1939 – Polen er i fuld gang med mobiliseringen

I betragtning af koncentrationen af tyske tropper langs Polens sydgrænse og vestgrænse fortsættes den polske mobilisering, og officerer og mandskab indkaldes med få dages mellemrum. Mobiliseringen vil nå maksimumsstyrken mod slutningen af august måned. ‘Kurjer Polski’ skriver, at Tysklands militære forberedelser er så intensive og omfangsrige og situationen så spændt, at dette ikke kan undgå at vække Polens og dets allieredes vagtsomhed og fremkalde modforholdsregler.

Kilde: Nordjyllands Social-Demokrat, 6. august 1939.

1939 – Store tyske troppekoncentrationer fra Krakow til Danzig

Under en debat i Underhuset i dag udtalte Winston Churchill bl.a., at Tyskland havde 2 millioner mand under våben, og når den nye årgang bliver indkaldt inden udgangen af august, vil der automatisk komme over ½ million til. Langs hele den polske grænse fra Krakow til Danzig var der store tyske troppekoncentrationer, og der træffes forberedelser til en hurtig fremrykning. Der fandtes 5 tyske divisioner i mobiliseringsstand alene omkring Breslau. Vejene mod Polen gennem Tjekkoslovakiet blev udbygget til den højeneste kapacitet af dertil tvungne tjekkoslovakiske arbejdere. Mange offentlige bygninger og skoler i store dele af Tjekkoslovakiet – og ganske givet i Bøhmen – gøres parat til at modtage sårede. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 3. august 1939