1943 – Kvindehjælpens landsindsamling

Den landsindsamling, som Kvindehjælpen 6-12. september arbejder på at få bragt i stand for at rejse et nyt mødre- spædbørnehjem og fredehjem er udtryk for at leve videre på fortidens laurbær eller stå som et monument over noget, der engang har været, men ønsker at være med og gøre indsats, når forholdene kræver det. Og det turde være klart for alle, at en indsats nu er påkrævet. I tale og skrift er nøden blandt vore unge – ikke mindst blandt vore unge kvinder – blevet kraftigt fremhævet. De unge, som uden at forstå hvad de gjorde, styrtede sig selv i ulykke, må hjælpes. I tro på, at opgavens nødvendighed står klart for alle, er vi gået i gang med opgaven, skønt der er meget kort tid at forberede den i, men det er nu, opgaven presser på, derfor må den løses nu. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.

1943 – Koldings skolebørn skal instrueres om faren fra luften

Husk Luftværnsdagen på tirsdag!

I lighed med, hvad der er sket i andre byer i landet – som tidligere omtalt – i nær fremtid tage fat på at undervise skolebørnene i Kolding om, hvilke farer der truer fra luften. Det vil naturligvis først og fremmest sige, at man forklarer børnene, hvilke farlige ting, de kan finde på deres vej: ueksploderede bomber, granater og andre eksplosive ting, der kan betyde død og lemlæstelse, når ukyndige kommer til dem. Ikke mindst nu, hvor børnene snart skal ud på sommerferie, er det af betydning, at de advares. Og hvis de lader deres viden gå videre til forældrene og andre voksne, vil det kun være et yderligere plus. Det har jo vist sig adskillige gange, at det kan være stærkt påkrævet!

På tirsdag er det Luftværnsdag. På grund af benzinknapheden bliver der ikke råd til opvisninger eller demonstrationer af nogen art i Kolding, som man tidligere har haft. Der bliver derimod foretaget en indsamling, og man beder os gøre opmærksom på, at raslebøsserne udleveres i Røde Kors’ lokale (i Sparekassens bygning, indgang fra Markdannersgade) på mandag kl. 16-18 og tirsdag fra kl. 8 morgen. Alle, der vil hjælpe med at samle penge ind til det gode formål, kan henvendes sig dér. At der skal bruges mange penge til luftværnets forskellige grene behøver næppe at understreges. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 29. maj 1943

1942 – Kolding-afdelingen af Kvindernes interne Liga

holdt onsdag aften sit julemøde i Kvindernes Bygning. Mødet begyndte meget stemningsfuldt med musikunderholdning af den purunge frk. Rudbæk og en meget smuk oplæsning af lærerinde fru Køster.

Før mødet havde medlemmerne fået besked om at se deres gemmer efter og medtage alt det børnetøj, de kunne undvære. Det blev da også en anselig hob børnetøj, der kom, både strømper, små bukser, skjorter, bleer m.v. Alle disse gaver tillige med en pengesum blev overgivet barnesygeplejerske frk. Lunden til uddeling. Frk. Lunden takkede i hjertelige ord alle for, hvad hun havde modtaget og citerede et digt om de gode og tapre kvinder rundt i de små hjem.

Siden fulgte et lotteri, hvorved der indkom ca. 25 kr., som blev brugt til anden børneforsorg. Formanden, fru Støjberg, havde udført et stort arbejde for at tilrettelægge hele mødet […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. december 1942

1942 – Meget mere i julesparebøsserne i år

Rekordindskud, der ligger 30-40 pct. over i fjor

I morgen er vi inde i julemåneden, og inden vi ser os til, er højtiden der. Vi er vist alle klar over, at nogen “gammeldags” jul bliver det ikke let at skabe i år, men et særpræg vil julen ikke blot bevare men det vil være yderligere forstærket: julen bliver kostbar!

Det ser da også ud til, at folk i lang tid har taget hensyn til dette faktum. I alt fald er der betydeligt større indskud i næsten alle Koldings mange julesparebøsser i år. De fleste af dem, en snes stykker i alt, anbringer deres modtagne indskud i Sparekassen, og her oplyser man i formiddags på vor forespørgsel, at det samlede beløb i år ligger på ca. 350.000 kr., hvad der betegner en rekord, idet det er 30-40 pct. mere end i fjor, der ellers også opviste en stigning Den største julesparekasse er N.I.O.G.T.’s og udbetalingen finder for de allerfleste julesparekassers vedkommende sted søndag den 13. december. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. november 1942

1942 – Julekomiteen holder 20 års jubilæum og runder de 100.000 kr.

Også i år vil Julekomitéen i Kolding tage fat på de store opgaver, den har påtaget sig – og med særlig stor energi, fordi komitéen i år kan fejre 20 års jubilæum. Det er en ganske imponerende indsats, denne julevelgørenhed kan se tilbage på, efter at den blev startet for 20 år siden. I alt har man indsamlet ca. 95.000 kr. – væsenligst i 5- og 10-ører, og der er uddelt 12.000 gavepakker til virkeligt trængende medborgere.

Tømrermester Hans Ludvig (Hansen) har siddet i komitéen lige siden den blev etableret, han er i øvrigt den eneste, der endnu er tilbage fra det første år. Hvad den lille energiske tømrermester har præsteret af slid og arbejde i tiden op mod jul de sidste 20 år for at skaffe penge til og skabe julestemning for de af vore medborgere, der trænger mest til det, er helt imponerende. Det har været et opslidende arbejde, fra han drog ud på jagt efter byens store fine juletræ, til den sidste gavepakke var afleveret og regnskabet var afsluttet.

Hans bøsseraslende hærgen gennem Koldings gader tillige med andre gode hjælpere hører med til julestemningen og julebilledet i Kolding. I de sidste 8 år har han haft en glimrende hjælper, en LRS. Halvor Petersen, der ønsker at forblive anonym og derfor trækker i nissedragten, når han spiller op på julens hellige melodier på sin harmonika. Jo, d’herrer og deres optog hører uundværligt med til Kolding-julen. Også i år vil der blive gjort ekstra store anstrengelser for at få rekordåret sidste år – ikke blot på grund af jubilæet, men også fordi nøden og trangen i år er så meget større. Raslebøsserne er blevet gjort særligt store, og harmonikaen er blevet sendt til hovedreparation. […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1942.

1942 – Falsk grosserer anholdt for indsamling

Den 16. juli var kriminalpolitiet fra Kolding på arbejde i Fredericia, hvor man om eftermiddagen anholdt en mand, der titulererede sig “Grosserer”, manden er blevet sigtet for bedrageri i Kolding.

Han har igennem en boghandler i Kolding, foretaget en indsamling, til fordel for trængende nordmænd, men formålet vidste sig “i alle tilfælde falsk“. Manden er tidligere i Odense blevet straffet for bedrageri, og nogle ting tyder angiveligt på, at pengene fra indsamlingen, er gået i mandens egne lommer.

Grossereren havde ialt indsamlet omkring 1.000 kroner i Kolding.

Kilde: Falsk indsamling til frodel for Nordmænd, Fredericia Socialdemokrat, 17. juli 1942

1942 – 700 års jubilæum i Kolding i 1943?

Indsamling blandt borgerne til en jubilæumsgave til byens udsmykning.

Kolding Erhvervsråd holdt i aftes møde på Hotel Kolding. Formanden, købmand Carl Petersen, bød velkommen, især til landbrugsforeningens og arbejdsgivernes repræsentanter, proprietær Olav Rasmussen, Ferupgaard, og installatør H. Overbeck, der for første gang gav møde i rådet. I sin meget udførlige beretning om Erhvervsrådets arbejde siden sidste møde den 27. marts udtalte formanden bl.a.:

“I anledning af, at Kolding by til næste år kan fejre 700 års jubilæum og havnen 100 års jubilæum, har jeg, til dels på opfordring fra anden side, foreslået, at disse jubilæer markeres på en passende måde. Selv om de tidligere planer om større jubilæumsfestligheder er skrinlagt, vil jeg dog finde det rimeligt, at både byens og havnens jubilæum fejres, selv om det naturligvis under hensyn til tiderne må gøres i en mere dæmpet form.

Jeg vil foreslå, at Erhvervsrådet taget initiativet til at få nedsat en komité, der på den bredest mulige basis fremskaffer midlerne til en jubilæumsgave til byen, f.eks. en eller anden kunstgenstand i form af en brønd eller anden skulptur til udsmykning af pladsen foran rådhuset. Jeg er ikke i tvivl om, at byens borgere gerne vil være med til at sætte dette jubilæum et varigt minde – og et minde, der i fremtiden kan smykke byens centrale plads. Endvidere vil jeg foreslå, at jubilæumsdagen festligholdes på en sådan måde, at begivenheden også udadtil kan virke som en god propaganda for byen og havnen”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1942.

1942 – Kræftdagen i Kolding

Der søges sælgere og indsamlere.

Onsdag den 20. maj har Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse fået justitsministeriets tilladelse til at foretage en indsamling og salg af kræftmærker til 10 øre over hele landet.

Også her i Kolding vil lokalforeningen lade foretage en sådan indsamling, og disse linjer skal opfordre byens og omegnens befolkning til at tage godt imod indsamlerne og støtte mærkesalget og yde deres skærv til dagens heldige forløb.

Landsforeningens opgaver består i:

  1. Driften af de 8 store radiumstationer i København, Aarhus og Odense, der tilsammen har 258 sengepladser.
  2. Støtte af den eksperimentelle og kliniske kræftforskning.
  3. Oplysning blandt befolkningen om kræftsygdommenes væsen og behandling.
  4. Supplering af det offentliges støtte til nødlidende kræftpatienter.

[…]

I Kolding lokalafdeling er der 1.164 medlemmer, men det er kun 8,9 pct. af folkemængden, og det er vort håb, at Kræftdagen den 20. maj skal få endnu flere til at melde sig som medlemmer. Dette kan ske hos indsamlerne eller ved henvendelse til bestyrelsens medlemmer. Der årlige medlemsbidrag er mindst 3. kr. for enkeltpersoner og 5 kr. for ægtepar, og dette opfattes om en forsikringspræmie, idet medlemmer og deres børn efter visse regler har ret til gratis ophold og behandling på radiumstationerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. maj 1942