydning af, at enhver leder under fravær opgiver, hvem der skal overtage arbejdet i hans sted, hvis katastrofen sker. Og sker den – ja, så er den jo netop uden varsel, så det gælder om, at apparatet klapper. Nu, da vi har set de forskellige mangler gennem øvelsen i aftes, kan vi bedre tilrettelægge den næste, for der vil blive lignende øvelser ved alle opsamlingssteder i Kolding i den kommende tid.

Kilde: Kolding Folkeblad, 3. maj 1944.

1943 – Der er for få “lotter” i Kolding

Der er dog ikke tale om tilbagegang i antallet, men de mange opgaver kræver et meget talstærkt korps

Der er næppe mere nogen, der tager fejl af, hvad der menes med betegnelsen en “lotte”. Det var kun i begyndelsen, da navnet blev aktuelt i forbindelse med den finske vinterkrig, at der kunne ske fejltagelser. Nu er navnet slået fast i vor bevidsthed, således at man må vende sagen om og forklare, at man med en lotte også kan mene en hest.

Officielt hedder korpset jo Danske Kvinders Beredskab eller DKB, og man kan vist uden overdrivelse sige, at de kvinder, der har tilsluttet sig DKB vil være i stand til at løse de mangesidede opgaver, som “lotter” nu engang skal, men desværre har det vist sig at interessen for Lotte-korpsene er i dalen. Rundt omkring fra meldes der om en ikke ringe tilbagegang i antallet af Lotter velsagtens fordi der ikke ser noget, hvorfor de mener, at det er formålsløst at blive stående i korpset. Nogle steder er korpsene endda svundet ind til halvdelen af, hvad de var ved begyndelsen, og overalt tænker man stærkt på at sætte en propagandaaktion i gang.

I denne retning indtager Kolding noget af en særstilling. Efter hvad vi har fået oplyst gennem formanden frk. Eff, og sekretæren, fru Gregersen har der ikke været tale om nogen nedgang i antallet. Det er fortsat ca. 1.300 for hele politikredsens vedkommende, og heraf er de ca. 300 i Kolding by. Det viser, at de Kolding-damer, der har meldt sig til Lottetjenesten, har været trofaste og har været besjælet af den rette ånd, men at der stadig er for lidt, er jo en helt anden side af sagen. Beredskabskvinderne er delt i 2 grupper, af hvilke gruppe 1 omfatter den hjælp, der ydes på sygehuset i påkommende tilfælde, hjælp på sorteringsstation og afvaskningsstation, hjælp i beskyttelsesrum og som telefondamer, medens gruppe 2 omfatter forplejningsholdet, hjemmesygepleje, barnepleje både for spædbørn og større børn og evakueringsholdet. Specielt til evakueringsholdet kunne man ønske noget større tilslutning, og at det kan gøres nødvendigt, at så mange som overhovedet muligt melder sig til denne frivillige tjeneste, har man jo gode eksempler på andre steder fra. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 25. august 1943.

1943 – Da finnebørnene kom til Kolding

De tog straks deres plejeforældre med storm. Deres bagage var ikke stor, men hvor var de søde.

Finnebørnene kom i går eftermiddags til Kolding i god behold, men dygtig trætte efter den lange rejse fra København, og lige så trætte var vist de syv københavnske lotter, der havde haft ansvaret med at få børnene hertil. Det var sikkert ikke været lige let hele tiden at holde styr på flokken, hvoraf de yngste var endog meget små – 2½ år – men ved elskværdige medpassagerers medvirken gik det, selv om togskiftningen ikke altid var lige et at få klaret.

Uden at sige for meget kan man vist straks slå fast, at finnebørnene tog Koldingenserne og deres plejeforældre med storm. Gennemgående var de også søde. Lidt gråd var der naturligvis, da de skulle skilles og med deres nye plejeforældre, men der var ikke langt fra tårerne til smilet, og er der noget yndigere end et barnesmil?

Kun det, de gik og stod i.

Efter at de var kommet af toget, blev de alle samlede på Hotel Ansagar, hvor fordelingen til plejeforældrene fandt sted, og hvor børnene blev beværtede med mælk og boller med smør og det faldt straks i god jord. Der skal i denne forbindelse bemærkes, at de allerfleste af dem var i god stand. De var måske nok lidt blege, men så gå godt ud. Ganske vist må det indrømme, at det første indtryk måske nok skuffede. Børnene havde så meget tøj på, som de kunne bære, uden at deres bevægelser blev hæmmet alt for meget, og – det må understreges – på deres tøj kunne man spore de vanskelige tider i Finland. De allerfleste havde ikke meget mere end det, de kom i, kun en lille kuffert. Men det kan der jo rådes bod på! […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. maj 1943.

1943 – Brug for mange flere lotter i Kolding

DKB arrangerer nyt instruktionskursus i begyndelsen af marts

Dansk Kvinders Beredskab har i disse dage udsendt en ny agitationsplakat, der skal virke for større tilgang til de danske lotters rækker. Der er brug for mange flere lotter her i byen. Hvor mange kan ikke opgives, fordi det efterhånden er næsten uoverskueligt, på hvor mange områder, kvinderne kan yde en samfundsnytte indsats i en katastrofesituation.

Som bekendt er formålet med Danske Kvinders Beredskab, eller, som det mere populært kaldes, DKJB, at uddanne kvinder der vil stille sig til rådighed for myndighederne ved luftangreb eller andre krigsbegivenheder og i mellemtiden opøve sig til den gerning, de eventuelt vil på. Kort sagt, som navnet også siger, holde sig beredt. Alle kvinder har her fået en opgave udadtil, og der er ingen kvinder, som ikke magter opgaven, når bare hjertelaget er der. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. februar 1943.

1942 – Danske Kvinders Beredsskab

De danske lotter

Overalt har man under krigen fundet det nødvendigt at træffe foranstaltninger til beskyttelse af den civile befolkning. I dette arbejde kan kvindernes ikke undværes. Kronprinsesse Ingrid er protektrice for Danske Kvinders Beredskab. derved understreges sagens betydning for vort land. Det er formålet at medvirke til uddannelse af kvinder, der vil stille sig til rådighed for myndighederne til løsning af opgaver, der er godkendt af eller måtte blive stillet af Statens Civile Luftværn.

De allerfleste kvinder vil kunne afgive nogle timer daglig, i fald en ulykke rammer os. Danske Kvinders Beredskab er i dette øjeblik mere end nogensinde før et nødvendigt led i den civile luftbeskyttelse. Her kan danske kvinder yde deres indsats for hus og hjem, for de svage og syge, for børnene og de gamle. Uddannelsen sker på grundlag af uddannelsesplaner, godkendt af Statens Civile Luftværn. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. juni 1942.

1940 – Mange Koldingdamer vil være ”Strikke-lotter”.

Men man mangler stadig uldgarn – 140 hjem vil modtage finske børn.

Opfordringen om at strikke varmt uldtøj til finnerne er blevet efterkommet af et stort antal Koldingdamer. Formanden for Kolding Husmoderforening, fru driftsbestyrer Eriksen, oplyser at hun daglig modtager opringninger fra damer, der er villige til at strikke. Ofte fortæller rystende stemmer i telefonen, at det er gamle damer, der ikke selv har råd til at købe garnet. Fru Eriksen opfordrer derfor de firmaer eller private, der kan tænkes at ville give garn, at melde det til Røde Kors hurtigt, så strikningen kan komme i gang.

I øvrigt oplyser fru kolonnefører Rasmussen, Røde Kors, at der i går til Røde Kors er blevet indleveret en del uldgarn, og dette står altså nu til rådighed for de damer, der vil strikke til finnerne. Også hos Råde Kors har der meldt sig mange, der ønsker at være med […]

Tallet på tilmeldingen af hjem, der ønsker at modtage finske evakuerede børn, er nu i Kolding og Omegn oppe på 140.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. januar 1940.