1941 – Rideturnering i Sønderjylland (Se video)

Den 12. oktober 1941 afholdte det tyske mindretals paradekorps Schleswigsche Kameradschaft (SK) rideturnering i landsbyen Bredevad i Sønderjylland.

Blandt gæsterne var bl.a. repræsenteret det tyske mindretals nordslesvigske nazistparti NSDAP-N, hvis formand Jens Møller, er iblandt tilskuerne ved ridestævnet.

Dagen blev foreviget på film, optaget af Rudolf Grimm, se den her:

Kilder: Filmcentralen.dk, se link for nærmere beskrivelse (Åbner ny fane)

1941 – Smedelærlinge meldt sig som frivillige

To smedelærlinge fra Gelsted på Fyn har meldt sig som frivillige til Frikorps Danmark, under en ferie i København har de været til session på hvervekontor for frivillige i København.

Jeg vil gerne være soldat, og da jeg er meget antikommunistisk indstillet meldte jeg mig som frivillig. Vi er mange ovre fra Fyn, som gerne vil med mod Bolschevikerne.

Ejvin Christensen, Fædrelandet 16. juli 1941

Jeg sympatiserer med national-socialismen, og derfor vil jeg kæmpe, for at den må sejre frem for kommunismen. Vi talte med mester om det, og han havde ikke noget imod, at vi forlod pladsen, når det gjaldt sådant formål.

Knud Larsen, Fædrelandet 16. juli 1941

Kilde: Frikorps Danmark havde en meget stor session i gaar, Fædrelandet, 16. juli 1941, side 3

1941 – N.S.U.’er overfaldet på vej hjem fra førerskole

Ifølge avisen Fædrelandet blev fem unge N.S.U.’er overfaldet efter de søndag den 10. august 1941, havde deltaget på N.S.U.s Førerskolen for Uffes Banner på Skamlingsbanken. Overfaldet skete på vejen mellem Grønninghoved og Taps, angiveligt udført af tre røde bøller.

Den nazistiske avis Fædrelandet har i denne henseende bemærket ”når man tager i betragtning, hvor meget politi der er i Sønderjylland, synes man, at det skulle være muligt at sikre fredelige borgere mod overfald af marxistiske bøller på landevejene”.

Avisen udtrykker også ønske om at politiet må finde de ”røde bøller”, og sørge ”for at disse får en ordentlig afklapsning til skræk og advarsel for andre ligesindede”.

Kilde: Røde bøller overfalder N.S.U.’er i Sønderjylland, Fædrelandet, 12. august 1941, side 9

1941 – Stalins radiotale (uddrag)

Den 3. juli 1941 holdt den sovjetiske statsleder Stalin radiotale til det sovjetiske folk og dets allierede i kampen mod Tyskland, der den 22. juni begyndte en invasion af Sovjetunionen.

Kammerater! Medborgere! Brødre og søstre! Soldater i vor hær og flåde!

Det er jer, jeg henvender mig til, mine venner!

Hitler-Tysklands lumske militære overfald på vort fædreland, som blev påbegyndt den 22. juni, varer ved. Til trods for den Røde Hærs heltemodige modstand, …

Hvordan kunne det gå til, at vore berømmelige røde hær har overgivet en række af vore byer og områder til de fascistiske tropper? Er de tysk-fascistiske tropper virkelig uovervindelige, således som de pralende fascistiske propagandister ustandselig udbasunerer?

Selvføleligt ikke! Historien viser, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret uovervindelige hære. Napoleons hær blev anset for at være uovervindelig, men den blev skiftevis slået af de russiske, engelske og tyske tropper. Kejser Wilhelms tyske hær under den første imperialistiske krig blev også anset for at være uovervindelige, men den led flere gange nederlag overfor de russiske og de engelsk-franske tropper og blev til sidst slået af de engelsk-franske tropper. Det samme må man i vore dage sige om Hitlers tysk-fascistiske hær. Denne hær er endnu ikke stødt på alvorlig modstand på det europæiske fastland. Først på vort territorium er den stødt på alvorlig modstand. Og når den tysk-fascistiske hærs bedste divisioner som følge af denne modstand er blevet slået af vor røde hær, så betyder det, at Hitlers fascistiske hær også kan blive slået og vil blive slået på samme måde som Napoleons og Kejser Wilhelms hære blev det.

Når en del af vort territorium alligevel er blevet besat af de tysk-fascistiske tropper, så er den vigtigste forklaring den, at det fascistiske Tysklands krig mod Sovjetunionen blev påbegyndt under betingelser, der var gunstige for de tyske tropper og ugunstige for Sovjettropperne. Sagen er den, at Tyskland som krigsførende land allerede havde mobiliseret sine tropper fuldstændigt, og de 170 divisioner, som Tyskland havde kastet mod Sovjetunionen og koncentreret ved Sovjetunionens grænser, var i alarmberedskab og ventede kun på signalet til at rykke frem, medens sovjettropperne først skulle mobiliseres og transporteres til grænsen. Det spillede også en betydelig rolle, at det fascistiske Tyskland uventet og forræderisk brød den ikkeangrebspagt, som var blevet afsluttet mellem det og Sovjetunionen i 1939, uden at tage hensyn til, at hele verden vil betegne Tyskland som den angribende part. Det er klart, at vort fredselskende land ikke ville tage initiativet til at bryde pagten og ikke kunne handle mod sit givne ord.

Hvad vandt vi ved at afslutte en ikkeangrebspagt med Tyskland? Vi sikrede vort land fred i halvandet år og fik mulighed for at gøre vore styrker rede til forsvar, hvis det fascistiske Tyskland skulle tage risikoen og overfalde vort land til trods for pagten. Det er afgjort en gevinst for os og et tab for det fascistiske Tyskland. … Det opnåede, at dets tropper en kort tid fik en ret fordelagtig stilling, men det tabte politisk, idet det for hele verdens øjne afslørede sig som en blodig aggressor.

Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele Sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleristiske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slavier under Hitlers fascistiske hære. I denne forbindelse er den historiske tale, som Storbritanniens premierminister, Winston ChurSovjechill, holdt om hjælpen til Sovjetunionen, og U.S.A.’s regerings deklaration om sin beredvillighed til at yde vort land hjælp fuldt ud forståelige og karakteristiske og kan kun fremtaknemmelighed i Sovjet-folkenes hjerter.

Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige røde hær, vor berømmelige røde flåde!

Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden! Fremad til sejren!

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1941 – Hitler i rigsdagen

Den tyske fører Adolf Hitlers tale i rigsdagen 4. maj 1941:

Vi er imidlertid ikke mindre fast besluttede på om nødvendigt også i fremtiden at give dem hundreder igen for hver bombe, og det lige så længe, til det britiske folk skiller sig af med denne forbryder og hans metoder.

Denne Nars (Churchill) og hans drabanters appel til det tyske folk om at forlade mig netop i anledningen af 1. maj, kan kun forklares enten som en paralytisk sygdom eller en drukkenbolts indbildning. Fra denne unormale åndelige forfatning stammer også beslutningen om at forvandle Balkan til en krigsskueplads. Som en vanvittig har denne mand nu og snart fem år løbet rundt i Europa og ledt efter et eller andet, der kunne brænde. Desværre findes der stadig betalte elementer, der åbner portene til deres landes for denne internationale brandstifter.

Desværre blev min advarsel om, at såfremt englænderne ville sætte sig fast et eller andet sted i Europa, ville vi være besluttede på øjeblikket at drive dem tilbage i havet, ikke taget tilstrækkelig alvorligt.

Hvis en anden politiker nogensinde havde oplevet så mange nederlag og som soldat så mange katastrofer, så var denne vel næppe forblevet i sit embede blot seks måneder, hvis han da ikke ligeledes havde været i besiddelse af den evne, der er den eneste, der udmærker Mr. Churchill, nemlig evnen til med gudhengiven mine at lyve og fordreje sandheden så længe, at selv de frygteligste nederlag til sidst ovenikøbet bliver til glorrige sejre.

Men den, der ved et så satanisk fortagende ovenikøbet understår sig i at tage ordet ”Gud” sin mund, han bespotter forsynet og kan ifølge vor dybeste tro intet andet høste end ødelæggelse.

I den jødisk-kapitalistiske guld-. Stands-, og klassevanvids tidsalder står den nationalsocialistiske folkestat som et ærefuldt mindesmærke over social retfærdighed og klar fornuft. Det vil ikke alene overleve denne krig, men også det kommende årtusind!

Adolf Hitler i rigsdagen 4. maj 1941

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1941 – Goebbels om Danmark

Den tyske rigs- og propaganda minister Dr. Goebbels udtalte i marts 1941 om Danmark og dets situationen under krigen:

”… (Danmark red.) er ikke noget besat områder. Danmark er et land, i hvilket Tyskland af militære nødvendighedsgrunde har måttet oprette støttepunkter. Kun hvad angår disse støttepunkter har Tyskland foretaget indgreb i den danske overhøjhed. På et hvilket som helst andet punkt og i hvilket som helst anden henseende har Danmark og den folkevalgte regering den fulde afgørende indflydelse på alle forhold, der vedrører Danmarks indrepolitiske forhold og landets stilling overfor det nye Europa. Derved adskiller Danmark sig fra andre lande, i hvilke der står tyske soldater”.

Kilde: Goebbels om Danmarks stilling til nyordning og tremagtspagt, Fredericia Socialdemokrat, 8. marts 1941

1941 – Den danske Front

På et møde i København afholdtes om aften den 18. februar 1941, så et nyt dansk parti dagens lys, da man på mødet stiftede partiet under navnet ”Den danske Front”, der angivelig stiftes efter splittelse i det nazistiske parti DNSAP. Som ledere af partiet valgtes civilingeniør Kai Rinck, H. Thorsen, Otto Lønskov, kaptajn Jacob Holm og F.J. Hinne.

I en radioudsendelsen på stiftelses aften kl. 19, blev i øvrigt oplyst, at blandt stifterne var godsejer Grevenkop-Castenskiold, fhv. landsretssagfører Eiler Pontoppidan og tidligere partisekretær Back-Pedersen.

Læs mere