1941 – Kun ledige arbejdsmænd og kvinder i Kolding

Hvordan ligger arbejdssituationen i Kolding by?

Alle håndværkerene er i sving. Arbejdsløsheden findes næsten udelukkende blandt arbejdsmænd og kvindelige arbejdere; strikkersker, bryggeriarbejdersker, slagteriarbejderske og hønseslagteriarbejdersker i Vamdrup. Af arbejdsløse arbejdsmænd er der omkring 400 og af kvindelige arbejdsløse arbejdersker 170, deraf 25-30 i Vamdrup. Det drejer sig for størstedelen ikke om unge piger, men om lige ældre gifte koner, som har haft en selvstændig fortjeneste.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. maj 1941.

1941 – Om ledigheden mellem kvinderne

Formanden for Kvindeligt Arbejder Forbund, fru Fanny Jensen har til avisen Socialdemokraten den 1. marts 1941, leveret følgende læserbrev:

I den konservative provinspresse verserer der for tiden en artikel under overskriften: ”De ledige kvinder”, hvis indhold er et angreb på den arbejdsløse kvinde indenfor industrien.

Jeg tillader mig derfor – som formand for en stor kvinde arbejdsløshedskasse – at imødegå forskellige af de i artiklen anførte påstande, der tydeligt viser, at dens forfatter ikke er helt kendt med de forhold, han tager op til behandling.

Først omtales den store mangel på husassistenter sammenholdt med den stadige stigning i tallet på de arbejdsløse i De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse og det hævdes, at de unge piger foretrækker at hæve understøttelse fremfor at tage husligt arbejde.

Også de kvindelige arbejdere må følge den regel, at de skal tage anvist arbejde.

Hertil skal jeg bemærke, at De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse selvsagt administreres efter vedtægter nøjagtigt som de mandlige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, og disse vedtægter kan vore medlemmer lige så lidt som de mandlige arbejdere komme udenom.

Hos os gælder naturligvis også den regel, at ingen kvinde kan få understøttelse, såfremt hun vægrer sig ved at tage et af kassen anvist arbejde.

Dette er vore medlemmer indforstået med, og vi har aldrig haft vanskeligheder ved at få dem til at modtage anvist arbejde.

Jeg kan nævne flere eksempler på, at vore medlemmer har fået anvist arbejde både 10 og 12 km fra deres hjem, uden at man i noget tilfælde har været ude for, at de nægtede at tage det, og her drejede det sig netop om husligt arbejde.

At industriens kvinder er ude for store vanskeligheder, dels grundet på arbejdsmangel og dels på grund af mangel på råstoffer, er vi alle bekendt med, men det giver dog ikke anledning til at fremsætte påstand om, at kvinderne foretrækker understøttelse fremfor arbejde.

Derimod kunne og burde der udvises mere samfundssind fra visse arbejdsgivere, der i mange tilfælde afskediger enligtstillede kvinder og familieforsørgere, og så – når der igen bliver beskæftigelse – i stedet for at henvende sig til fagforeningerne for at få disse kvinder igen – antages unge piger lige fra gaden.

Det afhjælper i hvert fald ikke arbejdsløsheden, men er tværtimod en yderligere belastning for arbejdsløshedskasserne.

Hvad angår manglen på huslig hjælp, da ligger forholdet jo sådan, at der er husassistenter nok at få. Mange af disse unge piger er blevet afskediget fra hjemmene, fordi husmødrene, for at spare, antager timelønnet konehjælp.

Endnu en vanskelighed, vi kommer ud for, når industrikvinder får anvist arbejde som husassistenter, er husmoderens bestemte krav om anbefalinger fra tidligere pladser, et krav, som vore medlemmer ifølge sagens natur umuligt kan opfylde, fordi de hidtil udelukkende har været beskæftiget i industrien. Følgen heraf er, at de ikke kan få pladsen.

Husassistenternes Forbund kan for tiden anvise kvalificeret hushjælp i fornødent omfang, men manglen på husassistenter er efterhånden blevet en stående påstand, hvor diskussionen er om arbejdsløsheden indenfor industrien.

Endelig må det ikke glemmes, at industriens kvinder betaler deres kontingent til Arbejdsløshedskassen for at sikre sig imod arbejdsløshed.

Alene de kvindelige arbejderes Arbejdsløshedskasses medlemmer betaler således mellem 3 og 4 millioner kr., årligt i kontingent.

Hvad angår det store spørgsmål at skaffe arbejdsløse kvinder beskæftigelse, da er det ikke noget nyt problem, der er taget op af Danske Kvinders Beredskabstjeneste, der anvises i forslaget til regeringen, er nye, hvor velmente de i øvrigt kan være.

Vor hovedbestyrelse er stadigt vågen overfor problemet: Beskæftigelse til de arbejdsløse, og vi har længe haft arbejdsløse medlemmer på højskole, ligesom vort beskæftigelsesudvalg har forskellige planer under overvejelse, uden at vi dog tror, at sådanne foranstaltninger vil få særlig betydning. Det er nu engang ikke så lige en dag at finde nødhjælpsarbejde til kvinderne.

Det er i hvert fald givet, og det bør slås fast, at den arbejdsløse kvinde – akkurat ligesom den arbejdsløse mand, langt, langt hellere ville have arbejde end understøttelse, det har vi fagforeningsfolk de bedste forudsætninger for at kunne bedømme.

Man kan nu engang ikke tage arbejde, hvor intet er at få, men man burde forskåne de arbejdsløse kvinder for en sådan omtale som den, de er genstand for i den omhandlende artikel, den arbejdsløses lod er i forvejen tung nok at være under de nuværende forhold.

Fanny Jensen

Kilder:
Om ledigheden mellem kvinderne, af Fanny Jensen, Fre. Socialdemokraten, side 2, 1. marts 1941

1941 – Danske arbejdere i Tyskland

Fra avisen Socialdemokraten meddeles det, at antallet af danske arbejdere i Tyskland i februar 1941 nærmer sig 30.000. Der afgår ugentligt tog fra København, med gennemsnitligt 700 arbejdere, og hver uge, afgår der ligeledes tog fra Jylland, dog med et mindre antal arbejdere.

Statens Udvandrekontor har måtte ansætte ekstra personale, for at kunne følge med til at klare ekspeditionerne.

Siden den 1. juni 1940, og til februar 1941, har de danske arbejdere i Tyskland sendt 10.730.000 kroner hjem til deres familier i Danmark. For tiden søges der arbejdere til bygningsindustrien og alle slags fagarbejdere til metalindustrien, der søges også efter mejerister, husassistenter og kvindelige fabriksarbejdere.

Kilder:
Danske Arbejdere i Tyskland, Fre. Socialdemokrat, s. 2, 18. feb 1941

1941 – 670.000 udenlandske arbejdere i Tyskland

Det tyske blad ”Reich-Arbeits-Blatt”, har fundet vej til de danske medier, der i februar 1941 kan meddele, at der siden sommeren 1939 i Tyskland har været anvendt 670.000 udenlandske fagarbejdere.

De besatte vestlige områder, derunder Danmark, har sendt omkring 218.000 arbejdere til Tyskland, mens Italiens har sendt 70.000 og Slovakiet omkring 46.000.

I Danmark kalder man arbejderne for Tysklandsarbejdere.

Kilde:
670.000 udenlandske arbejdere i Tyskland, Fredericia Socialdemokrat, 7. feb 1941, side 2

1941 – Tysklandsarbejdere fra Kolding

Hr. borgmester Knud Hansen

Det meddeles herved, at 157 koldingsensiske Arbejdere og lign. pr. 24/1 1941 har anmeldt at have midlertidigt Ophold i Tyskland.

De paagældende tilhører følgende Fag:

Bagere 2, chauffører 4, malere 8, slagtere 7, murere 5, arbejdsmænd 50, maskinarb. 9, bude 1, guldsmede 2, blikkensl. 2, lagerexp. 4, medhjælpere 8, kontorass. 5, mejerister 3, klektrikere 3, montører 2, typografer 3, smede 5, snedkere 1, gartnere 4, barberer 3, kommisser 5, kokke 2, vulkanisør 1, handelsm. 2, skomagere 1, arbejdersker 2, husgerning 7, Expeditricer 2

Afskrift af dokument, Antal koldingensiske arbejdere med midlertidigt ophold i Tyskland, 1941, A140 / ks. 4, opbevares Kolding Stadsarkiv

1940 – Rejseleder Fausbøll om Tyskland

Rejseleder Valeur Fausbøll udtaler om Tyskland til avisen Fædrelandet den 2. oktober 1940:

Jeg har altid haft et intimt samarbejde med tyskerne på det turistmæssige område, og dette samarbejde har selvfølgeligt ikke kunnet undlade at have påvirket mig til fordel for Tyskland og det nye regime, hvis strålende resultater jeg ikke blot har set med turistens overfladige syn, men som jeg også ved personligt samvær med tyskere af alle samfundslag har haft lejlighed til at stifte et virkeligt bekendtskab med.

Min naturlige begejstring for Tyskland, som jeg aldrig har søgt at lægge skjul på, har ofte ført til, at jeg netop har stødt på folk, der har udtalt sig meget ringeagtende om Tyskland, men en lille trøst har det været mig, at disse mennesker for det meste aldrig nogensinde har været i Tyskland, endsige har gidet gøre dem den mindste umage for at forstå det tyske folk, dets lederes og dets mål.

Naturligvis – både hos tyskeren som ener og som nation, kan jeg nævne ting og egenskaber, som ikke tiltaler mig – det kan man jo ved alle mennesker og nationer – det kan jeg også hos mine egne landsmænd, men jeg har altid ment, at det var rigtigere at arbejde i positiv end negativ retning, at det var vigtigere at bygge op end at rive ned, og skal vi her i Danmark være med i genopbygningen af det nye Europa, må vi også, hvad enten vi synes om det eller ej, søge at indordne os under de nye forhold, og med god vilje tage bedst muligt ved lære af alt det, som kan være til gavn for vort lands og vort folks videre udvikling.

… Hvis f.eks. den danske arbejder med sine egne øjne kunne få lov at se, hvad det nationalsocialistiske styre har skabt for kår for sine arbejdere, ville han ikke kunne undgå at få respekt og beundring for de mænd, der har arbejdet for dette. – Sådan vil jeg kunne nævne dem mange andre områder, hvor en dansker må falde i beundring over tyske forhold, og hvor det ville blive til gavn for den danske befolkning, hvis vi kunne tage lidt ved lære.

Foruden dette, må jeg tilføje, at jeg tror, dette ville være til lykke for vort folk om vi kunne lære lidt af den pligtfølelse og disciplin, der har sammensvejset det tyske folk til ét stort folkefællesskab og derigennem igen skabt det nye Tysklands umådelige styrke.

Kilde:
Jeg har ofte stødt på folk, som har talt dårligt om Tyskland, Fædrelandet, side 4, 2. oktober 1940