1942 – Ingen organisationstvang

For omtrent fem år siden vedtog Koldings socialdemokratiske byrådsflertal at kræve, at alle arbejdere og funktionærer, der var beskæftiget ved Kolding Kommune, Havn og Eksportmarked, skulle være organiseret. Den borgerlige gruppe protesterede herimod, og sagen gik til Indenrigsministeriet, der efter nogen tids forløb gav mindretalsgruppen ret. Da havde imidlertid allerede en række funktionærer og arbejdere meldt sig ind i fagforeninger af frygt for at miste deres arbejde.

Indenrigsministeriets afgørelse blev dengang bekendtgjort ud over landet, men alligevel ser man nu, at to kommunernes socialdemokrater optræder på ganske tilsvarende måde som Koldings. Randers Byråds socialdemokratiske flertal vedtog for nogen tid siden en overenskomst med Husassistenternes Fagforbund, hvorefter der for fremtiden under kommunen kun måtte ansættes husassistenter, der var medlemmer af Husassistenternes Arbejdsløshedskasse. Den konservative gruppe og missionens repræsentant i Randers protesterede og har nu ligesom den borgerlige gruppe i Kolding i sin tid fået medhold fra ministeriet.

Og Næstved Kommune har forlangt af sine kontorfolk, at de skulle være medlemmer af Handels- og Kontormedhjælperforbundet, dersom de ville blive i kommunens tjeneste. En række kontorfolk nægtede dette, og Indenrigsministeriet har nu givet dem medhold med den begrundelse, at det er grundlovsstridigt af en kommune at forlange noget sådant.

Denne og de to foregående afgørelser fra Indenrigsministeriet kan kun vække tilfredshed. Vi har her i Danmark for længst fået en organisationsfrihed, men mange socialdemokrater ønsker åbenbart at køre i den modsatte grøft ved at skabe organisationstvang. Efter Grundloven skal der være lige adgang til erhverv, og selv om tidens vanskeligheder har medført, at der er kommet modifikationer, er denne bestemmelse dog et bærende princip om lige og fri adgang til erhvervene […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. juli 1942.

1942 – Klare og nøgterne ord om de tyske løftebrud og om tyskernes udplyndring af det danske folk

På Grundlovsdagen, den 5. juni, holdt fhv. handelsminister Christmas Møller over London Radio en stor tale til det britiske imperium. Udsendelsen fandt sted kl. 20 og varede i 20 minutter. Den engelske speaker annoncerede vor landsmand som en af den nyere tids største politikere.

Christmas Møller indledte sin radiotale med at omtale begivenhederne omkring den 9. april. Kongens og regeringens beslutning om ikke at gøre modstand havde været et synspunkt, der ikke havde mødt ringe forståelse i Danmark, da man var klar over, at “os venligtsindede nationer ikke var i stand til at komme os til hjælp i første omgang.”

Tyskerne havde lovet ikke at anvende vort land til angrebsbaser mod vore venner, men lad mig som et tidligere medlem af den danske regering fortælle, hvad der ikke er nogen militær hemmelighed, at der mange steder i Jylland er blevet bygget flyvepladser, at der er ført store forsyninger fra Danmark til de tyske soldater i Norge og tilbage igen. Tyskerne havde også lovet ikke at blande sig i indre danske forhold, men dette som mange andre løfter er brudt. Repræsentanter for folket – siddende i regering eller Rigsdag – er blevet tvunget ud af det politiske liv. De kommunale valg, som dog heller ikke kom tyskerne og adskillige foredragsholdere, der var for frisindede og redaktører, der nægtes at bøje sig for tyskernes krav, var blevet afskedigede. […]

”Alle tyskernes forsøg på at sætte “Quislinger” til magten i Danmark”, udtalte Christmas Møller, ”er strandet på den passive, men effektive modstand i det dansk folk og danskeres modstand er overhovedet ikke stort forskellig fra den modstand, som tyskernes møder i andre besatte lande. Langt den overvejende majoritet i Danmark er imod den tyske nyordning og mener, ligesom jeg, at tyskerne er komplet uegnede til at indtage en førende stilling i Europa. Danmark vil, når tiden kommer, så inderligt ønske at komme til at stå ved de allieredes side.”

Kilde: Uddrag af det illegale blade: De Frie Danske, 1. juli 1942, nr. 9, årgang 1.

1942 – Første jubilæumsdag

Martin Nielsen, MF
Venstre Fængsel, Kbhv. V.
Den 22. juni 1942

Til
Det i henhold til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed m.v. nedsatte rigsdagsudvalg.

Hr. formand !
Som det vil være det ærede udvalg bekendt gennem en række breve, som bl.a. jeg i det forløbne år har tilstillet udvalget, har de internerede og fængslede kommunister ved siden af en stadig og alvorlig protest mod det grundlovsstridige i indespærringen utrætteligt protesteret mod den behandling, vi har været underkastet under selve den ulovlige indespærring.

Jeg skal endnu engang, dels på grund af, at vi passerer årsdagen for grundlovsbrudet, dels fordi vi, måske i denne højtidelige anledning, igen er genstand for ondartede administrative repressalier, gennem denne korte og ufuldstændige redegørelse, give udvalget og dermed rigsdagen, der både nu og i fremtiden bærer det egentlige ansvar, et billede af, hvad det egentlig er, der administrativt er foretaget overfor danske statsborgere, mod hvem der efter et års forløb ikke er rejst nogen sigtelse, langt mindre nogen anklage end ikke for at have overtrådt politivedtægten eller mørklægningsbestemmelserne.

Flertallet af os blev arresteret den 22. juni 1941. En del af os, deriblandt undertegnede, blev arresteret af “danske” politiembedsmænd i venskabeligt og kammeratligt samarbejde med medlemmer af det hemmelige tyske statspoliti. Trods min energiske protest under henvisning til min immunitet som rigsdagsmand, trods min protest mod husundersøgelse uden dommerkendelse og mi særlige henvisning til specielt mit hjems ukrænkelighed, blev arrestationen opretholdt og husundersøgelse uden min nærværelse foretaget. Den dag i dag har jeg ikke fået at vide, hvad der er beslaglagt i mit hjem, hvorfor det er beslaglagt, eller hvor de beslaglagte ting findes og til hvilket senere formål.
Som det skete i mit tilfælde, er det stort set sket i alle andre tilfælde.

Efter to måneders indespærring … blev vi så overflyttet til koncentrationslejren i Horserød. Det forekommer mig betegnende for rigsdagen og det ærede udvalgs ansvarsbevidsthed, at bortset fra folketingsmand Amby, har intet medlem af rigsdagen eller af udvalgets medlemmer følt det som deres selvfølgelige pligt på stedet at undersøge, hvordan over hundrede ulovligt indespærrede danske statsborgere egentlig levede.

Allerede et par dage efter min arrestation den 22. juni 1941 henledte jeg i et brev til statsminister Stauning regeringens opmærksomhed på den økonomiske situation, de indespærredes familier var kommet i, og krævede, at regeringen udenom socialkontorerne fandt en anstændig løsning på dette alvorlige spørgsmål. Landets daværende statsminister var så venlig at lade mig vide, at “hvad det økonomiske angår, kan statsministeren hun henvise til Deres løn som rigsdagsmand”.

Straks efter min ankomst til lejren sendte jeg socialminister Kjærbøl en skrivelse med tyve dokumenterede tilfælde, der viste hvilken økonomisk elendighed, de pågældende familier var kommet ud i, og krævede igen en anstændig og generel løsning af dette spørgsmål.

Der skete imidlertid intet. Familierne var stadigvæk henvist til socialkontorernes forgodtbefindende. …

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 22. juni 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1942 – Grundlovsdagen

For tredje gang oplever vi Danmarks Grundlovsdag under den tyske besættelses tryk og året, der er gået siden den sidste Grundlovsdag, har ikke bragt det danske folk blidere kår – tværtimod. Når vi denne gang fejrer 5. juni-dagen, kan det derfor kun blive i mundet om tiden før den 9. april 1940.

Da vi for 27 år siden fik den “nugældende” Grundlov, var det med hele befolkningens tilslutning og på et tidspunkt, da forfatningen af 1866 helt havde udspillet sin rolle. Det danske folk var i 1915 nået så vidt og skellet mellem samfundsklasserne var så meget udjævnet, at øjeblikket var inde til en ændring af Grundloven og resultatet blev en Grundlov, der på udmærket måde har vist sig at passe til hele vor åndelige og materielle indstilling – men også en Grundlov, der kræver af os, at vi sætter det fælles bedste over vore private særinteresser. Dette har det danske folk forstået og de svære tider, vi gennemlever nu, har på mange åbnet øjnene for, at i et lille land som vort, er alle parter bedst tjent med “at få har for meget og færre har for lidt”.

Vi har – i modsætning til visse andre lande – aldrig prøvet på at gøre vore forfatningsforhold til en eksportvare, men alligevel har der mangfoldige gange fra den store verden hævet sig røster, som i rosende ord har lovprist forholdende i det lille Danmark. Vi var velsete og vellidte overalt og Danmarks navn var kendt i et omfang, der slet ikke stod i forhold til landets størrelse. Danmark blev betragtet som et lille paradis, hvor man arbejdede på et skabe de bedst mulige forhold for alle. Og vi havde lov til at være stolte heraf.

Men i dag har Danmark – i realiteten – ingen Grundlov. Vi er helt og fuldt afhængige af Tysklands øjeblikkelige forgodtbefindende. Nye love jages igennem på Rigsdagen i et sådant tempo, at vore rigsdagsmænd umuligt kan nå at blive klar over, hvad de egentligt stemmer om, men dette kan jo naturligvis også være ligegyldigt, når de i forvejen har fået ordre til at stemme for de pågældende love. Den danske Rigsdag er i dag kun en kopi af de tyske “heil-forestillinger” på Kroll operaen i Berlin.

Vi ville jo nok for tre år siden have forsværget, at vi nogensinde skulle få straffelove med tilbagevirkende kraft og dog har vi været nødt dertil for at redde en god dansk mands liv. Vore gamle ret til frit at tænke, tro og tale er for længst berøvet os, selv sandheden kan man blive straffet for at fortælle, så vor påstand om, at Grundloven ikke gælder i dag, kan underbygges med talrige beviser, men vi harmes over, at den danske befolkning med vold og magt skal påduttes den tro, at den danske regering stadigvæk regerer suverænt her i landet, når dog ethvert barn ved, at den ikke kan foretage sig noget af betydning uden godkendelse fra Berlin. […]

Kilde: Uddrag fra det illegale blad: De Frie Danske, juni 1942, nr. 8, årgang 1.