1941 – Hitler ved åbningen af krigsvinterhjælpen 1941-42

Den tyske fører Hitlers tale ved åbningen af krigsvinterhjælpen 1941-1942 den 3. oktober 1941:

Fra nu af finder en kamp mellem sandheden og løgnen sted. Og som altid vil denne kamp ende med, at sandheden sejrer.

På ét punkt har vi ganske vist forregnet os: Vi havde ingen anelse om, hvor gigantiske denne modstanders forberedelser var mod Tyskland og Europa, og hvor uhyre stor faren var, hvordan vi denne gang med nød og næppe har undgået ikke alene Tysklands, men hele Europas ødelæggelse; i dag kan jeg sige det. Jeg siger det først i dag, fordi jeg i dag har lov til at sige, at denne modstander allerede er slået og aldrig mere vil rejse sig!

… den tyske hærberetning er en sandhedsberetning. Når nu en eller anden fjollet britisk avislømmel erklærer, at dette først må bekræftes, – den tyske hærberetning er allerede hidtil blevet grundigt bekræftet!

Vi har forberedt os i den grad, at jeg nu midt i denne gigantiske materialkamp har været i stand til på store områder at kunne indstille den videre produktion, fordi jeg ved, at der nu ikke mere findes nogen modstander, som vi med de forhåndenværende ammunitionsmængder ikke ville være i stand til at tvinge i knæ.

Hitler: 3. oktober 1941

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1941 – Stalins radiotale (uddrag)

Den 3. juli 1941 holdt den sovjetiske statsleder Stalin radiotale til det sovjetiske folk og dets allierede i kampen mod Tyskland, der den 22. juni begyndte en invasion af Sovjetunionen.

Kammerater! Medborgere! Brødre og søstre! Soldater i vor hær og flåde!

Det er jer, jeg henvender mig til, mine venner!

Hitler-Tysklands lumske militære overfald på vort fædreland, som blev påbegyndt den 22. juni, varer ved. Til trods for den Røde Hærs heltemodige modstand, …

Hvordan kunne det gå til, at vore berømmelige røde hær har overgivet en række af vore byer og områder til de fascistiske tropper? Er de tysk-fascistiske tropper virkelig uovervindelige, således som de pralende fascistiske propagandister ustandselig udbasunerer?

Selvføleligt ikke! Historien viser, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret uovervindelige hære. Napoleons hær blev anset for at være uovervindelig, men den blev skiftevis slået af de russiske, engelske og tyske tropper. Kejser Wilhelms tyske hær under den første imperialistiske krig blev også anset for at være uovervindelige, men den led flere gange nederlag overfor de russiske og de engelsk-franske tropper og blev til sidst slået af de engelsk-franske tropper. Det samme må man i vore dage sige om Hitlers tysk-fascistiske hær. Denne hær er endnu ikke stødt på alvorlig modstand på det europæiske fastland. Først på vort territorium er den stødt på alvorlig modstand. Og når den tysk-fascistiske hærs bedste divisioner som følge af denne modstand er blevet slået af vor røde hær, så betyder det, at Hitlers fascistiske hær også kan blive slået og vil blive slået på samme måde som Napoleons og Kejser Wilhelms hære blev det.

Når en del af vort territorium alligevel er blevet besat af de tysk-fascistiske tropper, så er den vigtigste forklaring den, at det fascistiske Tysklands krig mod Sovjetunionen blev påbegyndt under betingelser, der var gunstige for de tyske tropper og ugunstige for Sovjettropperne. Sagen er den, at Tyskland som krigsførende land allerede havde mobiliseret sine tropper fuldstændigt, og de 170 divisioner, som Tyskland havde kastet mod Sovjetunionen og koncentreret ved Sovjetunionens grænser, var i alarmberedskab og ventede kun på signalet til at rykke frem, medens sovjettropperne først skulle mobiliseres og transporteres til grænsen. Det spillede også en betydelig rolle, at det fascistiske Tyskland uventet og forræderisk brød den ikkeangrebspagt, som var blevet afsluttet mellem det og Sovjetunionen i 1939, uden at tage hensyn til, at hele verden vil betegne Tyskland som den angribende part. Det er klart, at vort fredselskende land ikke ville tage initiativet til at bryde pagten og ikke kunne handle mod sit givne ord.

Hvad vandt vi ved at afslutte en ikkeangrebspagt med Tyskland? Vi sikrede vort land fred i halvandet år og fik mulighed for at gøre vore styrker rede til forsvar, hvis det fascistiske Tyskland skulle tage risikoen og overfalde vort land til trods for pagten. Det er afgjort en gevinst for os og et tab for det fascistiske Tyskland. … Det opnåede, at dets tropper en kort tid fik en ret fordelagtig stilling, men det tabte politisk, idet det for hele verdens øjne afslørede sig som en blodig aggressor.

Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele Sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleristiske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slavier under Hitlers fascistiske hære. I denne forbindelse er den historiske tale, som Storbritanniens premierminister, Winston ChurSovjechill, holdt om hjælpen til Sovjetunionen, og U.S.A.’s regerings deklaration om sin beredvillighed til at yde vort land hjælp fuldt ud forståelige og karakteristiske og kan kun fremtaknemmelighed i Sovjet-folkenes hjerter.

Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige røde hær, vor berømmelige røde flåde!

Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden! Fremad til sejren!

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1941 – Hitler i rigsdagen

Den tyske fører Adolf Hitlers tale i rigsdagen 4. maj 1941:

Vi er imidlertid ikke mindre fast besluttede på om nødvendigt også i fremtiden at give dem hundreder igen for hver bombe, og det lige så længe, til det britiske folk skiller sig af med denne forbryder og hans metoder.

Denne Nars (Churchill) og hans drabanters appel til det tyske folk om at forlade mig netop i anledningen af 1. maj, kan kun forklares enten som en paralytisk sygdom eller en drukkenbolts indbildning. Fra denne unormale åndelige forfatning stammer også beslutningen om at forvandle Balkan til en krigsskueplads. Som en vanvittig har denne mand nu og snart fem år løbet rundt i Europa og ledt efter et eller andet, der kunne brænde. Desværre findes der stadig betalte elementer, der åbner portene til deres landes for denne internationale brandstifter.

Desværre blev min advarsel om, at såfremt englænderne ville sætte sig fast et eller andet sted i Europa, ville vi være besluttede på øjeblikket at drive dem tilbage i havet, ikke taget tilstrækkelig alvorligt.

Hvis en anden politiker nogensinde havde oplevet så mange nederlag og som soldat så mange katastrofer, så var denne vel næppe forblevet i sit embede blot seks måneder, hvis han da ikke ligeledes havde været i besiddelse af den evne, der er den eneste, der udmærker Mr. Churchill, nemlig evnen til med gudhengiven mine at lyve og fordreje sandheden så længe, at selv de frygteligste nederlag til sidst ovenikøbet bliver til glorrige sejre.

Men den, der ved et så satanisk fortagende ovenikøbet understår sig i at tage ordet ”Gud” sin mund, han bespotter forsynet og kan ifølge vor dybeste tro intet andet høste end ødelæggelse.

I den jødisk-kapitalistiske guld-. Stands-, og klassevanvids tidsalder står den nationalsocialistiske folkestat som et ærefuldt mindesmærke over social retfærdighed og klar fornuft. Det vil ikke alene overleve denne krig, men også det kommende årtusind!

Adolf Hitler i rigsdagen 4. maj 1941

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1941 – Hitlers Nytårsopråb

Rigskansleren for Tyskland Hitler udsendte i anledningen af årsskiftet, et opråb til det tyske folk, hvoraf følger et uddrag:

Nationalsocialister! Partifæller!

Et indholdsrigt år i tyske historie er til ende. Begivenhedernes vældige, enestående karakter, deres omvæltende betydning for menneskehedens fremtidige udvikling vil først gå fuldtud op for senere generationer; men vi, der oplevede denne tids historie, kan ikke frigøres for det indtryk, at forsynets styrelse er stærkere end enkelte menneskers hensigt og villie. Guderne slår ikke blot de til fordærvelse bestemte med blindhed; men tvinger også de af forsynet kaldede til at stræbe henimod mål, der til at begynde med ofte ligger langt udenfor deres eget, oprindelige ønske.

Læs mere

1940 – Vore arméer forener sig i et trofast våbenbroderskab

Hans Majestæt
Kongen af Italien, kejser af Æthiopen, Rom.

Forsynet har villet, at vi mod vor egen vilje er tvunget til at forsvare vore folks frihed og fremtid i kampen mod England og Frankrig. I denne historiske time, i hvilken vore arméer forener sig i et trofast våbenbroderskab, ligger det mig på sinde at oversende deres majestæt mine hjerteligste hilsener. Jeg er af den absolutte overbevisning, at Italien og Tysklands vældige kræfter vil bringe os sejren over vore modstandere. Begge vore folks vitale rettigheder vil blive sikret for alle tider.

Førerhovedkvarteret, den 10. juni 1940
Adolf Hitler

Uddrag fra Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1940 – En samletale i Mussolinis salonvogn

Om formiddagen klokken 10 den 18. marts 1940 ankom “førerenAdolf Hitler, sammen med den tyske rigsudenrigsminister von Ribbentrop, til Italien, hvor de på grænsestationen Brenner, mødtes med “Il DuceMussolini, der var ledsaget af Italiens udenrigsminister grev Ciano. I pressen spekuleredes der i om mødet hænger sammen med den fredsmission, som præsident Roosevelt forsøger at gennemføre igennem Sumner Wells.

Fra politikens korrespondent i Berlin, blev det erklæret bl.a. “at man i indviede kredse i Berlin ganske åbent siger, at man i de kommende døgn må regne med store afgørelser. Hitler og Mussolini skal være besluttet på at gennemføre et fælles program“.

Det forlyder at det fælles program vil se nogenlunde således ud:
1. Etablering af en 100 % fællesfront med hensyn til forudsætningerne for en fredsslutning.
2. En udvidelse af stormagtkrigen i Middelhavet og Orienten skal for enhver pris forhindres
3. Tyskland og Italien opretter et kompagniskab med hensyn til Sydøsteuropa som opland for de to stormagters næringsliv
4. Udover alle særinteresser skal de revolutionære folks fællesfront dannes mod den såkaldte plutokratiske magtblok
5. I fællesskab kan medlemmerne af denne revolutionære fællesfront alle nu enes om hovedlinjerne for et nyt stabiliseret Europa

Der er ikke store fredudsigter i møde, ligeledes er der stor skeptisk fra engelsk side, hvor der kræves “et andet Tyskland som garanti for en varig fred i Europa“.

Kilde:
En Samtale i Mussolinis Salonvogn, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad

1939 – Fædrelandet flytter

Det nationalsocialistiske blad Fædrelandet, der driver kontor og trykkeri i Mazantigade, har opsagt sit personale fra 6. oktober.

Angiveligt flytter bladet til København. Tilbage i juni måned (1939) afholdt DNSAP. sit 6. Landsstævne i Kolding.

Derudover kan Folkebladet meddele at flere personer i Kolding og opland dagen forinden (27. september) modtog brev fra Berlin, brevet indeholder en brochure med Hitlers Danzig-tale, oversat til dansk.

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. september 1939

1939 – Chamberlain 1. september 1939

Den engelske premierminister Chamberlain holdt den 1. september 1939 klokken 18:05 en tale i det britiske parlaments underhus:

Ansvaret for krigskatastrofen, hviler på skuldrene af én eneste mand, den tyske rigskansler. Den tyske rigskansler har styrtet verden i elendighed for at tjene sine egne meningsløse ambitioner. Jeg vil ikke sige mange ord i aften; Tiden er kommet til handling, fremfor ord.

For halvandet år siden bad jeg til gud, at det ansvar ikke måtte komme til at hvile på mine skuldre at lade vort land ty til krigens grufulde afgørelsesmiddel. Jeg frygter for at jeg måske ikke vil kunne undgå dette ansvar. Men jeg kunne ikke ønske klarere forhold, end de er i dag, med hensyn til, hvor mit ansvar ligger.

Vi har ikke undladt noget som helst middel til at gøre det krystalklart for den tyske regering, at hvis den insisterede på atter at bruge magt på den måde, som den tidligere har tyet til magtanvendelse på, var vi besluttet på at stille os imod Tyskland med magt. Nu, da alle dokumenter af betydning er blevet offentliggjort, kommer vi til at stå overfor Historiens Forum, og vi ved, at ansvaret for denne skrækkelige katastrofe hviler på en enkelt mand.

Jeg har nu fået al korrespondance med den tyske regering samlet i en hvidbog. Jeg anser det ikke for nødvendigt detailleret at referere til disse dokumenter, som allerede er overfløjet af historien. Dokumenterne viser imidlertid absolut klart, at vi har arbejdet på og forsøgt på at bringe drøftelser i stand om den polsk-tyske konflikt mellem de to lande selv på ligeberettigelsens grundlag. Løsningen af disse stridigheder skulle være en sådan, at den sikrede Polens uafhængighed og overenskomstens gennemførelse ved international garanti.

Den britiske ambassadør har i Berlin erklæret at medmindre, der gives tilfredsstillende forsikringer om, at al angrebsaktion standses, og de tyske tropper trækkes tilbage fra Polen, vil den britiske regering uden tøven opfylde sine forpligtelser. Hvis svaret er ugunstigt, vil den britiske ambassadør forlange sit pas.

Den militære situation for vort lands vedkommende er mere betryggende end i 1914. Alle våbenføre mænd mellem 18 og 41 år er i henhold til den nye lov pligtige til militærtjeneste.

Der er lige en enkelt passus i meddelelsen af 30. august, som jeg kunne ønske at citere, fordi den viser, hvor let et sammenstød kunne have været undgået, dersom den tyske regering blot nærede det mindste ønske om at nå frem til en fredelig løsning. I dette dokument udtalte vi, at den britiske regering fuldtud anerkender nødvendigheden af, at der hurtigt indledes drøftelser, og at den deler den tyske rigskanslers bekymringer med hensyn til farer, som kan opstå ved, at de to mobiliserede hære står nært ansigt til ansigt overfor hinanden. Derfor ønskede den britiske regering på det mest indtrængende at opfordre begge parter til ikke under forhandlingerne af foretage noget aggressivt militært skridt.

Den britiske regering følte sig overbevist om, at den kunne opnå tilsagn fra den polske regering, hvis den tyske regering ville give et tilsvarende tilsagn.

Fra telegrammet af dette indhold fik vi straks et svar fra den polske regering, dateret 31. august, hvori den polske regering erklærede, at den var rede til i tilfælde af forhandlinger på gensidigt grundlag at give garanti for, at polske tropper ikke ville krænke det tyske riges grænser, forudsat at en tilsvarende garanti blev givet af den tyske regering. Fra den tyske regering fik vi imidlertid aldrig noget svar på dette forslag.

Som sagt, hvis det tyske svar på den sidste advarsel, som den britiske ambassadør nu har givet, skulle være ugunstigt – og jeg anser det ingenlunde for sandsynligt, at svaret ville blive anderledes – har den britiske regering instrueret ambassadøren om at forlange sit pas. I så tilfælde er vi rede.

I går tog vi yderligere skridt for at fuldføre vore forsvarsforanstaltninger, og i morges gav vi ordre til fuldstændig mobilisering af hele flåden, hæren og luftstyrkerne. VI har også taget et antal andre forholdsregler både i hjemlandet og ude, men huset vil sikkert ikke forlange, at jeg i enkeltheder skal gøre rede herfor. Der er også blevet taget skridt til at sikre vor stilling med hensyn til lagre af vigtige varer.

Uvilkårligt må manges tanker i dette øjeblik vende tilbage til 1914 og foretage en sammenligning mellem vor stilling dengang og nu. Hvorledes står vi da nu? Alle vore tre forsvarsgrene er rede, og situationen er i alle henseender langt mere gunstig og betryggende end i 1914. Bag kampstyrkerne har vi opbygget en udstrakt civil forsvarsorganisation, og med hensyn til vort behov af mænd er flåden, hæren og luftstyrkerne i den heldige stilling, at de råder over næsten lige så mange mænd, som de i øjeblikket uden besvær kan optage. En af de mest tilfredsstillende ting er, at vi ikke behøver i al almindelighed at bede rekrutter melde sig, således som Lord Kitchener måtte for 25 år siden.

Med hensyn til fremtiden står vi overfor den mægtige opgave på grundlag af tidligere erfaringer at organisere vort menneskemateriale på en så formålstjenlig og økonomisk basis som muligt. Vi vil derfor straks forelægge et lovforslag herom, og i praksis vil dette komme til at gå ud på, at lovgivningen om den militære uddannelse udvides til at omfatte alle mænd mellem 18 og 41 år, så de bliver pligtige til at gøre militærtjeneste. Der vil straks blive taget skridt til at sikre, at den til industrien nødvendige arbejdskraft ikke tages bort fra industrien.

Der er til slut lige en ting, jeg ønsker at sige: Jeg ønsker at udtale min tilfredshed og den britiske regerings tilfredshed over, at også Mussolini i de sidste krisedage har gjort sit bedste for at hidføre en løsning.

VI må nu bide tænderne sammen og sætte ind i den kamp, som vi så oprigtigt forsøgte at undgå, og vi må være fast besluttet på at føre kampen igennem. Det er med en ren samvittighed, vi går ind i kampen. Vi gør det med støtte fra Kronlandene og fra det britiske rige samt moralsk støtte fra størstedelen af verden.

Vi har ingen strid med det tyske folk udover, at det lader sig regere af en nazistisk regering. Sålænge denne regering eksisterer og vedbliver med at anvende de metoder, som den så hårdnakket har bragt i anvendelse i de sidste to år, kan der ikke blive fred i Europa.

Vi er fast besluttet på, at disse metoder må ophøre, og hvis vi ved kampen herfor i verden kan genoprette principperne om tillid og om, at der skal gives afkald på at ty til magt, ville selv de største ofre, som vi måtte blive nød til at bringe, være fuldt berettigede.

Kilde: England er rede, hvis Tyskland giver et ugunstigt svar, Socialdemokraten, side 1 + 8, 2. september 1939