1944 – Hitler om at lægge krigens ror om

En tale til rustningsindustrien – den tekniske ligevægt skal genoprettes

Berlin, RB.

På et møde, som rigsminister Speer havde indkaldt til for at give de ansvarlige mænd inden for den tyske rustningsproduktion yderligere retningslinjer for deres arbejde, gav ministeren et overblik over den tyske rustnings- og krigsproduktion.

Han fastslog, at takket være industriens ansvarsfølelse, den tyske arbejders mønsterværdige indsats og den intensive rationalisering af arbejdet, var der opnået en yderligere stigning i den tyske rustningsproduktion trods den fjendtlige bombeterror. Ministeren bebudede en række foranstaltninger til sikring af en fortsat stigning i rustningsproduktionen. I krigens mest afgørende tid ville rustningen sætte alt ind på at give den tyske soldat de ti opnåelse af sejren nødvendige overlegne våben i stadig større mængde. På mødet overrakte ministeren udmærkelser til en række særligt fortjente mænd inden for ledelsen af rustningsindustrien. Disse mænd blev senere modtaget af Føreren i hovedkvarrette.

Krigen kan ikke måles efter den enkelte dags begivenheder

Føreren gav over for dem en oversigt over den tyske økonomis opgaver i krig og fred. Denne krig, udtaler Føreren, kunne ikke måles efter den enkelte dags begivenheder. I en så uhyre verdenshistorisk kamp spillede et forbigående held eller uheld ikke nogen afgørende rolle. I denne det tyske folks største skæbneskamp om dets væren eller ikke-væren havde hver en enkelt kun den ene pligt at kæmpe og arbejde uafladeligt for sejren. Jeg véd, udtalte Føreren, at der kræves en uhørt nervestyrke og en uhørt viljekraft til at stå tider som de nuværende igennem, men over os står urokkeligt som ledestjerne for vor handlen det ene princip, at der ikke vil blive kapituleret over for nogen som helst vanskelighed. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. juli 1944.

1944 – Hitlers tale på 11-årsdagen for magtovertagelsen

Radiotale fra Førerhovedkvarteret

Føreren holdt søndag i anledning af 11-årsdagen for overtagelsen af magten fra sit hovedkvarteret følgende tale til det tyske folk:

I den hidtil største krigs 5. år kan årsagerne til og dermed meningen og formålet med denne verdenskamp ikke længere være uklare for nogen: Den tid, da det endnu kunne se ud til, at det også ved denne kamp kun drejede sig om en af de atter og atter af England provokerede europæiske stridigheder for at gøre det europæiske fastland afmægtig og derved opretholde kræfternes ligevægt til fordel for det britiske rige, er for længst forbi. De, der siden 1936 i London planmæssigt ophidsede til krig er i dag fra drivende kræfter blevet til kræfter der lader sig drive.

De ånder, som de efter gammelbritisk sædvane agtede at betjene sig af også denne gang, er som herrer vokset dem over hovedet. England har udspillet sin rolle på fastlandet, ligegyldigt hvorledes denne krig end måtte ende. Spørgsmålet er ikke længere, hvorvidt den gamle kræfternes ligevægt bliver genoprettet i denne krig, men det lyder kun: hvem vil være den herskende magt i Europa ved afslutningen af denne krig, enten den europæiske folkefamilie, repræsenteret af dens stærkeste stat, eller den bolchevikiske kolos? Det første tilfælde er dog kun tænkeligt, når Tyskland vinder denne krig, der er en kamp ikke blot for sig selv, men for hele Europa. I det andet tilfælde ville Sovjetrusland være sejrherre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. januar 1944.

1944 – Et opråb fra Hitler til det tyske folk

“Det drejer sig om kamp uden medlidenhed om at være eller ikke være”
Berlin, fredag, RB.
Førerens nytårsopråb til det tyske folk lyder:
Mænd og kvinder, partifæller! Over fire år er gået siden den dag, på hvilken de internationale ophidsere, der allerede i lang tid åndeligt og materielt havde forberedt krigen mod Tyskland, endelig kunne overrække deres krigserklæring. Da England og Frankrig d. 3. september 1939 afbrød forbindelsen med Tyskland og derved provokerede den længe længselsfuldt ønskede krig, handlende de i en århundredlang traditions ånd. Især England levede i dette øjeblik i den illusion, at det kunne videreføre sin over 300-årige praksis med europæisk krigsprovokation med denne gang særligt billig indsats af egne midler.

Oversete kendsgerninger
Den britiske imperialismes traditionspolitiks kloge mænd havde ganske vist overset nogle vigtige kendsgerninger: At der ved denne krig var indtrådt en fuldstændig ændring i situationen, da det ikke mere var England, der kunne drage nytte af genoprettelsen af en teoretisk kræfternes ligevægt som resultat af denne krig, men kun bolchevismen, at der derfor overhovedet ikke længere eksisterer en såkaldt kræfternes ligevægt i Europa, men at nødvendigheden af Europas opretholdere over for den bolchevikiske fare udelukkende er et spørgsmål om tilstedeværelsen af en dominerende kontinental magt. De britiske mening, at man ved en dygtig jonglering og ved at skyde forbundsfæller foran sig fra tilfælde til tilfælde kunne forskyde det europæiske tyngdepunkt efter behov og i enhver retning, har overlevet sig selv og er umuliggjort ved kendsgerningernes hårde nødvendighed, thi i de store nationers kamp kan England som magt ikke længere spille nogen afgørende rolle. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 1. januar 1944.

1943 – Forfølgelsen imod jøderne

Forfølgelsen imod jøderne i Danmark er begyndt, de illegale blade beretter i store artikler om at nazimens råhed nu igen viser sig i Danmark, hvor angiveligt 1.600 jøder skulle være blevet arresteret allerede. Angiveligt begyndte det hele natten mellem den 1. og 2. oktober.

I Frit Danmarks oktober blad fremhæver man at Hitler havde givet garanti for at nazismen ikke kunne eksporteres til andre lande, alligevel blev fristelsen for stor, og dette er bl.a. hvad besættelsen medføre for de besatte lande rundt om i Europa.

Fra Frit Danmark kan læses at arrestationen af kommunisterne i 1941 ikke er glemt; “Side om side med jøderne blev 143 danske kommunister deporteret til koncentrationslejren Stutthof ved Danzig. – og ingen ved, hvem der bliver de næste”.

En del jøder er ifølge de illegale blade bragt i sikkerhed i Sverige, hvor landet skulle have indvilget i at tage imod alle jøder, som måtte komme fra Danmark.

Kilde: Frit Danmark, illegalt blad, årgang 2, nr 7, oktober 1943

1943 – Tyskland besluttet på kun at slutte kampen med en klar tysk sejr

Roosevelt og Churchill har lært Tyskland at hade

I anledning af årsskiftet har Hitler fra Førerhovedkvarteret rettet et opråb til det tyske folk og udstedt en dagsbefaling til den tyske værnemagts soldater. I dagsbefalingen lover Hitler soldaterne ikke blot bedre, men også flere våben og mere ammunition. “I denne kamp gives der ikke længere noget kompromis”, hedder det i dagsbefalingen. “Hr. Roosevelt og hr. Churchill har nu lært Tyskland at hade.”

I opråbet erklærer Hitler bl.a.:

Den nationalsocialistiske stats stilling i denne verdenshistoriske, vældige kamp bestemmes at to synspunkter: 1) Vi har ikke gjort hverken Frankrig eller England eller Amerika noget. Vi har ikke krævet noget af disse lande, der kunne give anledning til denne krig. Ja, selv ethvert fredsforslag under krigen er blevet stejlt afvist af de internationale krigsforbrydere og forklaret som tysk svaghed. Man har som for 25 år siden ikke blot erklæret os krig, men har påtvunget os kampen. 2) Da krigen var undgåelig, besluttede vi at føre den med hele den fanatisme, som nationalsocialismen er i stand til. Det er frem for alt vor vilje at føre den til en endelig og klar afgørelse, så vore efterkommere kan blive sparet for en gentagelse af denne katastrofe. […] I den anden verden synes man ikke at vide, at den nationalsocialistiske Tyskland hverken vil blive besejret eller nogensinde vil blot tænke på at kapitulere. Det er tværtimod besluttet kun at slutte denne kamp med en klar sejr.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. januar 1942.

1942 – Tyskerne marcherer i dag ind i det ubesatte Frankrig

Tyske og franske tropper vil side om side forsvare fransk territorium

Paris Radio meddeler, at tyske tropper har fået ordre til at rykke ind i det ubesatte Frankrig, og at tyske troppestyrker nu er på vej til Marseille, Rigskansler Hitler har sendt marskal Pétain et budskab, i hvilket det hedder, at de tyske soldater nu side om side med det franske folk og de franske soldater vil forsvare fransk territorium.

Formålet er at forhindre en gentagelse af Nordafrika i Sydfrankrig. Allieret plan om angreb på Korsika og den sydfranske kyst.

Føreren har tilstillet den franske statschef følgende brev, der tidligt i dag blev oplæst i den franske radio:

Hr. marskal! Siden den dag, da mit folks skæbne kaldte mig, har jeg ærligt bestræbt mig for at tilvejebringe et bedre forhold til Frankrig, selv med store ofre fra Tysklands side. når disse forsøg forblev uden resultat, var det ikke min skyld. De krigserklæringer, som England og Frankrig den 8. september tilstillede Tyskland, har derfor berørt mig og det tyske folk så meget dybere, som der hverken for England eller Frankrig fandtes nogen blot gyldig grund herfor. Det hurtige felttog, der endte så ulykkeligt for Frankrig, har trods alt ikke kunne befri mig for den tanke, at lade spørgsmålet om tilvejebringelsen af en bedre europæisk solidaritet stå åbent i hvert fald for fremtiden. jeg har derfor ikke i våbentilstandsbetingelserne indføjet noget, der ville havet i modstrid med de i præamblen bebudede mål eller ikke ville have været ubetinget nødvendig i denne forstand.

Det tyske rige har derfor heller ikke udnyttet Frankrigs daværende svaghed for at foretage afpresninger, men kun krævet, hvad en sejrherre i et sådant tilfælde er nødt til at kræve, nemlig sikring af resultatet, dvs. garanti for, at våbentilstanden ikke betyder en forbigående episode, men krigens faktiske afslutning og endelig, at denne våbentilstand som følge af sin mildhed medføre en forværring af det tyske riges militære situation i tilfælde af, at krigen skulle blive forlænget ved Frankrigs tidligere allieredes uforsonlighed. Tyskland rejste dengang intet krav om den franske krigsflåde, og det har heller ikke på mindste måde grebet ind i den franske regerings suverænitet og dets kolonirige. […]

Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. november 1942.