1944 – Rommel er død

Efter bilulykken på Vestfronten, hvor han pådrog sig alvorlige sår i hovedet

Berlin, RB

Generalfeltmarskal Rommel er død som følge af de alvorlige sår i hovedet, han pådrog sig ved en bilulykke på Vestfronten, hvor han var øverstbefalende over en hærgruppe. Føreren har bestemt, at generalfeltmarskallen skal begraves på statens bekostning.

Generalfeltmarskal Rommel var født i Heidemheim i Würtenberg i 1891 og udmærkede sig allerede i den første verdenskrig ved fremragende tapperhed og uforfærdet dristighed. Allerede i efteråret 1915 fik han som premierløjtnant Jernkorset og i 1918 ordenen Pour la merité. Også i det tyske folks nuværende skæbnekamp har han vist sig som en urokkelig kæmper og en eksemplarisk hærfører, der var gennemsyret af den nationalsocialistiske ånd. Føreren belønnede hans fortjenester under kampen i Nordafrika i 1942 ved at udnævne ham til generalfeltmarskal og tildelte ham den 11. marts 1943 Egeløvet med sværd og brillanter til Jernkorsets Ridderkors.

Kilde: Kolding Folkeblad, 16. oktober 1944.