1944 – Dansk Kvindesamfunds sydjydske distrikt

Kolding-repræsentant i bestyrelsen Dansk Kvindesamfunds sydjydske distrik holdt i går distriktsmøde i Brande, hvor ca. 60 delegerede fra hele distriktet deltog.

Man samledes sammen med medlemmerne fra Brande-kredsen i Dansk Andels Ægpakkeris store lokale, hvor der holdtes morgenandagt ved pastor Andersen, Brande.

Distriktformanden, dr. Frandsen, og formanden for Brande-kredsen, fru direktør Kofoed, bød velkommen. Distriktformanden lykønskede Brande-kredsen, der nu har virket i 25 år, og overrakte i den anledning en smuk buket blomster. Distriktformanden aflagde derefter beretning, der efter en diskussion om forskellige punkter enstemmigt godkendtes. Til bestyrelsen genvalgtes lærerinde frk. G. Madsen, Vejen, fru Kofoed, Brande, lærerunde frk. Petersen, Grindsted, og lærerinde frk. Pallesen, Tistrup. I stedet for fru. M. Bukdahl, Askov, der frabad sig genvalg, nyvalgtes en Kolding-dame, forstanderinde frk. Tiedemann. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1944.

1944 – Schallburgtage i Fredericia (video)

Den 7. maj 1944 blev Fredericia ramt af omfattende ødelæggelser, da en bombe sprang i Restings Isenkammerforretning, i Danmarksgade. Bomben gjorde os skade på de omkringliggende butikker. Det var Schallburgtage, udført af Petergruppen. Nedenunder her kan man se video af ødelæggerne.

Kilde: Schallburgtage i Fredericia, filmoptagelser fra maj 1944, digitaliseret på Filmcentralen.dk, se link (åbner ny fane)

1944 – Eksplosionsulykke på Søværnets Prøveanstalt

Politiets sprængstofekspert dræbt og fem sårede af hjemmelavet bombe

København, RB

I formiddag er der på Søværnets Prøveanstalt på Holmen foretaget en afmontering af en hjemmelavet bombe, som er blevet fundet i en ejendom i Københavns omegn, og hvis sprængladning bestod af en slags knaldkviksølv i en bolsjedåse. Under afmonteringen skete der eksplosion, hvorved laborant Frovin Kristensen, Haregade 19, blev så hårdt kvæstet, at han senere døde på Sundby Hospital. Desuden er kontorassistent Poul Christensen, Nygaardsvej 3, ingeniør Obel, Gyldenlundsvej 16 og ingeniør Bjerløv, Liljegaards Allé 82, samt kriminalbetjentene Kaj Larsen og I. C. Gjedde kommet til skade og bragt til hospitalet. For deres vekommende er der dog ikke tale om livsfare. Den forulykkede Frovin Kristensen var politiets sprængstofsekspert. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1944.

1944 – Hvad De også bør vide

  • At tyskerne nu også griber ind i den danske sociallovgivning. Hvis hjemvendte Tysklandsarbejdere ikke får, hvad de forlanger på Socialkontoret, går de til Dagmarhus med klager, og efter tysk indgriben plejer de at få, hvad de forlanger.
  • At politimester Sundorph i Sønderborg på en forespørgsel hos tyskerne om, hvad der var blevet af overbetjent Hald, fik det svar: “Ham ser De ikke mere. Han er engelsk spion!” I forbindelse med Halds sag er anholdt seks andre danske fra Sønderborg og omegn.
  • At et rygte om, at ‘De Frie Danske’ skulle have haft noget som helst at gøre med “bombeeksplosionerne” i Ørstedparken, er falskt. Vi synes tværtimod, at det var en dum drengestreg – og at sprængstoffet kunne havde været betydelig bedre anvendt.
  • At der rundt i provinsen er sket mange tilfælde af Schalburgtage imod store butikker. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske’, maj 1944, nr. 8, 3. årg.

1944 – Fredagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, TB

Ved Sevastopol angreb tyske slagflyvere fjendtlige artilleristillinger og tilintetgjorde 26 kastere. I luftkampe nedskød jagere 14 og slagflyvere 15 fjendtlige flyvemaskiner. Herunder udmærkede løjtnant Lambert sig atter særligt.

Øst for den rumænske Sereth-flod angreb bolchevikkerne hele dagen igennem over en smal front i tæt på hinanden følgende bølger. De blev i samvirken med styrker af tyske og rumænske slagflyvere i hårde kampe slået tilbage og mistede herunder talrige tanks.

Sidste nat angreb store styrker af tyske bombeflyvere flere sovjetrussiske forsyningsbanegårde i Nordukraine.

Sydvest for Kovel brød heftige lokale sovjetrussiske angreb, der støttedes af slagflyvere sammen i vore våbens koncentriske ild. Fjenden led her særlig store, blodige tab.

I Italien fandt der, bortset fra livlig gensidig rekognoscerings- og stødtropvirksomhed, ingen større handlinger sted. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. maj 1944.

1944 – Professor Niels Bohrs ankomst til Moskva

Efter hvad ‘De Frie Danske’ erfarer, er Danmarks berømte søn, professor Niels Bohr, fornylig ankommet til Moskva.
Vor verdensberømte landsmand måtte i oktober-dagene flygte fra sit fædreland og efter et kortere ophold i Sverige, gik rejsen videre til London. Rejsen til Moskva skal professor Niels Bohr have foretaget i en kurermaskine og man gætter næppe forkert når man sætter Niels Bohrs rejse til Rusland i forbindelse med nye videnskabelige opdagelser af krigsvigtig karakter.

Kilde: Det illegale blad ‘De Frie Danske’, maj 1944, nr. 8, 3. årg.