1944 – Tyskland regner først med en krigsafgørelse efter invasionen

Længsel efter at få invasionen overstået – overbevisning om, at den blive blive afvist

Berlin, onsdag. STB.

Hvornår kommer den store invasionsmåned? Man henviser til, at vinteren, som er så gunstig for landgangsoperationer, snart går på hæld. Man tilføjer, at tyskerne har udnyttet vinteren fuldt ud. Noget tyder på, at Churchills antydninger i Underhuset forleden om, at invasionen vil falde på et senere tidspunkt, end hidtil antaget, virkelig svarer til de allieredes hensigter. Andre tror på den anden side på, at invasionen automatisk må komme så snart det bliver klart for de allierede, at den russiske “damptromle” vil køre fast i den tyske hovedforsvarslinje.

Tidspunktet

Dette tidspunkt turde ikke være langt borte, hører man sagkyndige iagttagere udtale. Eksempelvis henvises i denne forbindelse til tilbagetrækningsoperationerne på Østfrontens nordlige afsnit. Den fordel i forsvarsmæssig henseende, som denne frontforkortning betyder, vil, understreger man her, træde yderligere frem, når Pelpus-søens is er smeltet. Det må ikke glemmes, forsikrer man, at en sikker forsvarsvold yderligere styrker Atlanterhavsvolden mod invasioner fra vest og syd. Vestmagternes lange tøven har muliggjort en uforstyrret stabilisering af Østfronten og dermed gjort “fæstningen Europa” endnu mere invasionssikker. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. marts 1944.

1939 – Store tyske troppekoncentrationer fra Krakow til Danzig

Under en debat i Underhuset i dag udtalte Winston Churchill bl.a., at Tyskland havde 2 millioner mand under våben, og når den nye årgang bliver indkaldt inden udgangen af august, vil der automatisk komme over ½ million til. Langs hele den polske grænse fra Krakow til Danzig var der store tyske troppekoncentrationer, og der træffes forberedelser til en hurtig fremrykning. Der fandtes 5 tyske divisioner i mobiliseringsstand alene omkring Breslau. Vejene mod Polen gennem Tjekkoslovakiet blev udbygget til den højeneste kapacitet af dertil tvungne tjekkoslovakiske arbejdere. Mange offentlige bygninger og skoler i store dele af Tjekkoslovakiet – og ganske givet i Bøhmen – gøres parat til at modtage sårede. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 3. august 1939