1944 – Tryk mod Cherbourg fra syd og øst

Allierede forstærkninger ført frem med 40 større landgangsfartøjer

Berlin, RB.

Internationale Information meddeler:

Det vedvarende dårlige vejr har også øvet indflydelse på de gensidige operationer i nat. Til trods for de dårlige vejrforhold var fjenden nødsaget til på grund af svære tab på landjorden i går at føre tilførsler frem med omtrent 40 større landgangsfartøjer. De løb med kurs mod Ornes munding. Som følge af den hårde brænding, der kan iagttages langs hele Seinebugtens sydkyst, er det et stort spørgsmål, om skibene har kunnet kommet til land eller må afvente en forbigående bedring i vejret. På Cotentin-halvøen vedvarede fjendens tryk fra syd og øst mod fæstningen Cherbourg. Særlige begivenheder kan der dog ikke meldes om nu til morgen fra dette frontafsnit. Fjenden er næppe kommet fæstningen nærmere.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. juni 1944.

1944 – Tyskerne venter Montgomerys generalangreb i nær fremtid

Store tilførsler af tropper og materiel til Normandiet

Berlin, onsdag STB.

De allieredes invasionsflåde har i de sidste 24 timer udfoldet en aktivitet som på invasionens første dag. Tropper og og materieltransporter er gået over Kanalen, hvor de i hektisk tempo er landsat på Normandiets kyst. Tyske rekognosceringsflyvere erkærer, at der på alle de fire hovedlandingsarealer i Seine-bugten er kommen adskillige større troppetransporter i land, ligesom betydelige mængder af tungt krigsmateriel er landsat. På denne baggrund anser kompetente tyske militærkredse nu t tidspunktet for inde, da Montgomery vil indlede sit generelangreb fra brohovedet. Offensiven kan komme i de allernærmeste dage, måske endog i løbet af de kommende timer, siger man i Berlin. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni 1944

1944 – Kun kampe af større omfang vest for Caen i løbet af mandagen

Englænderne angreb med stærke panserstyrker de tyske linjer syd for Bretteville og Andrieu

Berlin, RB.

Efter hvad Internationale Information meddeler, kom det i går på invasionsfronten kun til kampe af større omfang vest for Caen. Her angreb englænderne med stærke panserstyrker fra Bretteville og Andrieu hele dagen igennem de syd for de to byer liggende tyske linjer, men de hentede sig, trods intensiv understøttelse af deres aktioner af artilleri og jagerbombemaskiner over hele linjen blodige sår. Efter at der ved Andrieu allerede om formiddagen var bleven sønderskudt 18 svære britiske panservogne, steg tabstallet stadig i dagens løb, så ledelsen af det tyske afsnit om aftenen kunne melde 59 svære og meget svære fjendtlige panservogne sønderskudt. Som følge af, at denne aktion, som tilsigtede at hæve de tyske positioner nord for Caen af hængslerne fra den venstre flanke, mislykkedes, udeblev også det forberedte frontangreb på Andrieu. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. juni 1944.

1944 – Tyskerne anslår Montgomerys styrker til 350-400.000 mand

De allierede styrker er nu samlet i et enkelt stort brohoved

Berlin, mandag, I.N.T.

Efter de forstærkninger, som fra Sydengland i det sidste døgn er ført til fronten i Frankrig, anslår man nu fra tysk side at omfatte mellem 350.000 og 400.000 mand. En del af de sidst ankomne forstærkninger af engelske landgangstropper er landsat ved Pont Leveque mellem Orne-floden og Seinen. Det er dog endnu ikke klart om disse landsætninger betegner et nyt forsøg på at oprette et nyt brohoved ved Tronville, eller om de engelske tropper kun har til opgave at ødelægge de forbindelseslinjer, ad hvilke tyskerne fører forstærkninger frem til slaget om Caen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. juni 1944.

1944 – Glæde og forventning over Danmark

Da invasionsbudskabet spredtes over landet
Så skete det da, dette store, vidunderlige, som vi har et hen til i uger, måneder, år. Invasionen blev en kendsgerning. Den 6. juni gav general Eisenhower sine soldater ordre til at indlede stormen på fæstningen Europa. Nyheden var så altovervældende, at vi ligesom i første øjeblik blev helt fortumlede. Havde vi ikke lige modtaget glædesbudskabet om Roms fald og de tyske hæres katastrofale nederlag i Italien – og så skulle vi samtidig overvældes med nyheden om invasionens start. Det var næsten for godt til at kunne være sandt. Men det var sandt! I hundredtusindvis af unge mænd fra Amerika, England og Canada var gået i kamp for at befri også vort elskede fædreland fra det tyske Barbari – og vi græd af glæde, fordi vi nu vidste, at frihedens time var rykket et afgørende skridt nærmere.
Det var derfor jubel i vore hjerter fra morgenstunden den 6. juni – og det var slet ikke muligt for os at skjule denne glæde trods stikkere og andet kryb. I sporvognene, i tog, på restauranter og i forretninger lykønskede vildt fremmede mennesker hinanden til dagen, og det var ikke så få steder, at Dannebrog gik til top til ære – i taknemmelighed – for vore allierede venner.
Det første meddelelse om invasionen kom gennem den tyskkontrollerede danske radioavis – og blev derfor modtaget med den allerstørste skepsis. For det første var vi jo blevet advarede imod falske tyske invasionsmeldinger, og for det andet var vi jo vant til at blive proppet i den grad med løgn fra denne kant, at vi ikke turde glæde os for tidligt. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske’, 11. juni 1944, nr. 9, 3. årg.

1944 – Kampene ved byen Caen

Dårligt vejr ved Kanalen

Berlin, lørdag, INT.

Invasionens fjerde dag begyndte med voldsomme regnskyl, som indvirkede på kamphandlingerne, idet landstridskræfternes indsats vanskeliggjordes i betydelig grad. I de tidlige morgentimer klarede det op, men trods den relativt lave temperatur, så det ud til torden. I løbet af dagen blev vejret igen betydeligt dårligere.

Caen er nu som før fast i tysk besiddelse. Natten til den 7. juni var stærke grupper af en britisk luftlandedivision blevet landsat i området sydøst for byen. Tyske styrker drev dem tilbage ad vejen Falaise-Caen mod nord. De britiske styrker satte sig fast i den sydlige udkant af byen omkring banegården og forskansede sig. I nat har tyske tropper gennemført flere modstød i området mellem Caen og Douvres, altså flere kilometer nord for Caen. Om luftaktiviteten i går meddeler de tyske rapporter, at det var den tidtil svageste fra allieret side. Tunge bombemaskiner sås overhovedet ikke over kampområdet, idet de allierede nøjedes med indsats af lettere maskiner. Antallet af flyvemaskiner, som det tyske luftvåben kastede ind i kampen, var større end de allieredes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. juni 1944.

1944 – Tusinder af grave i Normandiet

Faldskærm-mændene begravede deres kammerater

Berlin, R.B.

Internationale Informations særlig luftvåbenskorrespondent i Nordfrankrig meddeler:

I løbet af 48 timer havde kyststriben syd for Seine-bugten forvandlet sig til en slagmark. De om natten mellem den 5. og 6. juni udsprungne amerikanske, britiske og canadiske luftlandetropper led særlig der, hvor de var blevet udsat lidt længere ind over den normmaniske kryst, ofte en tragisk skæbne. Flere grupper blev næsten lynhurtigt omringet af de tyske kommandoer og hermetiske indesluttet. Deres fortvivlede forsøg på at bryde ud og få kontakt med de øvrigt faldskærmsafdelinger strandede med blodige tab. Der var for faldskærmsfolkene kun den mulighed at koncentrere sig og gøre modstand. Talrige enkelte grupper blev revet op i de påfølgende timer. For de tyske grenaderer og panserfolk frembød der sig frygtelige billeder af ødelæggelse. Overalt var der rejst gravhøje, i hvilke de tilbageværende faldskærmsfok havde begravet deres faldne kammerater. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. juni 1944.

1944 – Mindst 15-16 divisioner angriber i Nordfrankrig

Civilbefolkningen på flugt fra de krigshærgende områder. Kampbilledet har ikke ændret sig væsentligt

Internationale Information:

Kampbilledet på invasionsfronten havde ifølge de til morgen foreliggende meldinger ikke i væsentlig grad ændret sig. Den allierede overkommando tilførte brohovederne vest for Orne-mundingen og nord for Carentan yderligere forstærkninger i aften- og nattetimerne, så at der her antagelig er sat mindst 15-16 divisioner ind. Af disse er i hvert fald en betydelig del så stærkt medtaget, at deres kampværdi er blevet betydelig nedsat. Særlig store tab har ifølge de nu foreliggende, nogenlunde overskuelige tilintetgørelsesresultater invasionstropperne lidt. Med sikkerhed er mindst 23 fuldt besatte transportskibe og landgangsskibe med kampvogne på i alt 130.000 brt., blevet sænket, og talrige andre er blevet så alvorlig beskadiget, at de har måttet opgives med betydelige tab af mandskab.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. juni 1944.