1940 – Filmfremvisning i Bramdrupdam kro

På grund af den strenge Vinter og Vanskeligheder ved at opvarme Lokalet, blev den bebudde Filmaften først afholdt lørdag den 30. marts 1940. Men desværre maa det siges, at efter aftenens pogram, altsaa fremvisning af Film og derefter Foredrag af Folketingsmand M. Larsen Kolding, var tilslutningen alt for lille. Filmfremvisningen var i alle maader god. Og Folketingsmandens ret klare optrukne linier, særlig om de økonomiske vanskelige Tider for vort Land under de urolige Tilstande i Verden blev da ogsaa paaskønnet ved at Deltagerne rejste sig ved Foredragets Slutning.

Aftenens Sensation var næsten af Kroejer Christensen gav gratis Kaffe og Kage til glæde for dem der var mødt og til ærgrelse for dem der blev hjemme.

K. Antonsen

Se også filmen “Danmark for Folket” fra 1937 (link til youtube) også en agitationsfilm fra Socialdemokratiet.

Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1940 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup socialdemokratiske forening

Mandag d 29 jan 1940 afholdtes et Bestyrelsesmøde paa Chr. Petersens Bopæl i Alpedal. To af bestyrelsens medlemmer var udebleven paa grund af det daarlige vejr.

Til et Kredsmøde i Kolding den 4de Februar blev valgt som deltagere Anders Lorentsen og K. Antonsen Bramdrupdam foruden Formanden der som medlem af Kredsorganisationens bestyrelses var selvskreven.

Desuden blev det vedtaget at sammenkalde til en Filmaften i Bramdrupdam Kro engang sidst i Februar, datoen er endnu ikke helt fastlagt. Det er Kredsbestyrelsen der sender en gratis Tone og Talefilm udtil de forskellige kredse. Filmen hedder “Folkets Danmark” og til stede kommer tillige Folketingsmand M. Larsen og holder foredrag.

Efter at man derefter havde nydt Fru. Petersens gæstfrihed med kaffe og cigarer drog deltagerne hver til sit.

K. Antonsen

Mødereferat af 29. januar 1940, Forhandlingsprotokol for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening, opbevares på Kolding Stadsarkiv.