1944 – Cyklist skudt på gaden i Helsingør

Den myrdede remisearbejder efterlader hustru og otte børn

Kl. 22.10 i aftes er der begået et drab i Helsingør. Remisearbejder V. A. Paulsen, Galschiøtvej nr. 6, kom cyklende ad Søndre Strandvej, da han ud for nr. 20 blev indhentet af en cyklist, der skød mod ham. Remisearbejderen blev ramt i baghovedet og dræbtes på stedet. Han efterlader hustru og 8 børn.

Deltog aldrig i politik

Remisearbejder Viggo Albert Paulsen var 55 år, Han havde i 31 år været ansat hos DSB og var kendt som en yderst rolig og stilfærdig mand, der aldrig deltog i politik.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. september 1944.

1944 – Ung mand myrdet på kaffebar i Ringsted

Skudt ned af en ukendt person
På Valdorffs Kaffebar i Sct. Hansgade i Ringsted skete der i går formiddag ved 11.30-tiden et drab, som kostede den ca. 20-årige Mogens Hansen livet. Den unge mand, hvis far har været kaptajn i den danske hær, var gået ind på kaffebaren, hvor han havde opholdt sig nogen tid, da der pludselig lød et skud, og de tilstedeværende så den unge mand synke sammen med blodet strømmede fra et sår i panden.
Han blev straks ført på hospitalet, levede endnu, men døde kort efter uden at være kommet til bevidsthed. Kuglen var gået lige gennem hjernen. Der er straks indledet en politiundersøgelse, og man har et godt signalement af den formodede morder, der flygtede i forvirringen. Fra Ringsted meddeles senere, at Mogens Hansen sad ved et bord og skrev. Han kom i ordveksling med en anden cafégæst, og det udviklede sig til et skænderi. Pludselig tog den sidstnævnte en revolver frem og skød Mogens Hansen gennem hovedet, hvorpå han, der havde skudt, forsvandt ud af caféen.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 3. september 1944.

1944 – Tysk kriminalbetjent myrdet

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Den 27. august 1944 kl. 23.45 blev kriminalbetjent Walther Rohde, født den 7. november 1904, skudt ud for huset Sorrentovej 10, København. Morderen har bagfra sneget sig ind på Rohde og dræbt ham med et skud gennem hovedet.

Rohde efterlader i Tyskland hustru og to mindreårige børn.

Kilde: Kolding Folkeblad, 30. august 1944.

1944 – Mytteri i en fangetransport

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Den 9. august 1944 skulle et antal personer, der var arresteret på grund af voldsforbrydelser, efter afslutning af den politimæssige undersøgelse transporteres fra København (Vestre Fængsel) til en koncentrationslejr i Tyskland. Det drejede sig om følgende:

  • Jens Jacob Wolf Martens, født den 2. januar 1920 i København.
  • Aksel Jensen, født den 13. febr. 1919 i Fredericia.
  • Gunnar Mogens Dahl, født den 7. maj 1917 i Nykøbing F.
  • Viktor Bering Mehl, født den 6. februar 1911 i Raarup.
  • Erik Nyemann, født den 6. april 1922 i Østermarie.
  • Karl Helmuth Preben Berg-Sørensen, født den 5. december 1917 i Hillerød.
  • Knud Erik Henning Gyldholm, født den 9. juli 1914 i København.
  • Peer Sonne, født den 10. april 1921 i Farsø.
  • Kai Holger Schiøth, født den 12. marts 1921 i København.
  • Preben Hagelin, født den 15. november 1922 i København.
  • Edvard Frederik Sommer, født den 12. december 1922 i Lyngby.

Martens var terrorist, der den 9. september 1943 havde skudt den tyske politifunktionær Hans Smok. Aksel Jensen havde den 2. maj 1944 spillet en ledende rolle ved sabotagen på transformatoren i Frihavnen og derunder såret den danske overbetjent Julius Peter Jacobsen. Gunnar Mogens Dahl var meddelagtig i mordet på den tyske løjtnant Schippmann den 26. december 1943.

De øvrige fanger har tilstået at have begået sabotagehandlinger, Viktor Bering Mehl alene 20 forbrydelser af denne art som leder af en sabotagegruppe.

Transporten foregik i en lastbil. På landevejen kort efter Roskilde forsøgte fangerne med magt at befri sig. Det ledsagende mandskab måtte derfor gøre brug af sine skydevåben, og derved blev fangerne skudt, dels medens de ydede modstand, og dels under flugt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. august 1944.

1944 – Lederen af krisepolitiet i Aarhus myrdet

Gennem Ritzaus Bureau meddeles:
Lederen af krisepolitiet i Aarhus, den 56-årige kriminalassistent Peter Ole Pedersen Sandhøj, blev lørdag morgen skudt på gaden af to unge mænd. Han blev ramt af fire skud i brystet og hovedet. Hans hustru befandt sig i nærheden og blev således vidne til mordet. En mand, der ligeledes havde været vidne til mordet, forsøgte at tilbageholde den ene af gerningsmændene, men måtte afstå fra det, da han blev truet med pistoler. Kriminalassistent Sandhøj var medlem af DNSAP.

Kilde: Den nazitistiske avis ‘Fædrelandet’, 13. august 1944

1944 – Engelske krigsfanger skudt under flugt fra tyske fangelejre

Den tyske rigsregering afviser de engelske påstande om mord
Berlin, (RB)
I marts i år foretog engelske krigsfanger i større omfang udbrud fra forskellige lejre i Tyskland. De forholdsregler, der blev truffet for atter at sætte flygtningene ind i lejrene, blev kronet med et fuldstændigt resultat. Det viste sig, at der var blevet forhindret en planmæssig aktion, der delvis var blevet forberedt i forbindelse med udlandet. Ved tilbageførelsen til lejrene af de fanger, der var flygtet, måtte de tyske sikringsstyrker i flere tilfælde gøre brug af skydevåben, idet fangerne ydede modstand eller forsøgte at flygte. Et antal af disse krigsfanger mistede livet.

Rigsregeringen underrettede via Schweiz som beskyttelsesmagt den engelske regering om disse begivenheder. Derudover lovede den, at der efter undersøgelsernes afslutning ville blive udsendt en afsluttende definitiv beretning. I den mellemliggende tid er den engelske udenrigsminister Eden ikke veget tilbage for i Underhuset at fremsætte den uhyrlige påstand, at de britiske fanger skulle være blevet myrdet i Tyskland. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 23. juli 1944.