1944 – Mørke udsigter for DSB’s juletrafik

Drastiske indskrænkninger af hensyn til godsbefordringen. Lad være med at rejse, hvis det ikke er ubetinget nødvendigt!

Generaldirektoratet for Statsbanerne meddeler:

Under hensyn til den tvingende nødvendighed for i videst muligt omfang at gennemføre godsbefordringen, navnlig de livsvigtige transporter af levnedsmider og indenlandsk brændsel, og for at nedbringe forbruget af udenlandsk brændsel ser man sig nødsaget til at træffe følgende foranstaltninger, uanset at disse vil være meget følelige for befolkningen:

  1. Opvarmning af togene kan i overensstemmelse med det af Handelsministeriet udstedte forbud ikke påregnes. Kun i tilfælde af stærk kulde i vinterens løb, vil man søge udveje for nogen opvarmning, men i de førstkommende måneder må man gå ud fra, at der ikke er varme i personvognene.

De rejsende kan risikere at blive efterladt på stationerne

2. Der vil ikke blive truffet nogen som helst ekstraforanstaltninger i henseende til dublering af tog eller anden særtogskørsel i den kommende juleperiode (17. december – 6. januar). De rejsende, der ikke kan være i de ordinære tog, må derfor efterlades på stationerne. Bortset fra adgangsbilletterne til Storebæltsoverfarten vil der ikke kunne udstedes særlige adgangsbilletter, og publikum vil således ikke have nogen sikkerhed for at kunne komme med hverken fra udgangsstationen eller skiftestationerne undervejs. Der må regnes med, at mange af togene er meget stærkt fyldte, og rejsevilkårene undervejs derfor særdeles vanskelige. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. oktober 1944.