1942 – Døgnbevogtning til alle samfundsvigtige virksomheder

For at hindre brande eller sabotage – Forslaget fremsat i folketinget i dag

I folketingets tirsdagsmøde fremsatte justitsministeren forslag til lov om sikkerhedsforanstaltninger inden for erhvervsvirksomheder med mere. Efter forslaget er statsvirksomheder, kommunale anlæg og private erhvervsvirksomheder, hvis uforstyrrede produktion eller drift er samfundsvigtige, pligtige til efter politiets pålæg at træffe sikkerhedsforanstaltninger mod ildsvåde eller lignende og til afværgelse af skadevoldende handlinger mod virksomheder, herunder navnlig at etablere bevogtning og lignende beskyttelse inden for virksomheden. Udgifterne skal afholdes af vedkommende virksomhed selv og det antagne bevogtningsmandskab skal godkendes af politiet.

I bemærkningerne understreges det, at Justitsministeriet må anse det for absolut nødvendigt, at der træffes særlige foranstaltninger til afværgelse af ødelæggelse af samfundsvigtige virksomheder og af varebeholdninger af væsentlig forsyningsmæssig betydning for landet. Opgaven er så omfattende, at den ikke udelukkende kan pålægges politiet, og man finder det da også rimeligt, at de pågældende virksomheder selv sørger for den fornødne beskyttelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. december 1942.

1942 – Kolding luftværnschef tilråder opsætning af træskodder

Men de handlende finder det vanskeligt at gennemføre.

Butiksrudernes beskyttelse mod lufttrykket fra bombenedslag er blevet aktuelt. Man er rundt om begyndt at tale om sikring med træskodder og i Aarhus har politimester Hoeck givet de handlende det råd at tage ruderne ud og opbevare dem på et sikkert sted, og så i stedet indsætte brædder i vinduesåbningerne. I Kolding har urmager Dynesen som omtalt allerede sat en brædde-montage for sin butiksrude i Jernbanegade.

Kolding Avis spurgte i går Koldings luftværnschef, politimester Thalbitzer, om det er tilrådeligt for de handlende med store butiksvinduer at foretage denne foranstaltning.

Det er i og for sig tilrådeligt, svarede politimesteren, hvis de handlende vil ofre denne udgift for at sikre sig. Det er jo en drastisk foranstaltning, der tillige er bekostelig, men til gengæld er en beskyttelse med træskodder bedre end noget andet, hvis man skulle komme ud for en katastrofe, og vi kan heller ikke her i Kolding se bort fra bombenedkastninger. Anvendelsen af træskodder er et effektivt led i beskyttelsen, men vi tør ikke påbyde det, fordi det er så bekosteligt. Men vi kan råde handlende til at foretage en sådan foranstaltning, fordi den er gavnlig og vil forøge sikkerheden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 8. marts 1942.

1941 – Luftværnets vigtigste bud

Luftværnets første bud lyder som Luftværnets sidste bud: Vær rolig! Det øvrige, man skal huske, er følgende: Stigende og faldende sirenetone betyder fare for flyverangreb.

I hjemmet: sluk for gas og elektricitet; gå derefter roligt og besindigt til tilflugtsrummet – De kender vejen. I Byen: Gå roligt til nærmeste offentlige tilflugtsrum. I åbent terræn: Læg Dem fladt på jorden, helst i en grøft, under et træ eller lignende.

Vær på vagt mod ildebrand; hold husvagtmateriellet i orden. Findes intet tilflugtsrum, er De syg eller svagelig; søg beskyttelse indendørs ved tykke indvendige mure, i en entré, en korridor eller lignende. Husvagten er myndighedernes tillidsmand, følg hans anvisninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 4. december 1941.

1941 – Konvojerne får fælles engelsk-amerikansk flådebeskyttelse

Nyt konvoj-system for leverancerne til England.

Det amerikanske Marineministerium meddeler i dag, at der vil blive indført et nyt konvoj-system ved leveringen af krigsmateriel til Storbritannien. Engelske og amerikanske krigsskibe skal herefter i fællesskab beskytte enhver amerikansk eller engelsk konvoj, som går over Atlanterhavet.

Konvojerne vil ikke følge den hidtidige rute, men skal ikke gå direkte til engelsk havn. Dette betyder, at de angelsaksiske magter elle revisionen af den amerikanske neutralitetslov vil benytte samme konvoj-system som under verdenskrigen, hvilket naturligvis indebærer en betydelig forøget risiko for de amerikanske krigs- og handelsskibe. Hidtil ledsagedes konvojerne fra øst til vest det første stykke af vejen af amerikanske krigsskibe, medens engelske krigsskibe overtog eskorten på strækningens anden halvdel. Afløsningen medførte imidlertid ofte, hedder det, at handelsskibene i timevis sejlende uden beskyttelse.

Kilde: Kolding Avis, 29. november 1941.

1940 – De rådnende sandsække skal udskiftes med sandkasser

Atter en udgift for husejerne.

Politiet i Kolding – som vel også andre steder – har i den sidste tid haft deres opmærksomhed henvendt på de forskellige sandsække, der skal danne værn for beskyttelsesrummene. Tidens tand gnaver, som bekendt, og navnlig har den gnavet slemt ved sandsækkene, der mange steder for længst er bristede, så deres indhold dovent er gledet ud på fortove og andre fodstiger, hvor folk efter mørkets frembrud kan falde i de sørgelige rester af sække og deres indhold.

Alle sandsække skal nu, udtaler politikommissær Kleberg i en samtale i formiddags, erstattes med sandkasserne. Sækkene er skørnede og rådnede og sandet flydt ud, så den gavn, de kan komme til at gøre i den forfatning, er ret illusorisk. Vi har derfor set os nødsaget til nu at kræve sækkene erstattet med sandkasser […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. november 1940.