1942- Klage over Sydbanerne

Beboere i Tved protester over nedlæggelse af holdepladsen.

Vi har modtaget:

Kolding Sydbaners kunder er ikke forvænt med at blive hensynsfuldt behandlet af banernes ledelse; men den behandling, som beboerne i Tved var ude for ved årsskiftet var dog af en sådan art, at den fortjener at blive almindelig bekendt. I en årrække har der været et stoppested i Tved, kaldet Tved Byvej, der blev daglig brugt af beboerne og tilrejsende. Den 31. december om formiddagen blev pludselig signalmasten fjernet og på beboernes private læskur anbragt et opslag, der meddelte, at toget indtil videre ikke standsede ved stoppestedet. Opslaget var skrevet med blyant og var uden underskrift – så formløst som muligt – måske en nytårsspøg fra uansvarlig side. Havde det ikke været rimeligt at sådan meddelelse var tilgået beboerne en notits i bladene nogen tid forud? Tidspunktet for stoppestedets nedlæggelse er også bemærkelsesværdigt, midt i juleferien til ulempe for beboernes gæster, på et tidspunkt, da beboernes nærmeste vej til Kolding – fjordstien – var dem berøvet af højvandet i efteråret – og midt i vinterens hjerte. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 2. marts 1942.

1941 – Kolding får 75.000 af motorafgifterne

Arbejdet med Fjordstien endelig godkendt.

Motorafgifterne har i sidste finansår i alt givet 39,5 millioner, sognekommunerne 10,5, købstæderne 2,5 og København resten. Vejle Amt får 587.000, Ribe Amt 599.000 og Haderslev Amt 890.000, sognekommunerne i de samme tre amter henholdsvis 445.000, 408.000 og 425.000 kr. Af byerne får Kolding 75.000, Fredericia 28.000, Vejle 68.000, Haderslev 77.000 og Christiansfeld 3.800 kr. I Vejle Amt får af sognene i vor læsekreds; Almind 509 kr., Dalby 876, Egtved 2.498, Eltang-Vilstrup 3.249, Harte-Bramdup 1.954, Hejls 1.012, Sdr. Bjært 2.851, Sdr. Stenderup 1.849, Taps 1.104, Taulov 2.502, V. Nebel 765, Viuf 579, Vonsild 1.427, Ødis 3.080 og Starup 2.012 kr.

Samtidigt oplyses, at ministeriet nu langt om længe har godkendt Fjordsti-arbejdet til Rebæk, så dette snart kan udliciteres. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. oktober 1941.

1941 – Koldings store beskæftigelsesplan ligger stille

Kritik af ministeriets langsomhed – og ansøgninger om ny tilskyd til vejarbejder på 1,2 millioner, bl.a. gadegennembruddet fra Rendebanen til Rådhuset – Fra Byrådsmødet i aftes.

Kolding Byråds møde i aftes varede for den offentlige dels vedkommende en times tid, og i betragtning af dagsordenens længde var det ikke særlig længde. Drøftelserne gik ret fredeligt og der foretoges kun en enkelt afstemning. Mon det tør tages som tegn på, at samarbejdet trods alt er ved at vokse? Fraværende var Larsen, Søren Jensen, Bech og Bach. […]

Hele beskæftigelsesplanen ligger stille

P. Andersen ankede over, at hele kommunens beskæftigelsesplan fra foråret i øjeblikket faktisk ligger stille. Ikke engang Fjordstien til Rebæk er der begyndt på. Trafikministeren smøler med sagen, skønt han har så travlt, at han møder her en morgenstund kl. 6. Hvis det skal vare lige så længe med de planer, vi nu indsender, vil det trække ud med virkelig at komme i gang. Borgmesteren fremhævede, at det var nødvendigt at afvente ministeriets tilladelse, men det var nok Vejkontoret, der ikke kunne følge med. Stadsingeniøren skal til København i denne uge og søge sagen fremmet. Til de nye projekter kræves der både detailprojekter og flere instansers godkendelse, så de kan i alt fald ikke påbegyndes før henad foråret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1941.

1941 – De kommunale arbejdsplaner

Projekterne til havneudvidelsen, Fjordstien og Mosevejen ligger i Ministeriet.

P. Andersen spurgte i aftes Byrådet, om Fjordstien og arbejdet ved havnen snart kommer i gang. Borgmesteren svarede at så snart Ministeriet svarer, vil arbejdet på havnen komme i gang, såfremt man kan få køretøjer. Med hensyn til Fjordstien er der to planer, en om at følge banen, den anden om at følge fjordkanten. I næste uge skal der træffes afgørelse her, men så skal sagen til Ministeriet. Mosevejs projektet ligge også hos Ministeriet, men der er truffen overenskomst med arbejdsmændene […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 10. juni 1941.

1941 – Millionarbejder i Kolding

Kolding Byråd har vedtaget at ansøge Beskæftigelsescentralen om tilskud på 1 mill. kr. Planerne omfatter udvidelse af Kolding Havn: 360.000 kr., anlæg af en park øst fore Dyrehavegaard: 66.000 kr., anlæg af fjordsti til Rebæk: 125.000 kroner, to kloakeringsarbejder: 300.000 kr. og 180.000 kr., statstilskuddet anslås til 304.000 kr. Den samlede arbejdsløn er anslået til 403.000 kr. Havnens part i udgifter trukket fra skulle give en udgift for Kolding Kommune på 168.000 kr.

Kilde: Folket, 21. februar 1941.