1941 – Hver 5. indbygger har legitimationskort

Der ændres ikke i kortene, selvom man flytter.

På Folkeregisteret i Kolding havde man indtil i går udleveret 5.500 legitimationskort, hvilket vil sige, at hver femte Koldingenser har kort eller en tredjedel af dem, som skal have kortet for at kunne færdes i den afspærrede zone. Der har været usædvanligt stort rykind i ferietiden – en enkelt dag udleveres på tre timer 400 kort – men nu er det atter ved at stilne af.

Assistent P. Wergeltoft på Folkeregistret oplyser, at selv om indehaveren af et legitimationskort flytter, skal adressen ikke ændres i kortet. Dette gælder både når der kun er tale om flytning fra en gade til en anden, og når der flyttes fra den ene by til den anden. Man kan således godt flytte fra den ene ende af landet til den anden, uden at legitimationskortet af den grund skal ændres. Det er nemlig altid muligt gennem Folkeregistret at finde indehaveren. Når indehaveren af et legitimationskort flytter til en anden by, går der straks meddeles herom til Folkeregisteret i denne by, således at vedkommende ikke her kan få udstedt noget kort […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 31. juli 1941