1942 – 15 nordmænd skudt for forsøg på flugt

Skaffet sig motorbåd, to maskingeværer og store mængder ammunition for at sejle til England.

17 norske statsborgere er ved dom afsagt af SS- og politiret Nord dømt til døden den 9. maj, mens en fik 10 års fængsel. De havde aftalt at rejse fra Norge til England. Til dette formål havde de købt en motorbåd med brændstof samt forskellig udrustning. De blev arresteret før afrejsen.

Ved samme dom blev 6 af de dømte endvidere yderligere en gang dømt til døden, fordi de havde skaffet sig to maskingeværer med store mængder ammunition. Desuden er tre norske statsborgere dømt til 15 års tugthus og tre til 10 års tugthus for at have hjulpet de Englandsfarere, der er dømt til døden. Endelig blev en norsk statsborger dømt til 15 års tugthus fordi han ved at sælge sin både havde muliggjort rejsen. Våbnene og motorkutteren blev inddraget.

Som følge af ansøgning om benådning har rigskommissær Terboven den 20. maj ændre dødstraffen for de to norske statsborgere til livsvarigt tugthus, fordi disse to ikke var fyldt 20 år, da overtrædelsen fandt sted, og fordi de ikke var delagtige i opbevaringen af våbnene. Ansøgning om benådning for de 15 andre dødsdømte blev afslået ud fra principielle overvejer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. maj 1942

1942 – Regeringserklæring om Christmas Møllers Englandsrejse

Regeringen meddeler fredag:

Onsdag den 13. ds. modtog justitsministeren et fra København afsendt og den 12. ds. her poststemplet brev fra fhv. handelsminister og fhv. folketingsmand Christmas Møller, indeholdende meddelelse om, ar hr. Christmas Møller for nogle dage siden sammen med sin hustru og søn havde forladt landet.

Fælles sag med de ‘Frie Danske’

Torsdag den 14. ds. holdt hr. Christmas Møller i den engelske radio en tale, hvoraf fremgik, at han har begivet sig til England for at gøre fælles sag med de ‘Frie Danske’, der i strid med den danske regerings politik har stillet sig til rådighed for og udfoldet forskellig virksomhed til fordel for den ene af de krigsførende parter.

Kun én dansk politik

Regeringen har tidligere givet udtryk for, at der kun findes én dansk politik, nemlig den, der føres af landets ansvarlige regering i overensstemmelse med landets rigsdag, og at det er enhver borgers pligt, at indordne sig under denne politik, idet anden handlemåde kan volde landet vanskeligheder. Regeringen må derfor beklage, at et tidligere medlem af regeringen og den danske rigsdag uden tilladelse har forladt landet og stillet sig til rådighed for kræfter, der ikke følger de retningslinjer, som af de ansvarlige danske myndigheder på grundlag af disses kendskab til alle i betragtning kommende forhold er fastlagt som den for landets vel rigtige politik. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1942

1942 – Christmas Møllers tale

Indholdet af Christmas Møllers tale fra London den 14. maj 1942

Jeg er taget til England på eget ansvar og af egen fri vilje uden nogen som helst hjælp derhjemmefra i håb om og tro på at kunne gøre mit fædreland nytte ved mit virke i England.

Jeg er glad ved nu at befinde mig i den verden, der ikke er undertrykt af tyskerne. Mange vil misbillige min handling, andre måske ikke. Jeg ved dog, at min hustru og jeg har handlet som vor samvittighed bød os og som verden er i dag, kan enhver kun handle, som samvittigheden byder det. […]

Jeg har læst ‘De Frie Danskes’ ugeblad med stor interesse lige fra det begyndte at udkomme og jeg har med beundring fulgt den forholdsvis snævre kreds, der står bag det. Der er stor forståelse for vor sag her i England. Denne krig er for England og dets allierede idéernes krig – eller snarere idéens krig. Det er Hitlerismen, vi kæmper imod – ikke det tyske folk, ligesom det er tilfældet derhjemme. Hvert enkelt folk skal have ret til at føre sit eget liv.
Hitlers idé med et herrefolk passer ikke for vort sindelag. Vi derhjemme er jo afskåret fra at deltage i det store verdensopgør, men jeg har allerede fortalt mange om danskernes indstilling og skal i tiden, der kommer, se det som min opgave ustandseligt at fremhæve, at danskerne anser England og dets allieredes sag for deres, da vor ide om en lykkelig styreform er den samme. […]

Tyskerne er ikke kommet ét skridt længere med os, end de var den 9. april 1940. Men Danmark længes mere end nogensinde efter at få sin frihed tilbage. Vi følger os som i fængsel. Tyskerne kan måske bøje os, men ikke knække os. Vi kan vel give efter, men vil føre vore kamp ligesom Norge.

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, maj 1942, nr. 7, årgang 1.

1942 – Hitler i Rigsdagen

Den tyske fører Hitlers tale i den tyske Rigsdag den 26. april 1942

Vi har betvunget den skæbne, som har ødelagt en anden (Napoleon) for 130 år siden.

Blot denne mand ikke atter giver sig til at klage og klynke, når jeg nu vil se mig tvunget til at give et svar, som vil bringe overordentlig megen ulykke over hans eget folk. Jeg vil fra nu af gengælde slag med slag, indtil denne forbryder falder og hans værk bryder sammen.

England kan intet vinde i denne krig, det vil tabe. Og den erkendelse vil da måske engang indgå i dets historie, at man hverken skal betro folks og landes skæbne til kyniske drankere eller til sindssyge.

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia.

1942 – Amerikanerne sender store luftstyrker og tropper til England

Kun tonnage-problemet hindrer allieret landgangsforsøg i Vesteuropa.

Det anses nu i almindelighed for givet, at forsendelsen af store, amerikanske luftstyrker og tropper, først og fremmest afdelinger med uddannelse som “commandoes” til England er et af resultaterne af forhandlingerne i London. Om dette i sin videre udvikling betyder indledningen til en engelsk-amerikansk offensiv med åbning af en vestfront allerede i sommer, er et spørgsmål, der ikke kan besvares, før militæret har foretaget sit udspil; men muligheden vil antagelig blive livligt diskuteret, ikke mindst fordi man alene i diskussionen håber at kunne skabe en nervekrig mod Tyskland og usikkerhed omkring de allieredes planer.

Flere blade kommenterer ifølge ‘Stockholm-Tidningen’ de nylig afsluttede forhandlinger ud fra den opfattelse, at man nu må være nået til et punkt, da Englands og Amerikas krigsproblem ikke længere først og fremmest er et produktionsspørgsmål, men mere et rent militært anliggende. Det kan lyde paradoksalt, fortsætter korrespondenten, men netop flådetabene i krigen mod japanerne har i mange kredse skabt den overbevisning, at de allierede må tage initiativet i Europa og Middelhavet og helst i år. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. april 1942.

1942 – I dag er det den 9. april

Min kære dreng!
Horserød, 9. april 1942

I dag er det den 9. april. Det er en dato, som også du husker særdeles vel. Den er indgået i din bevidsthed som en historisk afgørende dato. Du ved, hvad der skete med dit land og dit folk i dag for to år siden. Du ved det langt bedre, end jeg ved det. Du har nemlig haft mulighed for at få kendskab til at studere alle de kendsgerninger og enkeltheder, som endnu er skjult for det danske folk og for mig. For dig og dit slægtled er 9. april en historisk, men en afgørende historisk dato. For os og for mig, for alle os, der hver på sin vis oplevede 9. april, er denne dag langt mere. Det er den smerteligste og skammeligste dag, vi har oplevet i vort liv.

Kom 9. april da som en tyv om natten, som en overrumpling for os? Både ja og nej. Ja, for så vidt som vi ikke rednede med det på daværende tidspunkt, nej, forsåvidt som vi regnede med en besættelse af landet som en særdeles nærliggende mulighed.

Hvis du har studeret vort partis materiale fra den tid, vil du vide besked. Vor henvendelser til det danske folk efter Østrig sluttede med parolen: Læg Danmarks skæbne i folkets hænder, fortæller tydeligt, hvilke perspektiver vi havde. På vor store partikonference i Odense i sommeren 1938 var spørgsmålet om national og social samling af det danske folk det centrale. Vor stilling til ikke-angrebspagten viser samme indstilling. Studerer du vor holdning under den første Finlandskrig, hvor vi bogstaveligt kæmpede ene mod alle, vil du se, at hele vor politik var indstillet på bevarelse af Danmarks frihed og selvstændighed.

Da rigsdagen i januar 1940 pludselig blev forelagt en bombastisk neutralitetserklæring med forsikring om, at landet ville blive forsvaret mod enhver angriber, vil du vide, at det var mit partis formand, der i rigsdagen som eneste taler rettede det nærliggende spørgsmål til regeringen: Og hvad så? Hvad agter regeringen derudover at foretage sig? og du vil vide, at han hverken dengang eller senere fik noget svar på dette spørgsmål, som i stigende grad optog og foruroligede det danske folk.

Krigens udvikling gjorde det også klart for os, at muligheden for militær besættelse af Danmark bestod, vel at mærke som en mulighed fra såvel engelsk som tysk side.

Jeg var, som jeg har fortalt dig, væk, langt væk herfra (9. april red.). Din mor sad alene tilbage med dig, og med dig klynkede på sine arme oplevede hun så i den disede aprilmorgen de grå stormfugle formørke himlen over København. Forstår du hendes tanker, kan du sætte dig ind i hendes følelser, forstår du hendes stilling? Jeg var væk. Hun måtte, efter hvad der var sket, udelukke den mulighed, at jeg kom tilbage til landet igen, før krigen var forbi. Hun måtte forudse, at det, der første skete den 22. juni, ville ske straks. Hvad ville der ske med hende selv og hvad med dig?

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 9. april 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1942 – Danmarks gesandt i London afskediget

Udenrigsministeriet meddeler lørdag:

I december 1941 modtog Udenrigsministeriet fra den danske gesandt i London, grev Edvard Reventlow, meddelelse om, at greven indtog et standpunkt, der ikke var foreneligt med den danske regerings politik. Som følge deraf blev greven ved kgl. resolution tilbagekaldt fra sin post som dansk gesandt i London, en ordre, som dog på grund af forholdene kun fik formel betydning.

Der er i disse dage i udenlandsk presse og radio fremkommet meddelelser gående ud på, at grev Reventlow har erklæret sig villige til at overtage stillingen som ærespræsident for Sammenslutningen af frie danske i Storbritannien og Nordirland, der indtager en uneutral holdning, og at den ved gesandtskabet i London ansatte legationsråd Gustav Rasmussen ligeledes har stillet sig til rådighed for nævnte sammenslutning ved at indtræde i dens arbejdsudvalg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 9. marts 1942.