1943 – De skal blive husket!

Medlemstallet i “De kolde fødders liga” vokser fra uge til uge, men opgørets dag venter hele flokken med usvigelige sikkerhed. Ingen skal blive glemt!

DE FRIE DANSKE og de sidseløbende “illegale” fraktioner, grupper og blade har i år og dag samlet materiale til det forræder-kartotek, hvortil vi i vort juni-nummer bad om alle danskes gode medvirken.
Spørgsmålet er stort. Det gælder om at overveje det i tide, samle alle nødvendige oplysninger og gøre sig klart, hvorledes domsgrundlaget er, inden den dag da der kan handles. Man har hørt enkelte mene, at når vi først får fred, så glider det hele stille i lave, præget af “dansk blødsødenhed”, men dertil er der syndet for groft, for utilgiveligt. Der MÅ nødvendigvis komme en dommens dag.

Kan nogen for alvor tro, at man i dag fra tysk og nazistisk side med magtbud kan krænke landets grundlov og adskillige andre love og udsætte danske frihedsvenner for grove, retskrænkende afstraffelser og indespærringer, og at man derefter, når vi atter får vor fulde handlefrihed, vil lade hele den ækle, brogede flok af tyskere, hjemmetyskere, nazister, stikkere, medløbere og spekulanter nyde den fuldeste beskyttelse i kraft af de love, de selv uafbrudt krænkede og tvang andre til at krænke, da de havde magten?

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 4. juli 1943, nr. 9, 2. årgang.

1943 – De skal blive husket!

Forberedelserne til afregningen med landsforræderne

DE FRIE DANSKE fortsætter i dette nummer behandlingen af spørgsmålet om den rette og mest effektive form, hvorunder man kan straffe forrædere og krigsforbrydere, når regnskabets time er inde. Den sande presse i alle de besatte lande har for længst taget dette vigtige arbejde op. man har f.eks. i Norge katalogiseret omtrent 22.000 Quislinger hidtil – og arbejdet fortsætter!

Vi ved fra vore observationer blandt befolkningen, at der hersker ret stor frygt for, at den sædvanlige og kendte danske blødsødenhed skal vinder overhånd den dag, krigen er forbi, og at alt for mange i lettelse og glæde over freden vil skyde hele strafspørgsmålet fra sig som en ubehagelig reminiscens fra “Tyskertiden”. Men, kære læser, De har ingen grund til at frygte noget i de retning. Der vil ikke slippe så meget som en Scavenius, en Gunnar Larsen eller en frikorpsmand igennem nåleøjet!

Som omtalt i vort sidste nummer er der al mulig grund til at tro, at der til sin tid vil blive nedsat en række særdomstole til behandling af de mange sager mod landsforrædere og krigsforbryderene, ligesom man kan forvente, at en rigsret vil tage sig af de landsforræderiske embedsmænd med Gunnar Larsen i spidsen. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 5. maj 1943, nr. 7, 2. årgang.