1939 – Danmark og den kritiske situation

Kongen har afbrudt sit ophold på Marselisborg Slot og sejler i aften til København. Indenrigsminister Dahlgaard ønsker en bemyndigelseslov for så hurtigt som muligt at kunne træffe de nødvendige forholdsregler, bl.a. til civilbefolkningens luftbeskyttelse, hvilket var emnet for en konservativ henvendelse til regeringen. Statsminister Stauning bebuder yderligere forholdsregler foretaget snarest. Fra i går er det umuligt at sende postanvisninger ud af landet.

Kilde: Nationaltidende, 26. august 1939

1939 – Afgørelse i nat?

Agence Havas’ korrespondent meddeler:
Den almindelige mening i politiske kredse i Berlin er, at mødet i aften mellem Hitler og von Ribbentrop, i hvilket denne vil gøre rede for resultaterne af rejsen til Moskva, vil være af afgørende karakter, og at den nat, der kommer, vil bringe løsning af krigen på den ene eller anden måde. Det menes i almindelighed, at afgørelsen i høj grad vil afhænge af det indtryk, von Ribbentrop har bragt med sig hjem fra sit møde med de sovjetrussiske ledere.

Kilde: Social-Demokraten, 25. august 1939

1939 – Kun mirakler kan nu forhindre krigen!

Berlin imødeser dagen i dag med allerstørste ængstelse
Der er grund til med ængstelse at imødese natten og morgendagen. Der tales i Berlin i ansvarsbevidste kredse om, at Tyskland regner med et meget nær forestående polsk angreb på Danzig. Man mener på tysk side at have beviser for, at det polske angreb er forberedt i alle enkeltheder, og at kampen om Danzig kan bryde ud, hvad time det skal være. Tyskland på sin side er klar til, hævder man her, omgående og med dræbende hårdhed at besvare den forventede polske aktion mod Danzig. Kanonerne er klare til at gå af.
Oplysningerne om, at de to tyske trafikflyvemaskiner i dag ved Danzigs grænse er blevet beskudt af polsk artilleri, udlægges i Berlin som et yderligere bevis på, a t nu vil Polen ikke vente længere, men tvinge England til at marchere. Nu skal krigen slippes løs. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 24. august 1939

1939 – Sovjets officielle meddelelse om traktaten

Moskva, tirsdag (RB)
Sovjetrussisk Telegrambureau meddeler:
Efter afslutningen af en handels- og kreditoverenskomst rejste spørgsmålet om en forbedring af det politiske forhold mellem Tyskland og Sovjetunionen sig. En udveksling af synspunkter, som fandt sted mellem Tysklands og Sovjetunionens regeringer, viste, at begge parter ønskede at fjerne spændingen i deres indbyrdes politiske forhold, at fjerne krigstruslen og at afslutte en ikke-angrebspagt. Som følge heraf vil den tyske udenrigsminister von Ribbentrop i løbet af få dage komme til Moskva for at føre de pågældende forhandlinger.

Kilde: Social-Demokraten, 23. august 1939

1939 – Tysk-russisk ikke-angrebspagt!

Von Ribbentrop flyver til Moskva, hvor pagten undertegnes i morgen
Berlin, mandag aften. R.B.
D.N.B. meddeler: Rigsregeringen og Sovjetregeringen er blevet enige om at afslutte en ikke-angrebspagt med hinanden. Rigsudenrigsminister von Ribbentrop ankommer onsdag den 23. august til Moskva for at bringe forhandlinger til afslutning.

Meddelelsen om, at hr. v. Ribbentrop på onsdag vil ankomme til Moskva for at få en tysk-russisk ikke-angrebspagt bragt i stand, er aftenens sensation i Berlin. Der er givet ordre til den tyske presse om, at selve kendsgerningen skal slås meget stort op i morgenbladene. Derimod ønsker regeringen ikke, at de tyske aviser skal forsyne den storpolitiske sensation med kommentarer. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 22. august 1939

1939 – USA venter at blive inddraget i europæisk krig

Såfremt England og Frankrig kommer i krig med Tyskland og Italien
Instituttet for den offentlige mening, der ledes af dr. Gallup, har foretaget en undersøgelse for at erfare det amerikanske folks stilling til den europæiske konflikt. På spørgsmålet om man ventede, at De forenede stater ville blive indraget i konflikten, såfremt England og Frankrig kom i krig med Tyskland og Italien, lød 76 oct. af svarende bekræftende.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 21. august 1939

1939 – Polen meddeler: 976 tyske voldshandlinger mod polakker

Warszawa, lørdag
Fra officiel polsk side erklæres, at fra den 1. april til 30. juni blev der begået 976 voldshandlinger mod medlemmer af det polske mindretal i Tyskland. I den officiøse presse hævdes, at rædselsregimentet i Tyskland mod det polske mindretal i august har forværret sig mere og mere. Polakkerne i Tyskland sørger for hver dag i stigende antal tilflugt i Polen.

Kilde: Social-Demokraten, 20. august 1939

1939 – Den polske terror vokser for hver time, siger Berlin

Beretninger om talrige arrestationer, prygl i fængslerne og flygtningestrømme. Voldsomt presseudfald i anledning af engelsk omtale af Polens “ro og tålmodighed”
Berlin, fredag aften
Siden udenrigsminister v. Ribbentrop og grev Ciano mødtes ved Fuschl Sø, er der i dag forløbet en uge – otte verdenshistoriske dage, der har været fyldt af begivenheder. Samme dag, de to udenrigsministre mødtes, sagde velunderrettede kredse i Berlin, at den storpolitiske udvikling, der så længe havde stået i stampe, nu var sat i bevægelse, udviklingen var kommet i skred, situationen var akut.
I dag sammenfattede de samme velunderettede kredse situationen således:
Englands presse bekræfter aftalen med Polen og er meget tilfreds med det rolige Polen, der ikke gør sig skyldig i provaktioner. Der findes ingen engelsk tendens til at afsvække aftalen med Polen. Polen på sin side opretholder absolut sin vægring ved at lade nogen ændring indtræde. Tyskland erklærer: ingen konferencer om Danzig, intet kompromis om Danzig og korridoren.
Arrestationsbølger over Polen
Dette er situationen. Den betyder ikke, at status quo er opretholdt, for en arrestationsbølger hen over Polen viser, at situationen ikke er uforandret. hvad der kan hjælpe, synes da alene at være, at Polen lader sig overtale. Den tyske presse bringer i dag en række nye telegrammer om mishandlinger af tyskere i Polen om pinsler og arrestationer. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 19. august 1939