1942 – Der er endnu 2-300 arbejdsløse i Kolding

Sidste år og i foråret manglede landbruget arbejdskraft, men nu synes behovet tilfredsstillet, og der fremkommer et overskud.

Beskæftigelses-situationen ligger ikke alt for fast. I et tidsrum kan der være arbejdskraft nok, og i et andet kan det knibe at skaffe folk. For en stor del afhænger det noget af vejret, og arbejdsanvisningskontorerne mærker det straks, når det en tid har været ustabilt, ikke mindst i denne tid, hvor en meget betydelig del af arbejdskraften er sat ind i mosedrift.

Vi har talt med kontorbestyrer Oluf Rasmussen på Kolding Arbejdsanvisningskontor om dette problem, og hr. Rasmussen oplyser, at i modsætning til tidligere har man i år kunnet tilfredsstille efterspørgslen på arbejdskraft. Sidste år var forholdet sådan, at man måtte hente folk ind fra moserne for at kunne skaffe landbruget, hvad det skulle bruge. Men ikke i ét eneste tilfælde har man skredet ind hér i år. “Nu er det sådan”, siger hr. Rasmussen, “at mange kommer og spørger efter roearbejde, men i mange tilfælde kan vi desværre ikke hjælpe, fordi landbruget, efter hvad det ser ud til, har sikret sig arbejdskraft”.

Hvad gør de så?

Arbejdsmuligheder i Gamst Enge

“Det er ikke altid, vi kan gør noget. Vi har sendt nogle ud til Vestkysten til nogle store arbejder dér, men det kan ikke blive ret mange, fordi Esbjerg jo ligger først for. Vi regner med at kunne sætte ca. 25 mand i gang ude i Gamst Enge nu i sommer til de store grundforbedringsarbejder, men jeg kan endnu ikke sige noget bestemt om net, fordi sagen først skal afgøres. Der skulle i hvert fald arbejde til hele sommeren, så vi vil gerne have folk derud. Vi har tidligere taget dem fra Vamdrup, men de sender alle deres folk i tørvemoserne i sommer.”

Situationen er ikke så lys i Kolding

Hvor mange arbejdsløse har Kolding?

“Aah, det er ikke mange. Tallet ligger mellem 2-300, og heraf er knapt halvdelen kvinder. Det er heller ikke let at skaffe arbejde til dem, fordi de i mange tilfælde har lært i en eller anden industri, som nu må køre med stærkt reduceret arbejdskraft.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 20. juni 1942.