1944 – En festlig indvielse af Sdr. Bjerts nye idrætsplads i går

Ungdommen i Sdr. Bjert Sogn nåede i går at få et mangeårigt ønske opfyldt, idet Sdr. Bjert Kommune havde alt klar til indvielsen af et nyt og fint idrætsanlæg ved skellet mellem Agtrup og Bjert by, hvor det er så ideelt beliggende, at både idrætsudøvere og interesserede har lettest muligt adgang. Anlægget fremtræder meget smukt. Der er en udmærket fodboldbane, udmærket bane til håndbold og plads til fri idræt. Pladsen er stillet til rådighed for de tre skoler i sognet, Bjert Idrætsforening, Sdr. Bjert KFUM og Sdr. Bjert KFUK, og med den stigende idrætsinteresser, der er i sognet, skal det nok blive flittigt besøgt, så beboerne kan se, at de 18.000 kr., som er kommunens andel i udgifterne, er blevet godt anvendt.

Der mangler endnu opførelsen af ejendom til omklædning, men den kommer sikkert også; i hvert fald blev der ved indvielsesfesten, hvortil alle havde gratis adgang, solgt mærker til fordel for anlæg af et styrtebad. Nu mangler der blot, at Sdr. Bjert Tennis Klub, der har 30 medlemmer, får en tennisbane anlagt ved idrætspladsen, så al sport i Sdr. Bjert kan samles på dette sted. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. juli 1944.

1943 – Badminton i Viuf Boldklub

Viuf Boldklub, der de sidste par år har ligget stille, på grund af foreningen ingen sportsplads har kunnet få, havde onsdag aften indkaldt til generalforsamling i Viuf Forsamlinghus med klubbens optagelse ad badminton som hovedpunkt på dagsordenen.

30-35 mennesker var mødt, da boldklubbens formand, musiker Kn. Nielsen, bød velkommen. Formanden redegjorde for situationen og udtalte, at foreningen på opfordring ville prøve at arrangere badminton i Viuf. Som første punkt på dagsordenen stod valg af bestyrelse. Af klubbens gamle bestyrelse var der kun to tilbage, nemlig Rs. Ingversen og formanden, og disse bad sig begge fritaget for at fortsætte, men indvilgede dog, da de blev valgt med akklamation. Til de resterende tre bestyrelsesposter valgtes læge Jensen, kommis Christensen og Dora Thomsen. Til revisorer genvalgtes savværksejer A. Nielsen og nyvalgtes i st. f. Arne Hansen, uddeler C. Rødtnes.

Under punkt 2, beretning om badmintonspil, havde læge Jensen ordet og forklarede, hvorledes badmintonspillet påtænktes arrangeret, og man regnede med at kunne komme til at spille to aftener om ugen og hele søndagen. Foreningen ville lægge ketcher til, men spillerne skulle selv betale bolde. Som medlemsbidrag anslog læge Jensen ca. 5. kr.

Under eventuelt havde savværksejer Nielsen ordet og udtalte bl.a. en tak til de forskellige, fordi de ville medvirke til atter at sætte gang i Viuf Boldklub. Han henstillede dog, at man ikke omdannede den til en badmintonklub, men huskede på, at der er og skal være en boldklub, og han sluttede med at udtale håbet om, at det ikke måtte vare så længe, inden Viuf havde sin moderne sportsplads, ja, han håbede, ungdommen ville kræve den. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. november 1943.

1943 – Sogne-sportsplads i Eltang Dyndmose?

Dyndmosen skal foreløbig afvandes. Sogneråd og Beskæftigelsesudvalg interesseret.

Eltang Dyndmose, der ejes af ca. 25 lodsejere i Nr. Bjert og Eltang, trænger hårdt til en afvanding, og Beskæftigelsesudvalget har i dag været ude i mosen for nærmere at besigtige mulighederne for denne afvanding. Efter hvad der oplyses, har både Beskæftigelsesudvalget og Sognerådet gennem nogen tid arbejdet med planer om at få en del af den ni tdr. land store mose, der jo ligger meget centralt for både Eltang og Nr. Bjert, omdannet til sognestadion. Man har spekuleret på at lade de tre tdr. land lave til moderne sportsplads, og føres idéen ud i livet, er det meningen, at der skal plantes både læhegn, bygges omklædningshus med toiletter osv. Kommunen har savnet en ordentlig sportsplads i mange år, og kan planen føres ud i livet, vil den sikkert vække glæde i alle kredse. Man kan vanskeligt finde en mere velegnet beliggenhed til sportspladsen end i dyndmosen. Den ligger tilpas langt fra både Eltang og Nr. Bjert, og der fører god vej til den både fra Nr. Bjert, Eltang og Nr. Bjert Skov. Endvidere anses det for givet, at de tre tønder land kan erhverves på gode betingelser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. november 1943.