1944 – Allerede 150 cykeltyverier

Der fiskes for tiden efter cykler i åen

Kriminalpolitiet i Kolding har indført noget nyt, idet man fremtidig fører en omhyggelig statistik med alle forbrydelser fra måned til måned. Kurven for cykeltyverierne viser for februar en nedgang i forhold til januar, og vi benytter lejligheden til at spørge kriminalassistent Fasting om det betyder, at der er en fortsat nedgang i disse tyverier.

“Det er ikke tilfældet”, siger kriminalassistenten. “Det er op og ned med tyverierne og også cykeltyverierne. I januar havde vi 44 og i februar 46. Noget tal for den første halvdel af marts har vi ikke, men tallet skal nik ligge på 150 for den forløbne del af året, så nogen nedgang er der altså ikke tale om. I øvrigt er vi for tiden i gang med en større cykeltyveriaffære. En af tyvene har foreløbig aflagt tilståelse om en halv snes cykeltyverier, og vi fisker i disse dage i åen efter en del af disse cykler.”

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. marts 1944

1943 – 3 cykelbander med foreløbig 23 implicerede

I går lykkedes det kriminalpolitiet at arrestere endnu en cykelskræller. Han tilstod sig skyldig i cykelskrælleri og blev i formiddags fremstillet i kriminalretten, hvor han gentog sin tilståelse og derefter blev fængslet. Der sidder i øjeblikket i alt 21 varetægtsarrestanter i Kolding Arrest. Langt de fleste af dem hidrører fra en af de tre cykelskrællerbander, som kriminalpolitiet efterhånden er kommet til livs. De tre bander omfatter henholdsvis 12, 7 og 4 implicerede; de fleste af dem har skrællet cyklerne, men enkelte andre er hælere i sagerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. juli 1943.