1944 – Meget stor torvedag i Kolding

Og salget var enestående godt

Sjældent har man oplevet en så fantastisk torvedag som i dag. Fantastisk på mere end én måde. Dels var salget enestående, det gode vejr fik husmødrene til at storme diskene med de friske grøntsager, og det var som om torvekonerne havde forudset, at salget ville blive stort, i hvert fald var forsyningerne – både af jordbær og kartofler o.m.a. – så store, at det er sjældent, man som torvegæst har set noget lignende.

Et stod solgtes i løbet af en time 500 pund nye kartofler. Det er ganske enestående, men interessen for nye kartofler er jo også stor. Jordbærrene var der i tusindvis af pund af, og to steder havde man solgt henholdsvis 732 pund og 720 pund. Desuden fyldtes diskene af blomkål, netop hjemkommen fra Fyn i store ladninger til morgen, til en ca. 40 øre pr. hoved, grønærter til 30 øre pundet, som dog hurtigt – ligesom de øvrige varer – blev udsolgt, og gulerødder, der var afvejet i bundter på 200 gram til 25 øre stykket. På en disk var der ferskner til 15 øre stykket, de var nok indbydende, men alligevel endnu små og lidt for grønne i kødet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juli 1944.