En stor oplevelse – men salen alt for trang
Atter i aftes savnede vort musikpublikum den store sal! Emil Telmányi var musikforeningens gæst, og det siger sig selv, at Hotel Koldings sal var for lille til at rumme de mange tilhørere, der gerne ville overvære denne koncert. Der blev solgt billetter til langt flere, end der egentlig var plads til, og endda er der ikke tvivl om, at adskilligt flere ville være kommet, hvis det var foregået i en større sal. Nu måtte de sidst ankomne dele opmærksomheden mellem koncertgiverne, hotellets tallerkenraslen og restaurationens underholdningsmusik, henvist som man blev til et tilstødende lokale. Da man må formode, at foreningens næste koncert (med medlemmer af det kgl. kapel) skal foregå i en større sal, kan man med nogen ret spørge, om det ikke havde været muligt at lade også koncerten i aftes foregå der.
Efter det lille hjertesuk skal det siges, at koncerten blev en meget stor oplevelse; det var en veloplagt Telmányi, der mødte op med alle side bedste egenskaber, en sødmefyldt tone, et gnistrende temperament, et pragtfuldt buestrøg – og så i øvrigt alle de tekniske finesser, man kan forlange, i den eleganteste udførelse. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. februar 1944.