1944 – Landbrugsforeningens sommerudflugt går til Dons 19. juli

Kolding Herreds Landbrugsforenings sommerudflugt holdes onsdag den 19. juli. Den går til Dons, hvor man skal besøge tre smukke og veldrevne gårde, nemlig Kristiansminde, tilhørende gårdejer Christoffersen, der jo er medlem af landbrugsforeningens bestyrelse, Donsgaard, tilhørende dyrlæge, proprietær Arne Nielsen, og Ladegaard Andersens gård, der er en slægtsgård og har tilhørt familien Ravn i flere århundreder.

Hos Christoffersen bliver det sikkert særlig de nye bygninger, og belgierhestene, man vil lægge mærke til. Donsgaard er jo af en vis historisk interesse, idet det var her, Peter Larsen Skræppenborg boede. Det er en velholdt og veldreven gård. Hos Ladegaard Andersen er der Jerseykvæg. I øvrigt gælder for alle tre gårde, at de er yderst veldrevne og nok værd at gå markvandring på. Og der er store og smukke haver til dem. Turens øvrige arrangement er endnu ikke fastlagt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. juli 1944.

1944 – Eltangvig-skibet får lov til at ligge foreløbig

Museumsinspektør dr. phil. Aage Roussells besøg ved Eltangvig-skibet i går eftermiddags fik til resultat, at skibet foreløbig får lov til at ligge, hvor det ligger. Dr. Roussell beså sammen med byrådssekretær Jacobsen som repræsentant for Museet på Koldinghus og museets lokale repræsentant, proprietær Karstoft Beck, Nørre Bjert, de udgravede dele af skibet, og selv om han udtalte sig meget forbeholdent, kunne man dog forstå, at han ikke regnede med, at det er et vikingeskib, men derimod et skib fra Middelalderen. Skibet er ikke af en sådan interesse for Nationalmuseet, at man foreløbig vil ofre af de meget sparsomme konserveringsmidler på det, og det får derfor lov at ligge til bedre tider.

Museet for Koldinghus Len vil nu rette en henvendelse til proprietær H. Thomsen, Østerholm, på hvis jord skibet ligger, med anmodning om, at det pigtrådhegnede findested må blive liggende urørt, indtil udgravningen kan finde sted.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. april 1944-

1944 – Koldings køb af Brændkjærgaard

Hensigten er at sikre byggearealer – 93,8 tdr. land til 365.000 kroner

På et lukket Byrådsmøde torsdag eftermiddag fik Kolding Byråds Kasse- og regnskabsudvalg bemyndigelse til at købe Brændkjærgaard, hvis ejer, proprietær M. Pedersen, havde tilkendegivet, at han ikke ville være utilbøjelig til at afhænde gården. Ved et møde i går eftermiddags opnåedes der enighed om handlen. Kolding overtager Brændkjærgaard den 29. februar for en pris af 365.000 kr. I handlen medfølger avl og normal besætning (7 heste og et halvt hundrede malkekøer).

En del jord frasolgt gården

Brændkjærgaards areal er i øjeblikket på 93,8 tdr. land, hvoraf 1½ td. er vejareal. Gården har jo i sin tid været en del større, men der er solgt arealer fra, således i sin tid den såkaldte Dyrskuemark nord for Agtrupvej, hvor kommunen nu opføre tre aldersrenteboliger, ligesom der for nogle år siden solgtes jord langs Agtrupvej til nye haveselskaber. Brændkjærgaards nuværende ejer, M. Pedersen, har kun haft gården et års tid. Han kom fra Brande, hvor han havde tjent penge på brunkul, som var fundet på hans daværende ejendom. M. Pedersen har ikke selv haft lejlighed til at drive Brændkjærgaard, idet den var forpagtet ud, da han overtog den, og forpagte Buchs kontakt udløber først nu til marts.

Priserne gennem årene

M. Pedersen købte Brændkjærgaard af Ingvard Hansens enke for 350.000 kr. Ingvard Hansen havde i 1924 købt gården af A/S Dansk Frøhandel for 400.000 kr., men da var arealet ca. 115 tdr. land. Dansk Frøhandel havde haft gården i 6 år og selv betalt den med 400.000 kr., idet firmaet købte den af et konsortium, som kort forinden, altså i 1918, havde købt den af Chr. Steffensen for 300.000 kr.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. januar 1944.

1943 – Skamlingsbanken har alle flag oppe i dag

I morges gled alle flag til tops på Skamlingsbanken, både det på den store flagmast ved støtten og de fem nordiske flag omkring talerstolen i bunden af den historiske mødeplads på banken. Anledningen er jo, at det i dag er 100 år siden, Skamlingsbanken blev indviet og taget i brug som dansk folkelig og national mødeplads, idet den første sprogfest på Skamling holdtes den 18. maj 1843. Den højtidelige indvielse fandt sted kl. 11 om formiddagen. I eftermiddag kl. 4 holdes i Skamlingsbankens festsal en sammenkomst, hvor man vil mindes den historiske dag. Der bliver holdt officielle taler af Skamlingbankeselskabets formand, proprietør O. Juhl, Lykkesgaard, stiftsamtsmand Herschend, Vejle, og Sprogforeningens formand, bibliotekar Jacob Petersen, Aabenraa.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. maj 1943.

1943 – Skamlingsbanke-Selskabet vil oprette en fond

Generalforsamling i går på 100-årsdagen for selskabets første møde

Skamlingsbankeselskabets forårsgeneralforsamling holdtes i går på Skamlingsbanken på 100-årsdagen for selskabets første møde. Det var ikke noget stort antal af aktionærer, der kom, kun et halvt hundrede, men dog betydeligt flere end sædvanligt. Mødet forløb uden anden ydre festivitas end den, forårssolen gød ud over det blånede Lillebælt, og det vide udsyn over egnen, hvor en ny høst netop i disse dage bliver sået. Efter et kaffebord åbnede formanden, proprietær Juhl, Lykkesgaard, Sdr. Stenderup, mødet med en hyldest til Kongen, til hvem der sendtes et telegram med tak for trofast kongegerning og ønsket om en snarlig helbredelse og lysere tider for land og folk.

Formanden omtalte den nylig afholdte fest i Sommersted Kro, hvor man mindedes 100-årsdagen for det stiftende møde. Så læste han protokollen fra den første generalforsamling og navnene på de mænd, der påtog sig det første arbejde.

Fanen er holdt højt

“Vi kender vanskelighederne fra dengang”, sagde han, “og den frygt, man nærede for dem, der havde magten”. Videre berørte formanden Skamlingsbankefesterne i 100 års løb. “Man har lov til at sige, at rammerne stadig er i orden”, sagde han. “Her er kun holdt kristelige og nationale møder, og vi skylder de stiftende bestyrelser en stor tak, fordi de har holdt stien så ren”. Om møderne i 1840’erne sagde proprietær Juhl, at der gik et sus fra dem ud over landet, som stadig har sin betydning. “Lad os håbe”, sluttede han, “at stedet – selv om det ikke mere har samme betydning, som da man herfra kunne se tværs over grænsen, ingen ønsker igen- stadig blive ledet, så det kan være af værdi for vort folk”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 7. marts 1943.

1942 – Konsul Stenderups bisættelse

En smuk og personlig præget højtidelighed

Med en meget smuk og stemningsfuld højtidelighed i går eftermiddags blev konsul Stenderups båre ført til sygehusets kapel til hjemmet på Fredericiagade. Sygehuset havde pyntet kapellet meget smukt for dets tidligere formand. Man sang først ‘Kirkeklokke, ej til hovedstæder’, hvorefter overkirurg Djørup trådte hen til båren og stærkt bevæget udtalte nogle personligt præget mindeord over for sin tidligere bestyrelsesformand og beklagede, at det sygehus, som konsul Stenderup havde været så stærkt interesseret i og havde søgt at gøre så godt som muligt, ikke havde været i stand til at hjælpe ham, da han endelig en gang søgte dets hjælp.

Derefter talte sygehusets formand, amtsrådsmedlem, proprietær Olaf Juhl, Lykkegaard, Sdr. Stenderup, ligeledes meget personligt, ud fra sit kendskab til konsul Stenderup som daværende formand i Sygehusbestyrelsen, af hvilken propr. Juhl dengang var medlem. Han sagde bl.a., at når de nu for sidste gang skulle gå den kendte vej, som de så ti havde gået – fra sygehuset til hjemmet på Fredericiagade, så skulle der lyde en tak fra bestyrelsen til konsul Stenderup og en tak til fru Stenderup for den støtte, hun altid havde været for sin mand, og han håbede, at hun måtte få styrke og kraft til at kommen igennem de tunge dage. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. november 1942.

1942 – Lunderskovulykken vist på lysbilleder i kriminalretten

Domsforhandling i Kolding Kriminalret i sagen mod overassistent Andersen, Lunderskov

Under medvirken af domsmændene cigarhandler Wald. Knudsen, Kolding, og proprietær Flensborg behandlede Kolding Kriminalret i dag sagen om Lunderskov-ulykken, der fandt sted den 13. juni kl. 23.48 om natten og hvorved en dansk hjælpebremser fra Fredericia, Stein og 3 tyske soldater blev dræbt.

Til stede i retten var tiltalte, overassistent Andersens private engagerede forsvarer, HRS. Dr. jur. Hartvig Jacobsen, og en række fremtrædende jernbanefolk, repræsenterede de forskellige organisationer, således D.S.B.s afhøringer efter ulykken, Stationsforstanderforeningens formand, stationsforstander Høgsgaard fra Nørreport i København, Jernbaneforeningens sekretær, From-Hansen, Hovedbanegården i København, stationsforstander Nørgaard fra Kolding og mange andre jernbanefolk, så at tilhørspladserne var så overfyldt, at tilhørerne måtte stå op.

Anklageren, politifuldm. Ahrenbrandt, præciserede indledende, hvorfor man havde rejst tiltale mod overassistenten. Man ville mene, at denne kunne have gjort tre ting for at forhindre sammenstødet: 1) Han kunne have lade toget køre frem til den forreste vandkran, 2) have ringet til blokposten om at sætte “stop”, hvis der ikke var sat stop, og 3) han kunne selv have udløst den plomberede kontakt. Man gik derefter over til at fremvise en række lysbilleder, optaget af den tekniske afdeling og som viste de forskellige forhold, både på ulykkesstedet og i de forskellige sikkerhedsposter.

Udspurgt af anklageren redegjorde overassistent Andersen, som i det sidste retsmøde, for, hvordan aftenen var forløbet, og hvordan hans tjenestetid lå. Han havde om aftenen modtaget et telegram om, at der ville passere et særtog fra Padborg med 40 vogne af en bestemt last med 4 stødvogne op mod maskinen og 3 stødvogne bagud. Toget viste sig at være længere en beregnet. Der plejer ikke i telegrammerne at stå noget om, hvor mange vogne et tog består af. Det viste sig, at der var hæftet yderligere et antal vogne på toget – 7 eller flere – uden at Andersen eller nogen anden på stationen havde fået det at vide. Men togets længe skulle uden betydning – normalt – da man havde en sikkerhed i tilbagemeldingen (til Vamdrup). Men da togfører Frandsen på tog 9179 (det, der blev påkørt) var kommet over til overass. Andersen, der var fungerende stationsforstander, og havde meldt sig dårligt kørende og havde forhørt om gennemkørsel direkte til Fredericia, havde Vamdrup rykket for tilbagemelding, og Andersen havde da vendt sig til Frandsen og spurgt, om toget var “inde med slut” – havde fået bekræftende svar, men tænkt, at der var i orden, skønt Frandsen havde tænkt på, at toget var inde med baglanternerne på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1942.

1942 – Sumpskildpadden lever helt op til Kolding Fjord!

Et eksemplar fundet i Sdr. Bjert.

For et par uger siden vakte det formeligt postyr, at man havde fundet en sumpskildpadde i nærheden af Aabenraa. Danske forskere havde hidtil troet, at den nordlige grænse for sumpskildpadderne var Elben, men på den anden side ville de tyske forskere påstå, at den kunne leve helt op til Aabenraa Fjord. Den sidste påstand bliver med de seneste fund mere sandsynlig. Om dette funder beretter propr. H. Juhl, ‘Kroager’, Sdr. Bjert, på hvis mark skildpadden holdt til følgende:

“Sumpskildpadden blev fundet på marken, mens vi var ved at høste. Maskinen gik over den to gange; først var vi tilbøjelig til at tro, at det var en sten, men så sagde karlen, der kørte maskinen: “Mon det kan passe, at der lever skildpadder her på egnen?” Dette var ingen jo rigtig tilbøjelig til at tro på, men med Aabenraa-fundet frisk i erindringen, foretog vi alligevel en undersøgelse på stedet, hvor “skildpadde-stenen” havde ligget. Og det viste sig rigtig nok, at det virkelig var en skildpadde, for da vi kom derhen, havde den bevæget sig et stykke ind i kornet, hvor den lå gemt. Nu går den i vor have”, siger proprietær Juhl; “den er blevet sat i et bur og trives tilsyneladende udmærket. Den er 15 cm. lang og ca. 10 cm. bred. Det kunne være interessant at få en zoolog til at tage den lidt nærmere i øjesyn”, slutter proprietær Juhl. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. september 1942.