1942 – Tag et feriebarn

En appel fra viceskoleinspektør Østrup

Ingen ved bedre end landboerne, hvor hårdt vinteren er faret fem over Danmark. Tænk, hvad denne lange og hårde kuldeperiode har betydet for børnene inde i den store by, og da navnlig for de børn, som i forvejen må vokse op i trange kår. Nu er de sorte, grimme snebunker efterhånden forsvundet fra sidegader og baggårde, og som spinkle blomsterspirer er børnene skudt op mellem brostenene, blegere og tyndere end nogensinde før. Sagen er jo den, at ernæringssituationen må betegnes som alvorlig. Det kniber med fedtstoffer, grøntsager er overordentlig kostbare, og mange af de mest værdifulde fødemidler kan simpelthen ikke fås.

Dette er baggrunden for denne appel til landbohjem om i år med fornyet og udvidet gæstfrihed at åbne dørene for københavnske skolebørn. Vær forvisset om, at de små trænger til det. Frisk luft, sund kost og andre omgivelser i nogle sommeruger, det er en medicin, som vil gøre underværker. […]

Alle henvendelser med tilbud om modtagelse af københavnske skolebørn modtages med glæde og adresseres simpelthen til Østrup, København S. (Amager 2118), den mand som gennem 16 år har været bindeleddet mellem den store by og det gæstfrie danske land. Fra Gedser til Skagen.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. maj 1942.

1942 – Tysk general død

Generalløjtnant Kurt Himer er, ifølge ”Volkischer Beobachter” bekendtgørelse, død den 4. april 1942 efter at være blevet hårdt såret i kampe på Østfronten. Himer var chef for en infanteridivision.

General Himer er kendt for at have deltaget i besættelsen af København i 1940, hvorefter han angiveligt boede i en længere periode på Hotel d’Angleterre.

Kilde: Tysk General … død, Fredericia Socialdemokrat, 16. maj 1942

1942 – Storslået og hjertelig hyldest til kong Christian

Amalienborg Plads og de tilstødende gader tæt besat med mennesker allerede før kl. 9. Mange blev snydt for at se kongen på morgenridtturen der foregik en time tidligere end sædvanlig.

Over hele København gik flagene til tops i den tidligere morgenstund, og selv om der ikke var arrangeret større officielle udsmykninger, var hovedstaden ved privat initiativ i anledning af kongens 30 års jubilæum så festligt udsmykket som nogensinde. Det var almindelig ventet, at kongen ville påbegynde sin daglige ridetur ved 9-tiden, men på dette område skuffedes borgerne, idet kongen allerede kl. 8 startede turen, der dog, selv om den store tilstrømning til Amalienborg og turens rute næppe var kendt, formede sig som en stormende og hjertelig hyldest til kongen.

Længe før kl. 9 var Amalienborg Plads og de tilstødende gader tæt pakket af mennesker, der tålmodigt ventede på, at kongen, som det forlød, lidt senere atter ville ride gennem byen. I ventetiden fik man lejlighed til at hylde kronprinssen og den lille prinsesse Margrethe, der i bil kom kørende fra Fredericiagadeproten til Amalienborg, men kort efter meddeltes igennem politiets højtaleranlæg, at der ikke var grund til at fortsætte med sammenstimlingen, da rideturen ikke ville blive gentaget. […]

Hovedstaden klædt i dannebrogsfarver

Kongen har som bekendt ikke ønsket nogen ydre tilkendegivelse i anledning af jubilæet, men alligevel er dagen i hovedstaden stærkt præget af begivenheden. Gaderne var fulde af mennesker, ikke alene københavnerne, men også et stort antal provinsianere, som havde begivet sig til residensstaden for at kunne deltage i tilkendegivelserne. I særlig grad prægede børnene gadebilledet, og de fleste af dem marcherede stolte af sted med dannebrogsflag i hænderne. Mange steder var der rejst flagalléer, og Frederiksberg Kommune havde gjort en ekstra anstrengelse, idet hele Frederiksberg Allé er én allé af flag og vimpler, der hænger tværs over gaden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. maj 1942.

1942 – Den 9. april 1940

To-årsdagen er kommet. Hin skæbnesvangre morgen for 2 år siden, da dette lille fredelige land blev voldtaget af den forbryderiske nazistiske militærmaskine, står sikkert lyslevende for alle. Morgenen da en håndfuld unge danske soldater i Sønderjylland, blev vække til den brutale virkelighed ved råbet “grænseoverskridning!”, den morgen da tre danske grænsegendarmer blev dræbt, ikke i ærlig kamp mod overmagten, men lumskeligt slået ned bagfra af civile tyske snigmordere. Andre unge danske måtte efter forgæves at have kæmpet mod tanks og flyvemaskiner, indstille kampen og overgive sig, for derefter at blive forhånede af en del af civilbefolkningen Lad os huske disse civile. Alle husker også synet af de tyske bombeflyvere, der kredsede over København, blot ventede på et signal fra major Glein, der ledede “erobringen” af Kastellet, for at kaste deres dødbringende last ned over den intetanende, sovende hovedstad.

Der er nu gået 2 år. I disse 2 år har vi set tyskerne vrimle som græshopper over hele landet. Hovne og anmassende har disse ubudne gæster sat deres præg på byerne.

Hvad har vi lært i disse 2 år. Der tales meget om den samhørighedsfølelse, der er blevet vakt i det danske folk. Måske er det rigtigt. Vi ved det ikke. I svenske aviser læser man om den kulde, hvorved danskerne modtager voldsmændene, men gå en aften ved 6-7-tiden en tur gennem København. Hvert femte skridt møder man en tysker med et pigebarn, og vel og mærke ikke en af de såkaldte “letlevende” piger; disse er endnu ikke faldet så dybt, nej disse tyskvenlige erotomane species af hunkøn er kontor- og forretningsdamer samt såkaldte “bedrestillede” personer, hvis nymfomane tilbøjeligheder løber af med dem. så snart de ser en tysker i uniform. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, april 1942, nr. 6, årgang 1.

1942 – Også swingpjatter i Kolding?

Et par swingpjatter samlede i går stort opløb i København og måtte politibeskyttes

Atter i går samlede et par såkaldte swingpjatter et mægtigt opløb på Strøget. Folk tabte helt påskehumøret og gav sig til at true de unge mennesker, slå hatten af dem og rive i deres tøj. Stemningen blev mere og mere ophidset, og det er ikke godt at vide, hvorledes det ville være gået, hvis ikke en betjent var dukket op. På Nytorvs Politistation lod overbetjenten swingpjatterne gå mannequin og deres påklædning var ingenlunde efter hans smag. Alligevel lod han dem gå uden at optage rapport. Der vil nu antagelig i de nærmeste dage blive udsendt civile betjente til forhindring af demonstrationer som denne. Også dagen i forvejen var et par swingpjatter blevet truet, så de måtte tages med på politistationen. […]

Også “pjatteri” i Kolding?

Endnu er det fortrinsvis i Stockholm og København, swingpjatterne optræder. I København har de endog deres egen danseklub, hvor “herrerne” møder i skohornsbukser, lang ternet jakke, langt hår og bredskygget hat, og hvor de drikker gul sodavand og til de sidste swingplader dansker med deres swingpiger, som er i swingkjoler.

I Kolding er der kun set enkelte tilløb til swingpjatteri. De få “pjatter”, vi har, holder sig til den brede hat, det lange hår og den lange jakke, mens man endnu ikke har set de snævre bukser. Og opløb har de ikke vakt. Men man skal jo aldrig forsværge noget. Pjatteriet fra København, som vi nu trækker medlidende på smilebåndet af, er en skønne dag måske også over Kolding? Tilløbet er der, det har De, kære læser, sikkert også selv bemærket.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. april 1942.

1942 – Kolding-sømand hjem fra koncentrationslejr i Sahara!

Ude for en række oplevelser i Vestafrika efter den 9. april 1940, da franskmændene overtog det danske skib BIRGIT, der kom fra Kolding.

En Kolding-sømand, som har været ude for lidt mere end det almindelige, er vendt hjem fra en rejse, der kom til at forme sig helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det er sømand Carl Højer, Låsbytoft 4, som den 20. marts 1940 tog hyre på damperen BIRGIT, som da lå i Kolding havn og skulle til Sydafrika. Den 9. april 1940 ændrede helt alle beregninger, og de danske søfolk kom ud for en række oplevelser, som ikke alle var af lige behagelig art. Carl Høyer fortæller, at BIRGIT den 10. april om morgenen lå ud for Dakar i fransk Vestafrika, hvor der kom lods ombord og spurgte , hvad vi var for nogle. Ja, vi var da danske. HAR været! replicerede lodsen.

Fængslet i Casablanca

Så fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen; at tyskerne havde besat Danmark. Det ville vi til at begynde med ikke tro; men da vi kom i land og alle steder fik den samme besked, måtte vi jo indstille os på kendsgerningen, hvor svært det end var. Vi fik i ballast til en plads i Sydafrika, Libreville, for at hente Mahognitræ. Vi fik valget mellem at blive interneret eller sejle for de allierede. Vi valgte det sidste, men nægtede at sejle for den lave franske hyre. Vi blev så alle jaget om bagbord, og styrbord stillede nogle franske officerer sig om til indskrivning. Vi fik at vide, at vi nu alle skulle gå forbi og svare, hvad vi ville. Den første mand gik forbi og mælede ikke et muk, og alle vi andre gjorde ligeså. Så blev vi meget energisk jaget i land – fik slet ikke lov at gå ned og tage noget med os – og smidt i et fængsel med nogle små, beskidte celler, tre mand i hver. Der var vi i 5 dage og var i den tid ikke uden for cellen. Der gaves ikke tilladelse til at gå udenfor for at “træde af på naturens vegne”. Det måtte vi så besørge i et hjørne af cellen. Det var ikke hyggeligt efterhånden. […]

I koncentrationslejr i ørkenen

Da franskmændene overtog skibet, blev vi sat i land og ført til en koncentrationslejr i Azamur, der ligge i udkanten af Saharaørkenen. Der var 300 fanger af 14 nationaliteter, deriblandt 18 danske og over 100 nordmænd. Desuden belgiere, hollændere og en masse jøder, både kvinder og børn. […] Der blev søgt og søgt om hjemtilladelse; men det blev stadig ikke til noget – før den 10. november, da slog frihedens time for os sømænd, og hjemrejsen kunne begynde i bus til Casablanca, derfra med tog til Algier, hvortil vi kom den 18. november og blev bragt ombord i en fransk damper. Den kom ikke derfra før den 3. januar i år, så vi måtte holde jul i Algier. […]

Endelig den 3. januar kom vil Marseille, hvor vi blev godt beværtet. Derfra gik turen i 2. klasses vogn til Berlin. […] Derfra fik så turen til København og for mit vedkommende videre til Kolding, slutter Carl Højer sin beretning.

Højer har kone og to børn. Det første halve år anede de overhovedet intet om, hvor Højer var henne, og han fik det første brev hjemmefra nytårsaften 1941.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1942.

1941 – Kampen om julekaffen!

Knuste ruder og sårede damer!

Over hele landet gik jagten i går på julekaffen, og mange steder, særlig i København, stod der køer på flere hundreder mennesker foran de enkelte forretninger, som endnu havde kaffe. Der er dog langtfra kaffe nok til alle københavnere. Fra Odense meddeles, at under kampen for at få kaffe, kom to damer ret alvorligt til skade. Den første ulykke skete på Vestergade, hvor den 80-årige enkefru Nicoline Nielsen ville skynde sig over kørebanen for at nå frem til en kø uden for en kaffeforretning. En cyklist væltede hende, og i faldet fik hun hjernerystelse. Ud for en forretning på Skibhusvej blev en anden dame, fru Svendsen, trykket ind i en rude, der knustes. Hun fik snitsår over hele kroppen og måtte føres til sygehuset. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. december 1941.

1941 – Luftværnsdagen den 10. oktober

Overalt i by og på land er der meget stor interesse for Luftværnsdagen den 10. oktober, og interessen vises ikke mindst fra Luftværnsmyndighedernes side, der er stærkt interesseret i, at netop denne dag benyttes til at give befolkningen så fyldig oplysning om de foranstaltninger, der er truffet fra myndighedernes side for at sikre befolkningen. Denne rent oplysende virksomhed lægger man meget stærkt vægt på, og det kan således meddeles, at Københavns magistrat har givet Københavns Luftværnsforening tilladelse til at afholde en udstilling i selve Rådhushallen på Luftværnsdagen. Luftværnsdagen skal være den store propagandadag for luftværnssagen. Foruden de mange demonstrationer og øvelser, der er arrangeret, vil der blive solgt et mærke til fordel for sagen. Selve mærkesalget forestås af Danske Kvinders Beredskab, og her vil netop kvinderne kunne gøre deres indsats for luftværnssagen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 4. september 1941.