1944 – Udtalelse af dr. Best om situationen i dag

19 dødsdømme fuldbyrdes, medens 17 dødsdømte er benådet

Sønderborg, RB.

Det tyske riges befuldmægtigede, dr. Werner Best, er blevet interviewet af Nordschleswigsche Zeitung. Dr. Best redegør for den udvikling, som førte til den 29. august, og erklærer, at det er en fjendtlig propaganda, når det påstås, at tyskerne anvender gidsel-systemet i Danmark. “Vi tyskere vil ikke ubetinget se blodet flyde, men ser hellere, at nåde går for ret. Udlægges denne nåde som svaghed, og sker der yderligere sabotagehandlinger, må vi imidlertid lade den foreskrevne hårde krigsret råde”. Hidtil er der fuldbyrdet 19 dødsdomme i Danmark, og 17 dødsdømme er benådet.

På bladets spørgsmål om hvilke politiske følger den nuværende situation vil trække efter sig, svarer dr. Best, at organerne for det politiske og statslige liv i Danmark har et stort ansvar, men på den anden side er det aldrig for sent at afbryde en betænkelig udvikling. Så længe landets interesser samt ro og orden ikke blive varetaget med danske midler, må man fra tysk side træffe forholdsregler til at beskytte såvel tyske interesser som den danske befolkning mod resultaterne af de engelske agenters ødelæggelsesvilje.

Kilde: Kolding Folkeblad, 1. juni 1944.

1944 – Tysk sikkerhedspoliti i Sønderjylland

For at styrke den tyske folkegruppes tryghedsfølelse over for sabotører

Aabenraa, RB.

Nordschleswigsche Zeitung meddeler i aften, at den tyske partifører Jens Møller efter de dertil nødvendige forhandlinger har anordnet oprettelsen af et tysk sikkerhedsbeskyttelseskorps her i landsdelen. Gennemførelsen til således at styrke den tyske folkegruppes tryghedsfølelse er overdraget føreren af SK (Schleswigsche Kameradschaft) forhenværende tyske oberstløjtnant P. Larsen, Skovby. Inden for den nævnte organisation er oprettelsen af en sådan beskyttelsesgruppe allerede i gang, meddeler bladet, og udbygningen af de allerede trufne foranstaltninger svarende til de enhver tid foreliggende omstændigheder er indledet, og organisationen har dermed, erklærer bladet, påtaget sig en opgave, som med henblik på sikringen af folkegruppens liv i den nordslesvigske hjemstavn er af afgørende betydning.

I en kommentar til meddelelsen oplyser bladet, at årsagen til oprettelsen af dette tyske beskyttelseskorps er sabotørernes virksomhed. De har skabt uro i grænselandet og åbnet vej for en udvikling, hvis konsekvenser de højst sandsynligt slet ikke har kunnet overse. Den tyske folkegruppe fredsbestræbelser retter sig mod deres terror. Sabotørerne har begyndt en underjordisk kamp mod folkegruppen, uden at denne hidtil af de danske sikkerhedsorganer har mødt tilstrækkelig beskyttelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. februar 1944.