1942 – Ikke én bygningshåndværker ledig i Kolding

Arbejdsløsheden er betydeligt lavere end på samme tid i fjor.

Beskæftigelses-situationen er stadig trods tidens mange vanskeligheder overraskende god. Arbejdsløshedstallet ligger et par hundrede lavere end på samme tid i fjor, oplyser kontorbestyrer Oluf Rasmussen, Arbejdsanvisningskontoret. Det var fra nogle sider frygtet, at man i sommer skulle havne i den modsatte grøft, således at der skulle blive mangel på arbejdskraft, men dette har ikke været tilfældet. Der har f.eks. ikke været vanskeligheder med at skaffe de mange mand, der skulle til hørruskningen, og det ser også ud til, at der vil være nok til det øvrige landbrugsarbejde, som kommer.

Der er som altid en del arbejdsmænd og kvinder ledige, men i det store og hele er beskæftigelsen god. Det må således fremhæves, at der trods den store mangel på byggematerialer ikke er en eneste ledig håndværker inden for byggefagene.

Kilde: Kolding Avis, 30. august 1942.

1942 – Høsten vil give beskæftigelse til mange af Koldings arbejdsløse

Der er endnu en hel del folk i tørvemoserne, og hørruskningen på gårdene har givet arbejde i stor ustrækning.

Arbejdsløsheden herhjemme er ved udgangen af juli måned udregnet til at ligge omkring 3,7 pct., hvilket er et meget lavt tal i forhold til sidste år, og flere af de store grupper har vist sig at ligge under gennemsnittet. Arbejdsmændene havde således en arbejdsløshed på 2,9. Vi har spurgt lederen af Arbejdsanvisningskontoret i Kolding, kontorbestyrer Oluf Rasmussen, hvorledes forholdet ligger her i byen.

Betydelig under sidste år

“Der er i dag ca. 500 ledige i Kolding”, udtaler hr. Rasmussen, “og det er for en stor del arbejdsmænd, ligesom der er en del kvinder uden beskæftigelse. Derimod er der ingen fra bygningsindustrien. De har mere end nok at tage fat på”.

Hvordan ligger det i forhold til sidste år?

“Vi er betydelig under. De mange arbejder, der er sat i gang, har alligevel givet beskæftigelse til adskillige mennesker”.

Det kan ikke være tørvemoserne alene, der giver arbejde for tiden?

“Det er det heller ikke, skønt vi endnu har mange mand i gang i moserne. Men der er kommet knapt 100 mand i gang med hørruskning rundt omkring på gårdene. Det er jo blevet et større foretagende, og flere steder har vi sendt 10-12 mand”.

Høsten vil give god beskæftigelse

“Og når arbejdet er helt færdigt i moserne”, fortsætter kontorbestyrer Rasmussen, “bliver der brug for en mængde folk til høstarbejde. Jeg ved, at der på gårdene påregnes anvendelse af betydelige arbejdsstyrker, fordi høsten tegner godt. Sidste år, da høsten var ualmindelig lille, kunne vi også mærke det her. Der var ikke brug for ret mange mand”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 13. august 1942.

1942 – Brændselsmærkerne skal hentes nu – men brændslet?

De første brændselsmærker kræver 5.000 tons koks eller cinders i Kolding.

Brændselsudvalget i Kolding bekendtgør omstående afhentningstiderne for de nye rationeringskort for udenlandsk brændsel. Det gås som tidligere frem efter alfabetiske gadenavne, og allerede i morgen skal beboerne i gader, der begynder med A og B, hente deres kort. Den 11. juli skal de sidste hente kortene.

“Udleveringen finder sted som tidligere”, siger kontorbestyrer Schmidt, “og vi regner med at ekspedere ca. 1.200 mennesker om dagen. Kortete udleveres mod den kvittering, som folk fik sammen med ansøgningsskemaerne, men kortene må afhentes af personer over 15 år. De skal jo behandles som værdipapirer, så derfor kan vi ikke overlade dem til børn. Hvis folk er bortrejst på ferie under uddelingsperioden, kan de roligt vente med at hente kortene til efter den 20. – der bliver alligevel næppe brændsel at få på mærkerne i denne måned.”

Tildelingen er omtrent uændret?

“Ja, praktisk talt. Vi begynder i år med K-mærker, som alle lejlighedstyper får. I alt uddeles der ca. 8.500 sæt rationeringskort i Kolding, og dertil kommer så de virksomheder og institutioner, der får tildeling gennem indkøbstilladelser. Men det sker også først, når K-mærkerne træder i kraft. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juli 1942

1942 – Der er endnu 2-300 arbejdsløse i Kolding

Sidste år og i foråret manglede landbruget arbejdskraft, men nu synes behovet tilfredsstillet, og der fremkommer et overskud.

Beskæftigelses-situationen ligger ikke alt for fast. I et tidsrum kan der være arbejdskraft nok, og i et andet kan det knibe at skaffe folk. For en stor del afhænger det noget af vejret, og arbejdsanvisningskontorerne mærker det straks, når det en tid har været ustabilt, ikke mindst i denne tid, hvor en meget betydelig del af arbejdskraften er sat ind i mosedrift.

Vi har talt med kontorbestyrer Oluf Rasmussen på Kolding Arbejdsanvisningskontor om dette problem, og hr. Rasmussen oplyser, at i modsætning til tidligere har man i år kunnet tilfredsstille efterspørgslen på arbejdskraft. Sidste år var forholdet sådan, at man måtte hente folk ind fra moserne for at kunne skaffe landbruget, hvad det skulle bruge. Men ikke i ét eneste tilfælde har man skredet ind hér i år. “Nu er det sådan”, siger hr. Rasmussen, “at mange kommer og spørger efter roearbejde, men i mange tilfælde kan vi desværre ikke hjælpe, fordi landbruget, efter hvad det ser ud til, har sikret sig arbejdskraft”.

Hvad gør de så?

Arbejdsmuligheder i Gamst Enge

“Det er ikke altid, vi kan gør noget. Vi har sendt nogle ud til Vestkysten til nogle store arbejder dér, men det kan ikke blive ret mange, fordi Esbjerg jo ligger først for. Vi regner med at kunne sætte ca. 25 mand i gang ude i Gamst Enge nu i sommer til de store grundforbedringsarbejder, men jeg kan endnu ikke sige noget bestemt om net, fordi sagen først skal afgøres. Der skulle i hvert fald arbejde til hele sommeren, så vi vil gerne have folk derud. Vi har tidligere taget dem fra Vamdrup, men de sender alle deres folk i tørvemoserne i sommer.”

Situationen er ikke så lys i Kolding

Hvor mange arbejdsløse har Kolding?

“Aah, det er ikke mange. Tallet ligger mellem 2-300, og heraf er knapt halvdelen kvinder. Det er heller ikke let at skaffe arbejde til dem, fordi de i mange tilfælde har lært i en eller anden industri, som nu må køre med stærkt reduceret arbejdskraft.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 20. juni 1942.

1942 – Hvis petroleum’en slipper helt op, rammes mindst 500 Koldingensere meget ubehageligt

Meddelelserne om, at petroleumsrationeringen til private eventuelt helt vil ophøre fra 1. marts, er kommet som en meget ubehagelig udsigt, både i by og på land. Flere end vist de fleste tror, er stadig henvist til petroleum både til lys og kogebrug, også i byen, og det er ikke engang alene i yderdistrikterne, dette forhold gør sig gældende. I adskillige ældre gader i Kolding er der ejendomme, der ikke har elektrisk installation eller gas, således f.eks. i Låsbygade.

Vi uddelte ved sidste 2 måneders periode kort til i alt 12.509 liter petroleum i Kolding, oplyser kontorbestyrer Schmidt, Brændselskontoret, til kogebrug til 340 husstande og til belysning til 310 hustande. En del af disse husstande har selvfølgelig fået kort både til kogning og belysning, men jeg vil tro, at i alt ca. 500 Koldingensere vil blive ramt af et fuldstændig bortfald af petroleumsrationerne. I alt fik private kort til 6.900 liter af de 12.500. Resten er til industribrug af forskellig art, til loddelamper, enkelte motorer, rensning med videre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. januar 1942.