En fyldt sal måtte i næsten en time vente på Leo Mathisen og hans orkester i aftes. En uforudset trafikstandsning havde forsinket deres ankomst til Kolding fra København så meget, og endda skyldtes det kun en ekstrabil fra Middelfart til Kolding, at koncerten ikke blev yderligere forsinket.
Formanden for Idrætsringen, tandtekniker Ottesen, havde ellers stået i telefonisk eller telegrafisk forbindelse med orkestret så mange gange i dagens løb, at alene den tid, der havde været anvendt til dat lade toget holde for at Leo kunne telegrafere, havde været tilstrækkeligt til at udligne forsinkelsen. Leo Mathiesen var blevet kaldt til telefonen både i Nyborg og Korsør og – slet ikke til en overflødighed – i Odense, og alle steder fra blev der telegraferet, at nu var orkestret dampet af for at komme Kolding endnu en station nærmere. Også i Middelfart blev der modtaget og afsendt telegrammer, og så gennemført var telegramtjenesten, at 4 minutter efter at orkestret var ankommet og var smuttet op på scenen, kom der halsende et ungt telegrafbud op bag scenen med et telegram om, at Leo og hans orkester nu var vel ankommet til Kolding. […]
Så spillede de løs. Det ene nummer bedre og flottere end det andet. Det er jo ikke ubekendt, at Leo Mathiesen er en pianist af verdensformat – og at han i Amerika vil kunne hente honorarer, der er nogle gange højere end nogen anden dansk pianist. […]
Størst lykke gjorde næsten nogle show-numre, udført bedre, end den slags længe er set. Der var først et par cubanske melodier og i næste afdeling et par jazznumre, ragtimes fra 1912, vanvittig morsomt og humørfyldt udført. Det var også rene bifaldsorkaner, der drog gennem salen og efter disse numre, og det ungdommelige publikum jublede og gav sig på mange måder, betingelsesløst.
Den kom sent, denne koncert, men det blev den bedste jazzkoncert i år, hvor vi ellers har haft mange gode koncerter. Idrætsringen kan godt tage dette orkester en anden gang – når det kommer hjem fra Sverige – der skal nok blive fyldt hus.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. maj 1942.