1944 – Torsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, RB.

Værnemagtens overkommando meddeler:

Syd for Caen fortsatte fjenden sine stærke angreb og udvidede sit indbrudsområde mod syd og sydøst. Ved vore modangreb opfangede vi imidlertid de fjendtlige kampgrupper og bragte dem til standsning. Fra 7. til 9. august mistede modstanderen syd for Caen og vest for Orne 278 tanks.

Også på den øvrige front fortsatte fjenden sine stærke angreb ved de hidtidige tyngdepunkter. Det lykkedes ham imidlertid kun syd for Le Plessis og syd for Vire at vinde terræn. De svære kampe vedvarer. I Bretagne afvistes nordamerikanske angreb, der støttedes af tanks, i kampområderne ved St. Nazaire, Lorient og Brest, idet talrige tanks blev sønderskudt. De tapre forsvarere i St. Malo står i svær kamp mod fjenden. De angriber fra alle sider. I det franske område blev 128 terrorister tilintetgjort i kamp. I søområdet vest for Brest blev en stor fjendtlig torpedojæger stærkt beskadiget ved bombetræffere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. august 1944

1944 – Invasion-fronten: Eisenhowers storangreb over 80 km. bred front

Tyskerne mener, at hele invasionshærens 1 million mand nu kastes ind i angrebet

Berlin, tirsdag, STB.

Over en 80 kilometer bred front fra St. André sur Orne syd for Caen mod sydvest i lige linje til Normandiets vestkyst har general Eisenhower nu sat sin stor-offensiv ind, efter at 2. britiske armé på invasionsfrontens centralafsnit fra Coumont til Caen sluttede op i amerikanernes angreb på det vestlige afsnit. Den her skitserede frontlinje er på intet tidspunkt passeret af de fremrykkende amerikanere, mens tyske frontkiler flere steder skyder sig dybt ind i den allierede angrebsfront, suppleret med den heftige modstand, som endnu udøves af stærke, tyske kystlinjestillinger på Cotentin-halvøens sydlige del. Da stærke, tyske luftstyrker har angrebet store, allierede skibskoncentrationer ud for Ornes og Seines mundinger, og da den engelsk-canadisk artilleriforberedelse ved Troarne øst for Orne er blevet kraftigt forstærket, kan det ventes ,at hele invasionshærens, der fra tysk side anslås til 50 divisioner på i alt 1 million mand, i løbet af den allernærmeste fremtid inddrages i operationerne, kombineret med nye landsætninger og mødt af hele den koncentrerede modstand, som anti-invasionschefens, generalfeltmarksal von Kluges forsvarsarméer kan opbyde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. august 1944.

1944 – To Normandiet-byer tilbageerobret af tyske tropper

Berlin, lørdag, STB.
Slaget i området syd for Caen har i det sidste døgn været præget af et tysk modangreb, som Rommel har sat ind langs Orne med nordlig stedretning.
Det er herunder kommet til forbitrede kampe i byerne St. Martin og St. André sur Orne, hvorfra de engelske tropper efter heftige gadekampe atter har trukket sig tilabe. Det tyske modstød har herefter gjort holdt i disse byer, og Rommel er nu i færd med at konsolidere sine nye stillinger, der ligger i en afstand af 9-15 kilometer omkring Caen vest til øst, mens general Dempsey på sin side fortsætter forberedelserne til et almindeligt angreb i sydøstlig retning med sine fire infanteridivisioner, tre panserdivisioner og tre panserbrigader.

Kilde: Nationaltidende, 23. juli 1944.

1944 – Kæmpeslag på lille område

400.000 mand og tusinder af tanks på begge sider

Berlin, onsdag, STB.

Kampene om Caen er i løbet af det sidste døgn gået over i et storslag, i hvilket en hidtil ukendt koncentration af tropper og materiel skønsmæssigt fra tysk side anslås til 400.000 mand og flere tusinde tanks på begge sider på et område af kun 15 kilometers bredde og 10 kilometers dybde.

Det kæmpemæssige infiltrationsslag i dette afsnit grupperer sig om 3 engelske offensiv-fremstød, hvoraf det kraftigste er sat ind øst for Orne, hvor 2. britiske armé efter 4 timers intensiv artilleri-trommeild er gået til angreb mod syd over en bred front på linjen Caen-Troarn med udgangsbasis og tyngdepunkt vest for Bavent-skoven. Dette angreb er på det smalleste afsnit syd for Caen mellem Orne og dennes biflod Odon – altså langs Ornes vestbred – blevet kombineret med et massivt panserfremstød mod syd over en overordentlig smal front på kun 4 kilometers bredde. Dertil kommer endelig som tredje engelske operationskompleks et angreb østfra, hvor englænderne ud over Verson og Baron er stødt frem til Eterville og Maltot, samtidig med at hårde kampe er i gang om Højde 112 øst for Baron.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. juli 1944.

1944 – Slaget om Caen: Invasionens hidtil største sammenstød

Montgomery i færd med at bryde ud af krigsskibenes “ildklokke”.

Berlin, fredag, STB.

På invasionens 25. dag er tyngdepunktet for slaget i Normandiet forlagt fra Cherbourg til invasionsfrontens sydlige afsnit, området mellem Orne-floden, Caen og Tilly. Sydvest for Tilly har Montgomery med den 2. britiske armé indledet offensiven fort definitivt at bryde igennem “den røde linje”; grænsen for det allierede skibsartilleris rækkevidde. Det erklæres i Berlin, at de britiske tankformationer i samme øjeblik, de er nået uden for skibsartilleriets “ildklokke”, har mødt betydelig kraftigere modstand end hidtil. Efter at der fra tysk side er kastet nye styrker ind mod den 2. britiske armé, har slaget om Caen i de sidste 24 timer udviklet sig til det hidtil største sammenstød mellem tyske og allierede tropper siden invasionens begyndelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944

1944 – Krig på 6 fronter

Allieret offensiv mod de tyske positioner fra alle fire verdenshjørner

Berlin, lørdag, STB

Slaget om ‘Fæstningen Europa’ er nu i fuld gang under den form, det var ventet. Efter at russerne på 3-årsdagen for den tysk-russiske krigs begyndelse har åbnet deres offensiv ved Vitebsk, finder allierede offensiver sted mod de tyske positioner fra nord, øst, vest og syd.

Mod nord har russerne udvidet deres offensiv mod Finland fra det karelske næs til de to andre finske fronter, Aunus- og Maaselkae-nlsset. På Østfronten angriber russerne i det centrale afsnit, mens lokale kampe af større omfang er i gang i sydafsnittet, ligesom den russiske generaloffensiv også ventes udvidet til Narva og Skov-afsnittene. Vestfra fortsætter englænderne og amerikanerne deres landsætninger på invasionsfronten, hvis altdominerende brændpunkt er fæstningen Cherbourg, samtidig med, at general Eisenhower forbereder en udvidelse af brohovedet mod nord, øst for Orne-mundingen.

På Sydfronten endelig fortsættes general Alexanders nye store angreb på en linje nord for Grosseto-Perugia nu på andet døgn under hårde kampe, mens partisanvirksomheden på Balkan for øjeblikket ikke går ud over de lokale sammenstøds rammer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. juni 1944.

1944 – Tryk mod Cherbourg fra syd og øst

Allierede forstærkninger ført frem med 40 større landgangsfartøjer

Berlin, RB.

Internationale Information meddeler:

Det vedvarende dårlige vejr har også øvet indflydelse på de gensidige operationer i nat. Til trods for de dårlige vejrforhold var fjenden nødsaget til på grund af svære tab på landjorden i går at føre tilførsler frem med omtrent 40 større landgangsfartøjer. De løb med kurs mod Ornes munding. Som følge af den hårde brænding, der kan iagttages langs hele Seinebugtens sydkyst, er det et stort spørgsmål, om skibene har kunnet kommet til land eller må afvente en forbigående bedring i vejret. På Cotentin-halvøen vedvarede fjendens tryk fra syd og øst mod fæstningen Cherbourg. Særlige begivenheder kan der dog ikke meldes om nu til morgen fra dette frontafsnit. Fjenden er næppe kommet fæstningen nærmere.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. juni 1944.

1944 – Byen og havnen Boulogne bombet

Stort flåde-opbud i Orne-mundingen

Berlin, RB.

Internationale Information meddelte kl. 5 i morges fra invasionsfronten:

Den dårlige vejrsituation i Kanalområdet vedvarer og hindrede navnlig natoperationerne. I morgentimerne i dag friske vinden med lavthængende skyer og regnbyger op til stormagtig kuling. I aftes ved 22.30-tiden foretog fjenden et alvorligt bombeangreb på byen og havnen Boulogne.

Ud for Orne-mundingen møder fjenden nu atter op med svære skibsenheder. I går eftermiddags konstateredes der et slagskib af “Nelson”-typen, lette krydsere, panser-landgangsskibe og et stort antal af transportskibe og sikringsfartøjer. Mod aften forstærkede fjenden sine flådeinformationer til mindst fire slagskibe. Kystbatterier tog den fjendtlige flådekoncentration under ild, for så vidt den var inden for batteriernes rækkevidde. Flere steder kom det til en skarp artilleriduel med svære, fjendtlige enheder. Andre enheder indhyllede sig efter beskydningen i tåge og forsvandt. Hvor hårde disse artillerikampe mellem de tyske batterier og det fjendtlige masseangreb idet et enkelt tysk batteri blev angrebet med koncenteret ild af alle kalibre fra et slagskib, to krydsere og en torpedojager. Kampen foregik nu og da over store afstande. Trods den hårde beskydning havde batteriet ingen tab eller beskadigelser, hvilket er et bevis på styrken af befæstningsanlæggene i Atlanterhavsvolden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. juni 1944.